Kan akavet latter gøre glad?
Tekst: Stine Funder
Latteren er fysisk. Den bølger gennem kroppen, den larmer i lokalet eller kvæler næsten en, fordi man ikke kan trække vejret. I et godt gineflip har man ikke kontrol over kroppen, ansigtet springer ud i krumspring og smil, som ikke kan bringes frem på andre måder, mavemusklerne krymper sig sammen og alting ryster: Og det er fantastisk.
De fleste kan (i trygge omgivelser) lide at grine, og det skaber tættere bånd med dem, man griner med. Men hvis en fremmed fortæller dig, at nu skal i grine, er reaktionen gerne lidt en anden: Modvilje, ubehag, utryghed, måske endda nervøs latter. Derfor blev jeg også både nysgerrig og kritisk, da jeg hørte, at Søren Dinitzen griner med virksomheder for at øge arbejdsglæden. For i en tid med stress og depression blandt alt for mange studerende og i erhvervslivet virker latteren som en del af en løsning. Men kan det at grine på kommando virkelig skabe den samme positivitet som ”rigtig” latter?
Jeg interviewede Søren netop for at finde ud af, hvordan man får folk til at grine, hvordan latter ikke behøver humor og ikke mindst, hvordan det at grine kan skabe nærvær. Så læs med her, hvis du også vil finde ud af, hvorfor latteryoga, som det kaldes, virker.
Lattermanden
Jeg møder Søren i Nordkraft, hjertet af Aalborg, og vi sætter os i cafeen ved Biffen. Søren er åben, og bruger gennem interviewet sine hænder og hele kroppen for at vise bevægelserne som øvelserne, han laver med virksomhederne og selve latteren sætter i gang. Jeg drages ind af hans fortælling og af hans nærvær. Så meget endda, at jeg ikke opdagede stemmerne og larmen i baggrunden, før jeg hørte interviewet igennem derhjemme.
Jeg starter interviewet med at spørge Søren om, hvem han er og hvad det er, han gør for virksomhederne, inden vi dykker helt ned i latterverdenen:
Jeg er selvstændig konsulent. Jeg er familiefar og har drevet den her konsulentvirksomhed siden 2016 og det jeg groft sagt gør, er at grine med virksomheder. Men det er jo metoden. Resultatet er at jeg skaber gladere medarbejdere, skaber tillidsfulde medarbejdere. Jeg styrker sammenholdet i organisationen, jeg styrker kommunikationen.
For det er ifølge Søren netop det, latteren kan. Den kan styrke glæde, samarbejde og kommunikation:
når vi har grint sammen, har vi en dejlig følelse i kroppen over for hinanden, og i den situation er vi mere tilbøjelige til at ville lytte til hinanden og være åbne overfor hinanden.
Det er den ”naturlige” del af det, noget der kommer i enhver form for latter. Det paradoksale ved latterøvelser er, at Søren bruger det, at han sætter folk i en ubehagelig situation til at øge denne fornemmelse af tillid og sammenhold:
Al forskning viser, hvis man har en fælles fjende, styrker det sammenholdet. Når jeg er ude at lave de her kurser, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at lige når jeg starter, så synes man simpelthen det her er sådan en kunstig og grænseoverskridende situation, at den fælles fjende naturligvis bliver mig, for det er mig, der fortæller dem hvad de skal gøre.
Som konsulent er Søren altså ”fjenden”. Han ender dog alligevel med at bruge netop det kunstige til at få folk til at grine ægte. Også selvom humoren i første omgang skrælles væk.
Latter uden humor?
Normalt forbindes latter med humor: En ven siger noget sjovt, og du griner af det, der siges. Latteren kan også være rettet mod en person, der på en eller anden måde falder uden for normen i en social situation. Måske sidder hendes skørt fast i trusserne, eller han udtaler et ord forkert. I de tilfælde har latteren en slags social rettelsesfunktion. Latteren er med andre ord altid social og kontekstuel, den er med til at forme de relationer, vi er i: Og den er forbundet med noget sjovt, humor.
