Venskaber er ofte forbundet med positive og gensidige relationer, men er der kun én måde at være venner på, eller er det på tide, at vi ser på hvordan “venskab” kan gradbøjes?
Tekst: Katrine Dethlefsen
Venskaber er noget, der har præget vores tilværelse siden det gamle Grækenland, da filosoffen Aristoteles allerede beskæftigede sig med dette dengang. Han mente, at det var gennem venskab, at man lærte at give og modtage. Dette er ikke noget, der er nyt for os i dag. Jeg har spurgt en række forskellige personer om deres tanke vedrørende venskaber. Noget af det, der går igen hos flere af dem er, at et venskab associeres med tryghed, loyalitet og tillid. Én nævner også, at et godt venskab er baseret på fortrolighed og ærlighed. Det betyder dermed også, at vi netop skal kunne føle os trygge og have tillid til de mennesker, vi omgiver os med, samt have en følelse af, at vi kan være ærlige overfor hinanden, uden at det skader selve venskabet.
“Det er ikke for at lyde nihilistisk, men vi er født alene, og vi dør alene; Samtidig føler jeg dog trangen til at påpege, at man ikke behøver at leve alene.” (Ung mand)
Venskab?
Jeg har spurgt disse personer om, hvordan de ville forklare, hvad et venskab er til nogle, der ikke ved, hvad det er, og her er nogle eksempler:
“Et venskab er som en platonisk forelskelse. Det er en fascination af forskelligheder, der kan få dig til at reflektere over din egen eksistens. Samtidig er det dog også den tryghed og varme, der kun kan være mellem mennesker, der grundlæggende er ens. En ven er en, du kan stole på, men som samtidig kan tilgive dig, hvis du måtte svigte denne tillid. Det er et menneske, som du kan være sammen med hver dag eller aldrig, og hvor tid til en vis grad ikke er en dimension” (Ung mand)
Dette bunder især i en forståelse af et venskab som en fascination og refleksion, der netop kan være med til at udvikle os selv, samt det mere grundlæggende – at kunne stole på hinanden. Derudover italesættes også:
“Det er en person man kan gå til, når man har brug for et grin eller en skulder at græde ud ved. Det er der, hvor man føler sig tryg.” (Ung kvinde)
Ud fra ovenstående eksempler bliver det tydeligt, at dét, der går igen er, at især tryghed er vigtigt i venskaber, samt dét at kunne stole på hinanden og vide, at den anden er der for én, når man har brug for det.
Aristoteles talte om, at der var tre former for venskaber: Venskaber baseret på egeninteresse, Venskaber for fornøjelsens skyld og Det perfekte venskab.
Venskaber baseret på egeninteresse
Her vil der være fokus på, at man kun indgår i et venskab for selv at få noget ud af det – eksempelvis social status og anerkendelse. Én af dem, jeg har snakket med angående dét at indgå et venskab italesætter, at vedkommende “passer mere på sig selv” efter at have oplevet svigt, hvilket netop henviser til, at andre har indgået venskaber for deres egen skyld:
“Jeg er personligt begyndt at lade vær med at indgå i et venskab, da jeg er blevet svigtet af veninder gang på gang. Jeg synes personligt, at i dagens Danmark tænker mange kun på sig selv, og kan ikke finde ud af at sætte sig i andres sted.” (Ung mor)
Man kan dermed tale om, at der i vores præstationssamfund er kommet et større fokus på at tænke på sig selv, for at komme fremad i livet eller sin karrierer. Derfor “vælger” man de venner, der kan gavne én eller måske endda give adgang til “de rigtige” mennesker senere hen.
Én af de ældre personer, jeg har snakket med, siger:
“Som ung havde jeg bekendte og kun få, jeg kunne kalde venner. Jo ældre man bliver, desto færre “rigtige” venner.” (Voksen mand)
Det kan også forstås som, at vi i takt med, at vi bliver ældre faktisk bliver bedre til at have fokus på de venskaber, hvor vi gensidigt får noget ud af det – altså om det er anerkendelse eller en følelse af tryghed. Det er ikke nødvendigvis dét, der betyder noget, for selvfølgelig skal vi kun have de mennesker, der gør noget godt for os – vi skal bare være opmærksom på, om det er et venskab præget af gensidighed.
