Tekst Ida Elisabeth Agerkvist
I september måned gæstede Daniel Rye Aalborg for at holde foredrag om klimaflygtninge på CREATE. Selvom Daniel har har oplevet noget så ekstremt som at blive tortureret af en terrororganisation, er krig og terror ikke det, der skræmmer ham mest her i verden. Nej, det er nemlig klimakrisen og menneskets (manglende) måde at håndtere situationen hensigtsmæssigt på.
Daniel Rye… Ja, ham fotojournalisten, der var tilfangetaget som gidsel af Islamisk Stat i 13 måneder, og ham, som den aktuelle film “Ser du månen, Daniel” handler om, var nemlig ikke i Aalborg for at tale om sin tid som gidsel. Han har efterhånden ellers holdt hele 250 foredrag om netop dette, og de penge, han tjener på at holde foredragene, bliver brugt til at tilbagebetale den 15 millioner løsesum, der sikrede ham fri fra det grusomme liv som gidsel tilbage i 2014.
Foredraget om klimaflygtninge holdt han derimod gratis i samarbejde med Frit Forum og Den Grønne studenterbevægelse. At han afholdt det gratis understreger i den grad hans oprigtige frygt for klimakrisen.
Selvom foredraget handlede om klimaflygtninge, nævnte Daniel Rye dog lige kort, at han var tilfangetaget som gidsel, men han sagde det lige så henkastet, som fortalte han, hvad han havde fået til aftensmad dagen forinden:
“Jeg sad tilfangetaget i 13 måneder, blev tortureret, så det grimmeste i mennesket, så min ven blive halshugget og forsøgte at hænge mig selv”.
Når et menneske med så grusomme oplevelser i bagagen står og fortæller, at han er mere bange for klimakrisen end for krig og terror, så giver det edderbankme noget pondus.
Kedeligt at tale om klimakrisen
Én af Daniels vigtige pointer var, at menneskets hjerne ikke har udviklet sig synderligt de seneste 100.000 år, og derfor er vi simpelthen ikke gearet til at håndtere klimakrisen. Hvis ikke vi øjensynligt kan se konsekvenserne af klimakrisen, kan vi ikke handle handle hensigtsmæssigt. Det kan virke abstrakt og distanceret at forholde sig til billeder af klimaflygtninge, der flygter over pigtrådshegn, og i bund og grund er det bare pishamrende kedeligt at tale om klimakrisen, mener Daniel. Han understregede, at vi er nødt til at erkende, at vi som mennesker ikke er programmerede til at forstå sagens alvor, og først herefter kan vi handle hensigtsmæssigt.
I forlængelse af dette nævnte Daniel Rye også, at vi danskere først rigtigt blev konfronteret med klimakrisens konsekvenser, da vi så og oplevelse den tørre sommer i 2018. Han tilføjede, at vi generelt er immune over for skrækkelige scenarier, der afbildes i medierne. Herunder kritiserede han sine kolleger for at fokusere på at offentliggøre billeder af folk, der flygter over pigtrådshegn, fordi det ifølge ham blot skaber større distance.
Som mange andre, der bekymrer sig om klimaet, omtalte Daniel Rye klimakrisen som en dommedagsprofeti:
“Problemet er, at vi ikke kan frygte ting, vi ikke kan se. Det er det, der kommer til at slå menneskeheden ihjel. Det, der kommer til at slå os ihjel, kommer aldrig til at være spændende på et lærred med popcorn til”.
Derudover havde Daniel Rye en anden pointe, som var, at selvom det er rart at stå og holde foredrag foran en masse klimatosser, så er det bare ikke klimatosserne, som han helst vil prikke til. Han mener nemlig, at kampen i virkeligheden bør tages i udkants-Danmark, og at vi alle skal tage en snak med vores forældre og bedsteforældre, der fortsat kører rundt i kæmpestore, smarte biler, og som nægter at stoppe med at bruge round-up.
Økonomi er fantasi
En tredje vigtig pointe, som Daniel havde, var, at klimakrisen er begyndt at handle meget om økonomi:
“Penge er fiktion. Vi er nødt til at forholde os til Jordens ressourcer i stedet for penge”.
Dette udsagn resulterede i en diskussion blandt Daniel og en deltager omkring, hvorvidt klimakrisen skulle løses på det kapitalistiske systems præmisser. Det havde Daniel ikke noget endegyldigt svar på, men han nævnte dog, at han oprigtigt kan se potentiale i at deltage i reality-tv, fordi det handler om at tale om tingene og at nå ud til mange med budskabet om, at vi skal handle på klimakrisen. Om Daniel Rye kommer med i næste års Robinson Ekspeditionen er dog uvist, men hans dedikation er unægteligt misundelsesværdig.
Hvis Daniel Rye kan dedikere sin tid til at tale om konsekvenserne af klimakrisen gratis og i al beskeden kan stoppe en klapsalve i enden på sit foredrag (en klapsalve, der ellers kunne have været endeløst), fordi han tydeligvis ikke gad al den anerkendelse af sin person, men hellere lige ville understrege hans pointer om, at vi altså skal tale mere om klimakrisen, hvad kan du så gøre for at afværge klimakrisen, kære læser? Hvis ikke du lige kan se dig selv om reality-deltager, kan du jo altid kaste dig ind i klimakampen ved blot at tale med folk omkring dig om det. Det er jo trods alt den største humanitære og miljømæssige krise, vi nogensinde har stået over for. Så lad os da tale lidt mere om det, som Daniel Rye selv sagde.
