Det der ikke kom med i 2020
Vi er nu trådt ind i året 2020, et nyt semester er i gang, og vi kigger allerede mod de kommende år. Men her i foråret er det måske også tid til at kigge på noget af det, der ikke kom med. De ting, der fyldte for meget i budgettet, og vi derfor lod ligge.
Tysk og spansk
Aalborg universitet valgte i november 2019 at lukke for optaget på flere af de små sproguddannelser. Det drejer sig om Tysk; International virksomhedskommunikation i tysk samt International virksomhedskommunikation i spansk. Lukningerne betyder, at ingen nye eller sidefagsstuderende kan komme ind, mens de, der er i gang får lov at færdiggøre deres uddannelse.
De, der færdiggør deres bachelor på spansk og tysk virksomhedskommunikation efter 2020 må imidlertid finde en anden kandidat. Dekanen på Det Humanistiske Fakultet, Henrik Halkier, i første omgang ønskede at flytte retskravet for spansk og tysk virksomhedskommunikation. På aau.dk kan man læse at “Retskrav betyder, at du har ret til at blive optaget på den kandidatuddannelse, der er den naturlige overbygning af din bacheloruddannelses fagområde”. Har man en bachelor i spansk virksomhedskommunikation, er man således sikret adgang til en kandidat i spansk virksomhedskommunikation. Dette retskrav ønskede dekanen imidlertid at flytte for SIV-uddannelserne (international virksomhedskommunikation), således at de studerende kunne søge ind på en anden kandidatuddannelse – for eksempel international virksomhedskommunikation i engelsk (frem for spansk). Kandidatuddannelsen i almen tysk opretholdes dog for dem, der har retskrav. Begrundelserne for lukningen er økonomisk og at der ikke er nok, der optages. Alligevel møder den stor kritik, både fra de studerende, gymnasielærere og erhvervslivet.
De studerende og ansatte på uddannelserne finder, at uddannelserne både har stor værdi og at der er nogle tætte, unikke studiemiljøer her. Gennem processen synes der i øvrigt at have været dårlig kommunikation mellem uddannelserne og ledelsen. Anne Sofie Færk, der færdiggør sin bachelor i spansk virksomhedskommunikation til sommer, udtalte således til Magisterbladet:
“Vi fik at vide […], at vi havde tre måneder til at finde ud af, hvad vi så ville, da det er deadline for kandidattilmeldingen. Det var meget chokerende, for vi vidste ikke engang, at faget var lukningstruet”.
Dekanen har siden, på baggrund af protest fra de studerende, besluttet at flytningen af retskravet skal gælde fra 2021 frem for 2020. Det vil sige at dem, der er færdige til sommer kan fortsætte på kandidaten, mens dem, der bliver færdige senere, skal finde en anden kandidat, hvilket betyder at de må flytte fag eller universitet.
Ud over den dårlige kommunikation med de studerende får beslutningen også kritik, da der kommer mangel på tysk- og spanskundervisere i gymnasiet samt sprogkyndige i erhvervslivet, blandt andet turismen. Lukningen igangsættes desuden før man har set effekterne af Den Nationale sprogstrategi 2017, og fordi lukningen samtidig sætter en kæp i hjulet for udviklingen af strategien. En af begrundelserne for lukningen var, at der ikke var nok interesse i uddannelserne. Dette har længe været et problem: et problem, man har forsøgt at imødegå med en national strategi, der sætter fokus på sprog gennem hele uddannelsessystemet. Imidlertid har man endnu ikke kunnet nå at se effekten, og med lukningen af sprogfagene kommer der mangel på gymnasieundervisere, der kan videreføre de sproglige kompetencer.
Lukningerne kommer i kølvandet på lukningen af mindst 32 andre sprog- og kulturstudier. Lukninger, der ifølge Magisterbladet kommer til at have konsekvenser, fordi der bliver færre og færre muligheder for almen lære om andre kulturer og sprog. Når uddannelserne lukker er det ikke et symptom på, at der ikke er behov for at kunne blandt andet tysk. Således skriver Folkeskolen.dk om det internationale erhvervsliv at “Tyskerne sælger gerne deres produkter på engelsk, anderledes forholder det sig, hvis de skal købe produkter udefra. Her forventer de – især de mellemstore virksomheder – at man kan tale deres sprog på forhandlingsniveau.”
