Et essay fra den mønske natur om rejsen tilbage til kroppens basale funktioner og behov til udveksling med de krumme, eksamenstrætte computer-hænder.
TEKST Frederikke Sofie Hartung Tast
Solen bager på kasketten, havren vajer i vinden og fuglene kvidrer lystigt fra kirsebærtræets top. Vejen er lang, vejret holder tørt og støvlen traver afsted gennem den mønske natur, der hvisker om det fundament, som Danmark er bygget på. Stedet “hvor Danmark blev født” kalder man det, da man i undergrunden af kridt og moræneler kan finde spor fra op til 70 millioner år tilbage i tiden. Således går årets sommerferie til den eksotiske danske sydø, Møn.
Som turist i eget land rummer de næste ti dage selvfølgelig turistmål såsom Møns Klint og Fanefjord Kirke, men på samme tid også en genforening mellem mig og naturen i et forsøg på at finde ind til mig selv.
Camønoen er en 175 km etapevandring rundt om Møn, og låner sit karakteristiske navn fra den traditionelle religiøse pilgrimsrute, Caminoen, der strækker sig fra de franske Pyrenæer til den spanske by Santiago de Compostela. Den kaldes også “Jakobsvejen”, da det siges at Apostelen Jakobs jordiske rester er begravet i Santiago. På Caminoen følger man en muslingeskal, der udmærker ruten for sig, og på samme måde følger man på Camønoen et vartegn formet som en lille sol.
Historisk set er pilgrimsvandring blevet brugt som en religiøs rituel handling med tid til fordybelse, sindsro og spiritualitet. At træde tunge skridt dag ud og dag ind i en rytmisk bevægelse giver ro til at tænke mere eksistentielle tanker, og har i flere tusinde år fristet pilgrimme til at begå sig ud på den lange rejse. Pilgrimsvandring er på den måde en gammel kirkelig tradition, hvor den troende kan opnå en hengivelse til et vandrende religiøst fællesskab, og samtidig bekende sin tro. I de seneste år er vandring genopstået som en populær turismebeskæftigelse. Denne opblomstring ses både i indland og udland, hvilket kan skyldes et ønske om at opnå et afbræk fra en hektisk, digital og præstationsorienteret hverdag. Jeg synes selv, at det at vandre rummer muligheden for at genfinde symbiosen mellem naturen og mennesket, og beskæftiger alle sanser på en ny og anderledes måde. Når det så er sagt, så er vandring individuel, idet fysiske belastninger af kroppens maskineri samt den psykiske omgribelighed af meningsløsheden ved at vandre i dagevis påvirker os forskelligt. Og netop denne form for meningsløshed er hvad jeg finder særligt specielt ved at vandre. Det centrale ved vandringen er nemlig vejen dertil, ikke destinationen.
Fra Aalborg til Møn tilbagelægges der alligevel en håndfuld kilometer. Syv en halv times offentlig transport og lidt hastige skridt mellem tog, S-tog, togbus og bus senere landede vi i Stege, hvorfra første etape gik mod et skovshelter i Udby Skov. Bare efter første dag med 13 kg oppakning på ryggen sendte fødderne mig allerede sukkende blikke; foran os lå en svedig kamp i støvlen.
En traditionelt, religiøs pilgrimsvandring blev det ikke, men med alle vågne timer i det fri, kun styret at kroppens basale behov og vejen hvor sol-vartegnet viser os hen, bliver man bjergtaget af bålets knitren og kogekandens fnisen. Duften af solcreme-indsmurte kinder og lyden af rygsækkens tyngende knirken. Hanernes morgenvækning og det saltvands-kølige hår, der hænger ned ad ryggen.
Derude var livet simpelt: vi stod op, vi spiste, vi vandrede, vi sov. Når kun de basale behov sætter kursen, filtreres de tyngende tanker fra, og panderynken rettes ud. Efterhånden fandt jeg ind til, hvad der viste sig at være kernen af min vandring; at have intet at tænke på. Bare intet. Se absurditeten i at vandre meningsløst og at tænke intet. En følelse, der ikke er særlig velkendt hos en studerende.
Rygsækken kan derfor i helt symbolsk betydning være en metafor for den psykiske bagage, som man bærer med sig, og må derfor efterhånden give afkald på sådanne tyngder, for at rygsækken bliver lettere at bære.
