Den 9. april er et mindesmærke, der må vige plads til fordel for dage med pandekager og valentinskort. For hvad skal vi egentligt bruge den til?

Tekst Lucca Pedersen

Året 2020 er et år, hvor Danmark kan fejre mange historiske jubilæer. Til juni er det 100 år siden, Danmark blev genforenet med Sønderjylland, og allerede den 16. april fejrer dronningen sin 80-års fødselsdag. Men før man overalt i landet kan hejse flagene for dronningen, bliver de (i hvert fald for en stund) sat på halvt den 9. april, når det også er 80 år siden, Danmark blev besat af Tyskland.

Hvordan erindrer du den 9. april 1940? Det ligner en dato, der langsomt får mindre og mindre opmærksomhed. Filmindustrien malker ganske vist stadig på historier fra 2. Verdenskrig, men historien sælger også bedre, når den er flot pakket ind. De fleste, der kan huske og berette om krigen, er efterhånden gået bort. Er det så et problem, at de yngre generationer er mindre interesseret i besættelsesårene, eller er det i virkeligheden dem, der bestemmer, hvad der er vigtigt at erindre i dag? I denne måned rammer vi et jubilæumsår, og det er måske på tide med et tilbageblik og en lille refleksion.

Hvad var det nu lige, der skete?
Det så ud til at blive en dejlig forårsmorgen den 9. april 1940 – men de første tyske krigsfly skulle snart flyve under solen og lægge et mørke over Danmark. Klokken var kun lidt over 4, da de første tyske soldater krydsede den danske grænse i Sønderjylland. Snart faldt også tyske faldskærmstropper over Aalborg Lufthavn, og Danmark var nu reelt inddraget i 2. Verdenskrig. Det politiske spil var startet for både regeringen og kongen, der allerede tidligt om morgenen mødtes med landets militære overhoveder på Amalienborg. Det stod klart, at Tyskland havde stillet den danske udenrigsminister et ultimatum, som Danmark var nødt til at acceptere. Nyheden om Danmarks overgivelse nåede først Sønderjylland omkring klokken 8, hvor 16 danske soldater havde mistet livet, og 23 var såret. Christian 10. erklærede senere på dagen, at Danmark var besat, og forbød ved samme lejlighed enhver form for modstand.

Tyskerne kaldte angrebet en ”fredsbesættelse”, hvilket der var flere fordele i for statsminister Stauning og hans nye samlingsregering. Da Danmark godkendte tyskernes ultimatum, sikrede man, at danske myndigheder forblev under dansk suverænitet – men det var ikke uden en pris. De næste tre år samarbejdede den danske regering med Nazi-Tyskland.

Der var dog danskere, der tog kampen op mod besættelsesmagten og samarbejdspolitikken. Modstandsbevægelsen opstod allerede tidligt under krigen som modsvar på kongens og regeringens ordre om at opretholde ”ro og orden.” I 1943 var Adolf Hitler derfor ved at være godt utilfreds med urolighederne i Danmark. Dette skal ses i lyset af, at krigen nu vendte i Europa. Hitler var efterhånden en presset mand, og det vidste den danske modstandsbevægelse. Sabotageforsøgene var stødt stigende, og da De Allierede fik fat på Mussolini i sommeren 1943, spredte optimismen sig i Danmark – befrielsen var på vej.

                  Hitler beordrede da besættelsesmagten i Danmark at fremsætte et nyt ultimatum til den danske regering. Kravene lød blandt andet på forbud mod strejker og at regeringen erklærede undtagelsestilstand. Da tyskerne tilmed krævede dødsstraf for sabotage, stod regeringen af og afviste. I det øjeblik ophørte både samarbejdspolitikken og den danske suverænitet. Halvandet år skulle nu gå under total, tysk kontrol, før De Allierede fik nedkæmpet Tyskland i starten af 1945… og det blev forår, og Danmark frit!

Det er for simpelt at tro, at Danmark stod samlet mod tyskerne under 2. Verdenskrig. I mange år efter krigen var det ellers den historie, der blev fortalt, og det var det, man markerede på mærkedagene. I virkeligheden var Modstandsbevægelsens største kritikpunkt fra 1940-1943 den politik, den danske regering førte. I dag er den almene forståelse, at der var store uenigheder mellem Modstandsbevægelsen og samlingsregeringen.

Hvorfor samarbejdede den danske regering så med tyskerne? Fordi politikerne ville bevare det danske demokrati. Man kan sige, at der var tale om to forskellige strategier for at sikre en dansk fremtid. Det er dog vanskeligt at afgøre, om Danmark var blevet accepteret af De Allierede efter krigen, hvis der ikke havde været en modstandsbevægelse. 

Er du mest til J-dag eller Grundlovsdag?
I dag findes der en særlig dag for næsten alt. De sociale medier minder os nærmest dagligt om mere eller mindre officielle mærkedage som: International krammedag, Økodag, Pandekagedag, Hundens dag og J-dag. Listen føles uendelig og drukner næsten de historiske mindedage. Umiddelbart er det da også sjovere at modtage valentinskort, spise pandekager og drikke juleøl, end det er at mindes historiens mørkeste tider.

Hvad skal vi så med historiske mærkedage som den 9. april? Vi skal naturligvis minde dem, der mistede livet under besættelsen, men kan vi også lære noget af det? Måske er det meget godt at reflektere lidt over sin historie. Noget står som heroiske handlinger og beslutninger, det kan vi tage med os som erfaringer. Men det er menneskeligt at fejle, og der er ligeledes begået mange fejl i fortiden. Kan vi så lære af disse fejl, hvis vi glemmer dem? Det er spørgsmålet. Hvis vi en gang imellem reflekterer lidt over fortiden – uden at dvæle i den – kan vi måske også lære noget af den.

Historiske mærkedage
Besættelsen: 9. april
Befrielsen: 5. maj
Grundlovsdag: 5. juni
Valdemarsdag: 15. juni
FN-dag: 24. oktober
Våbenstilstandsdagen: 11. november
… og mange flere!