En idé tager form. En collage, et menneske, der står med sit liv spredt og splittet om sig på jorden. Der er en klar følelse af afmagt i billedet. Bag ved tager verden form, fragmenteret og ubehagelig. Der er skovbrande,
Trump, fabrikker, døde fisk på plasticfyldte strande. Billederne griber ind i hinanden, overlapper og forskruer hinanden. Imellem findes også fragmenter af ren natur og ro. Men man skal lede lidt. I det splittede, forvredne liv for fødderne af mennesket er der spejlstumper, der fanger og reflekterer verden og omvendt. Billedet startede for mig med en følelse af, at jeg stod og stirrede på mit liv i stumper. Jeg var ikke i stand til at tage stilling, og følte en afmagt overfor både mit eget liv og den verden det leves i. På orlov, uden arbejde eller retning forsøgte jeg at finde arbejde og mening – og fejlede. Derfor følte jeg at jeg var gået i stå, og blot kunne kigge på de stumper, der var mit liv. Og så begyndte billedet, der snart efter blev en collage, til. Men kun i mit hoved. For det er endnu ikke blevet til andet end en tanke, og nu ord. Og bliver det nok heller aldrig, for kreativitet kræver en bestemt slags mod.
Det kræver mod til at sedimentere ideen, gøre den virkelig, færdig. Der er en vis perfektion i tanken. Den er per definition ufærdig, og kan derfor blive præcis som man vil have den – perfekt. Eller perfekt uperfekt. Derfor er det trygt at lade ideen blive i tanken. Jeg er nok ikke den eneste, der aldrig gør det virkeligt. Kreativiteten, legen, billederne og metaforerne. Måske netop af den grund ovenfor: Det bliver sjældent helt som man havde tænkt. Og den der frygt for at lade det blive færdigt, sedimentere sig, klar til kritik. Den følelse af, at når det først er på papir, kan det ikke laves om.
Men der er en fundamental fejl i den måde at tænke på. Man lader det netop aldrig blive til… noget, hvis ikke man kommer ud over tanken. En ide, der kun er en tanke, er privat, din helt egen, utilgængelig og
glemt – sedimenteret. Lader du den derimod få liv og form, blive til i materiale og dermed finde vej til andres bevidsthed, klar til kritik, kan den ikke fastlåses. Faktisk er selve ideen om færdig kreativitet eller perfektion absurd. Overhovedet at tænke at noget kan blive ”færdigt” synes forfejlet, hvis man undersøger det nærmere.
Ingen ide eller ting står nogensinde alene, men er altid omgivet af andre ting, fortolkninger, kontekster. Og det er de kontekster, der giver det dens bestemte mening, fordi det altid står i relation til dem. Derfor kan
det ikke blive ”færdigt”: Når tingene omkring en ting ændrer sig, ændrer tingen sig også. Heraklit, en filosof fra 540 år f.v.t, sagde berømt at ”man kan ikke bade i den samme flod to gange”. Floden flyder videre, det er ikke det samme vand, du kommer tilbage til, og det vand, der er flydt igennem, har formentlig ændret flodens forløb en smule. Derudover ændrer du, idet du træder ned i floden, dens historie – du ændrer måden, den flyder på, der hvor du står. Og den ændrer din historie, dine minder. På samme måde ændrer din kreativitet verden og dig. Tag for eksempel nogle af de store værker, The Mona Lisa for eksempel. Ganske vist er farverne på plads, formerne, det materiale. Men maleriets historie er langt fra færdigt. Hvert menneske, der ser det, ser det fra en ny vinkel, med en anden baggrund, og ser derfor noget andet end betragteren ved siden af. Og kunst uden mennesker til at se det, er blot malerpletter på et lærred Samtidig har billedet ændret kunsthistorien, og det har været en del af kunstnerens udvikling. Hverken kunstneren eller billedet er altså den samme som før.
Men du behøver ikke blive berømt eller en mester for at din kreativitet har værdi. Med din kreativitet ændrer du din egen verden, du udtrykker dig. Det har værdi, idet du udfolder kreativiteten. Kreativitet er mødet med verden, legen og udfordringen. Og som sådan er den svær, fordi mødet går ud over dig selv- ud over din kontrol. Det bliver måske ikke helt, som det var tænkt, som var ideen i dit hoved. Men det er netop dette møde med verden, legen med materialerne, udtrykket, det uforudsete, der er så vigtigt. Det er de abstrakte tankers konkretisering i verden. Man kommer ud af sit hoved, møder verden med kroppen: sangen, hånden om penslen, ordene på siden, lyset gennem linsen osv.. Enhver form for kreativitet er en
leg, et møde mellem omverden og ideen. Kreativitet er kropslig, og kan være meditativt, fordi tankerne får et ”outlet”, kan blive mere konkrete – måske når man endda en ”flow-tilstand”, hvor det bare flyder,
tankerne forsvinder, og der er kun ideen og materialet tilbage.
Det sker for mig, når jeg tegner, skriver, danser. Jeg er ikke nødvendigvis god til noget af det, men slutproduktet er ikke altid det vigtige. Processen er vigtig, fordi det får mig ud af den afmagt, tankerne nogle gange skaber. Og selv hvis slutproduktet skulle blive noget “større” er det ikke enden. Ideen får nyt liv andre steder, og du er blevet en dygtigere kunstner.
Måske konkretiserer ideen sig ikke, som du havde tænkt dig. Men det er netop vilkåret, for kreativitet – og måske livet. Men det er en anden diskussion. Så slip frygten, og træd ned i floden. Hverken du eller den er alligevel nogensinde den samme som før.