Vi må altså forstå at lukningen af tysk og spansk er et tab for universitetet, for det danske erhvervsliv og for gymnasiet. Og at besltuningen blev taget pludseligt og uden indflydelse fra de studerende eller underviserne.
Langagervej 2
Aalborg Universitetsbiblioeteks hovedafdeling, hvis bygning ligger i øst, tæt på campus øst, flytter, og skal nu huses på Kroghstræde 3. På AAU inside kan man læse at “Flytningen giver både besparelser på husleje og en lettere adgang til biblioteket for studerende og ansatte”, idet det med placeringen på Kroghstræde bliver mere centralt. På siden kan man yderligere læse at “Vi går nu i gang med at planlægge, hvordan vi rent praktisk når i mål med at åbne Universitetsbiblioteket til januar 2020 i nye rammer tættere på uddannelses- og forskningsmiljøerne i Aalborg Campus Øst”.
Indtil videre er Langagervej 2 stadig åben, og du kan holde dig opdateret på deres hjemmeside og Facebookside.
Flytningen har betydet omrokeringer for Kroghstræde 3, der nu skal huse de mange studerende, der bruger de fantastiske omgivelser ved Langagervej 2 som studiepladser, de mange bøger samt det venlige og kompetente personale fra biblioteket. For mange studerende, især fra de uddannelser, der ikke har grupperum, er det enormt vigtigt med et godt studiemiljø, med siddepladser samt rolige og stille omgivelser, der giver plads til både fordybelse og gruppearbejde. Denne rolle har Langagervej for mange udfyldt. Det bliver spændende at se, hvordan universitetet og biblioteket løser de logistiske udfordringer i forhold til flytningen.
Kroghstræde 5
Ud over universitetesbibliotekets bygning er flere af universitetets andre lejemål ligeledes blevet sløjfet, herunder Kroghstræde 5. Her havde sociologistudet udgangspunkt sammen med socialrådgiveruddannelsen som brugte faciliteterne, såsom undervisningslokaler sammen med beskedne og tyndslidte grupperum.
Mange studier har ikke en fast grundpille, og mange studerende har ikke adgang til aflukkede grupperum, men værdien af det synes ikke uvæsentlig:
“Da jeg startede min uddannelse gik alt op i en højere enhed; det var drømmestudiet, og det var her jeg følte mig hjemme.”
Sådan fortæller en Dianna Korshøj, sociologistuderede og repræsentant for deres studienævn, om sin oplevelse af de gamle lokaler. På et studienævnsmøde fik de lettet at vide fra instituttet at lokalerne var blevet opsagt, og studiet skulle flytte. Det var tilsyneladende noget der var blevet kæmpet for, mens studienævnet intetvidende også forsøgte at finde besparelser og optimeringer.
“Prioritering var helt sikkert den rigtige, men jeg bruger meget mindre tid på uni nu i forhold til før. [..] om det er manglende hygge i de nye lokaler, eller dét, at jeg som lyn fra en klar himmel blev fjernet fra det sted, jeg blev genfødt som studerende, kan jeg ikke objektivt vurdere, for lokalerne er fine og vi har hvad vi skal bruge.”
Her var der, som med sproguddanneslerne, dårlig kommunikation mellem uddannelserne og administrationen i forbindelse med lukningen. De, der berørtes af lukningen, altså de studerende, fik informationer sent, studerende måtte finde andre steder at afholde gruppemøder og vejledninger, og studiesekretæren måtte på overarbejde for at finde lokaler til studieforeningens arrangementer.
Vi mener ikke, at man ikke må spare, lukke ned for uddannelser eller bygninger, ændre på forhold. Nogle gange kan det føre gode ting med sig, nye muligheder.
Men vi mener, at man må anerkende og huske de tab, det medfører, når man sparrer. At det ikke blot er bygninger, penge og plads man berører. Det er også alle de mennesker, der har set deres fremtid i dem. Dem, der er afhængige af dem, fra dag til dag. At det er de studerende og underviserne, der i sidste ende udgør universitetet, og at de som sådan fortjener en vis respekt, selv når man vælger at trække tæppet væk under dem.