Venskaber for fornøjelsens skyld
Denne form for venskaber er nok den, vi “unge mennesker” er mest bekendte med, da det netop omhandler at have det sjovt i hinandens selskab. Dette er også den nemmest tilgængelige form for venskab, da man kan mødes om en interesse. Som sociale mennesker bevæger vi os nemlig blandt mange forskellige mennesker, og uden at have en form for venskab blandt de mennesker, man omgås med til dagligt, kan hverdagslivet blive særligt udfordrende. Nogle beskriver et venskab således:
“Det er når man kan grine og græde sammen.” (Ung mor).
Det er netop også dét næsten alle ville betegne et venskab som – altså det at kunne have det godt sammen. Derfor bliver dette også en vigtig egenskab hos en ven. Her bliver det også muligt at skelne mellem de forskellige kategorier af venner, da disse første to kategorier af venskaber, ikke nødvendigvis er hårdfør nok, til at bistå hvis stemningen en dag bliver præget af alvorlighed eller et reelt problem.
Det perfekte venskab
Ifølge Aristoteles, er dette venskab det mest ideelle, da det netop hæver sig over anvendelighed og fornøjelse. Her ønsker man “bare” at have det godt med hinanden samt støtte op om hinanden. Dermed bliver dette venskab også præget af godhed, og kan opfattes som et romantisk forhold.
“Et venskab er noget helt specielt, og skal værdsættes højt. Et venskab er en gensidig god relation, hvor man er loyal over for sin ven i gode og dårlige situationer. Et venskab er to personer, som holder af hinanden og ønsker at tilbringe tid sammen, fordi man kan lide at være i den andens selskab.” (Ung mor)
Dette citat beskriver meget præcist, hvad det perfekte venskab går ud på. Det handler om en følelse af gensidighed – altså at man støtter hinanden i både de gode og dårlige tider. En anden siger også:
“Når jeg går ind i et venskab, forventer jeg intet af personen. Når jeg går ind i et venskab giver jeg rigtig meget af mig selv, og forventer også at de gør det samme – og på den måde giver jeg dem magten til at skuffe eller såre mig, men alligevel stoler jeg så meget på dem, at jeg giver dem muligheden.” (Ung kvinde)
Her overgiver personen sig fuldt ud til det andet menneske. Man giver et andet menneske muligheden og magten til at kunne såre og skuffe en, men derudover har man også så meget tillid til den anden, at man ved, at de ikke vil gøre det med vilje.
I forhold til at kunne forstå det perfekte venskab som et romantisk forhold udtales følgende:
“Venskaber er ikke som ægtepagten, da der hverken er ceremonier eller traditioner forbundet med indgåelsen af sådan et; Eller rettere er disse ceremonier i så fald så mangfoldige, at det tilnærmelsesvist er en ting, der må defineres på individniveau” (Ung mand)
Dermed bliver der ikke på samme måde en ceremoni, hvor man erklærer hinanden for venner, men derimod er det noget der sker på individ-niveau. Det er også sjældent noget man som venner sætter ord på eller siger, at ‘fra i dag er vi to venner’ – det forekommer mere implicit i tilværelsen.
Dårlige venskaber?
Nu har vi snakket rigtig meget om det gode ved venskaber, samt de forskellige typer af venskaber der findes, og jeg tænker, at du sagtens kan forholde sig til dem og måske endda også placere dine egne venner inden for de forskellige “typer”. Men findes der slet ikke nogle dårlige venskaber?
Én af dem jeg snakkede med sagde, at: “Dårlige venskaber findes ikke, da det ikke er venner” (Voksen mand). Dette viser netop, at hvis man ser et venskab som en god og positiv relation, hvor man stoler på hinanden og føler sig tryg, så vil sådan noget som et dårligt venskab ikke kunne eksistere, da det per definition ikke vil høre ind under kategorien “venskab”.
