Mangler du inspiration til underholdning mens du alligevel er lænket til hjemmet? Vi har fundet lidt sci-fi, reality og karantæne film frem fra gemmerne, så tiden i sofaen også kan komme i særklasse.
God Sci-fi
I am legend (Netflix)
Klassisk film med Will Smith fra 2007, hvor en virus forvandler alle mennesker til blodtørstige mutanter og man følger hans eventyr mod en kur.
District 9 (Filmstriben)
Det er mandag morgen og chefen kalder dig ind til en samtale. Du er blevet forfremmet. Tillykke. Indtil du opdager at du er forflyttet til en alien ghetto. Endnu værre bliver det, når du udsættes for en kemisk substans og din krop langsomt ændrer sig.
Edge of Tommorow (Netflix)
Live. Die. Repeat. En herregod alien-action film med Tom Cruise, der under en alieninvasion er fanget i et timeloop indtil han besejrer invasionen.
Dum reality
få tankerne andetsteds
Love is blind (Netflix)
Socialt datingeksperiment, hvor udseendet ikke spiller nogen rolle, for deltagerne må kun tale til hinanden igennem en væg! Kan de høre fyrværkeri og bryllupsklokker, skal de fri og serien følger herefter de efterfølgende faser op til brylluppet. Det er åndssvagt, men hylemorsomt at se på. Man skulle tro at deltagerne var ret gennemsnitlige, men man opdager hurtigt at det er de langt fra.
The circle (Netflix)
Et andet eksperiment, hvor en række personer udelukkende online skal opnå højest popularitet internt i gruppen, for at stikke af med de 100.000 USD som præmien lyder på. Nogle af dem opfører sig som de normalt ville, mens andre vælger at opbygge en mere ønskværdig persona og anvende andres billeder, for at øge deres chance for at vinde.
Karantæne
The Wolfpack (Filmstriben)
Dokumentarfilm om Angulo-brødrene som har boet isoleret fra omverdenen i en lejlighed i New York i stort set hele deres liv. Søskendeflokken lærer om verdenen omkring ved at se film og efterfølgende genopføre filmene. En dag stikker en af drengene af, og hele deres univers vendes på hovedet.
Mud (Filmstriben)
To drenge i Mississippi, der støder på en beskidt Matthew McConaughey aka Mud på en isoleret ø ved Mississippifloden, der enten er på flugt fra loven eller er i tidlig corona karantæne. Det er et langsomt drama, så har du ingen tålmodighed er filmen måske ikke noget for dig.