Da regeringen for nylig afskaffede det udskældte Uddannelsesloft, (gen)indførte de samtidig kandidatreglen. Begge dele er netop trådt i kraft 1/3 2020. Kandidatreglen erstatter således nu Uddannelsesloftet / loven til begrænsning af dobbeltuddannelse. Den betyder, at alle med en kandidatuddannelse kun kan optages på en ny uddannelse, såfremt der er ledige pladser, mens alle andre, der allerede har en uddannelse, er frie til at søge nye uddannelser fremover uanset hvornår de ønsker det. Denne lovgivning stiller med andre ord specifikt og udelukkende kandidater væsentligt ringere ift. rettigheder senere i livet, end det er tilfældet med alle andre grupper.
Er det rimeligt?
Da regeringen fjernede uddannelsesloftet ramte stenene lige i hovedet på kandidaterne. Er det ikke kun rimeligt, at man kan gøre sin kandidat færdig uden at bekymre sig om, om man nu på livstid er afskåret fra nogensinde at gøre noget andet, på lige fod med f.eks. en lærer eller en sygeplejerske? Før 1/3 havde kandidater begrænsninger ift. at tage nye uddannelser senere i livet, men trods alt ikke mere end alle andre, hvorfor mulighederne åbnede op igen efter en art ’karantæne’ på 6 år. Den mulighed er nu helt væk. Hvorfor skal kandidater være så meget ringere stillet end alle andre? Er det rimeligt?
#ligerettiluddannelse