Er man latterkonsulent, er humoren imidlertid ikke udgangspunktet, for man har ikke på samme måde som en komiker mulighed for at ramme publikum: Publikum har ikke valgt konsulenten, der er ingen garanti for, at han kan levere jokes, alle synes er sjove, og det handler jo netop om, at få alle til at grine.For Dinitzen har latter imidlertid ikke i første omgang noget med humor at gøre. Latteren er for ham kropslig og kan lokkes frem ”kunstigt” med latterøvelser:
“Helt konkret er det små lege, små øvelser, der får os i gang med at grine. Det bedste eksempel, vi har herhjemme, er julemandslatteren. Det er sådan en ”ho ho”. Når jeg fortæller en gruppe, at nu skal vi grine som julemanden, kan alle se et stort hvidt skæg for sig, en ordentlig dunk og man kan også godt få et ho ho helt nede fra den dybe mave. Så begynder vi at grine på den måde. Så må man også godt hoppe lidt op og ned og holde sig lidt på maven, så hele korpus hopper. Så gør vi det, og så kan vi lige kigge lidt rundt på de andre julemænd imens. Og det ser dyybt komisk ud. Og åndssvagt ud. Og den der ånddsvaghed, der er i at grine på den måde, det vil få langt de fleste til at grine rigtigt, for det er sådan en absurd situation. Så er vi gået fra et ho ho til et hohoho- hoh. Og det er sådan set det øvelserne går ud på.”
Søren laver flere af den slags øvelser med grupperne, og oftest ender alle med at grine, også selvom der var modvilje til at starte med. Faktisk er det især hvis der er modvilje, at øvelserne har den største effekt, for så arbejder man for alvor med modpoler: På den ene side det angstprovokerende ved det kunstige, pinlige, og ganske kort tid efter, når kroppen er rystet igennem af latter, endorfiner og dopamin, en lettelse og lykkefølelse. Latterøvelser bruger altså det absurde i situationen til både at fremkalde en latter og til at gøre effekten endnu bedre.
Giv slip
Det er igen også en af de ting, der er med latter: Den kan bruges til at bearbejde det absurde, for eksempel at en fremmed fortæller dig, at du skal grine. Latteren får det på afstand, for det er det, en god latter kan: den sætter ting i perspektiv.
“For det første får man den der, der fylder lige her (Søren holder hånden foran ansigtet, så tæt, at han ikke kan se den ordentligt) herud (igen gestikulerer han, tager hånden ud i strakt arm, i perspektiv). For det andet, så for at få en eller anden balance tilbage i vores krop, fordi det bare kører og bimler og bamler, og vi skal levere, vi skal producere, vi skal blive færdige… og så bliver det bare så forløsende at grine! Dels for selve problemet, der ligger lige foran, men også for den relation, man er i. Hvor er det forløsende for den relation, man lige har nosset op i sammen med de andre. “
Han peger på, at de fleste kender det. Når man har arbejdet på et projekt, hvor intet virker, er det mest fornuftige man kan gøre nogle gange at grine af det. Det sætter det i perspektiv, man ser på det fra en ny vinkel: Man giver et øjeblik slip på det og på bekymringerne. Samtidig styrker det relationen til arbejdspartneren, fordi man deler et øjeblik, hvor man giver slip, og dét øger tilliden. Sammen kan man derefter kigge op problemet med nye øjne.
Netop det at give slip på bekymringer og at være i latteren, virkelig være i den, er vigtigt for et godt latterforløb:
“Jeg beder folk om at lade være med at snakke til latterkursus, og det er der en helt særlig grund til, for det øjeblik, du begynder at spørge ”hvad har vi egentlig gang i?”, så beder du den anden forholde sig til, ja, hvad HAR jeg egentlig gang i?”
Latteren er netop først og fremmest kropslig og nærværende, for som Søren understreger, kan vi ikke samtidig med at vi griner tænke på indkøb, møde med chefen eller opgaven. Vi kan kun være i kroppen. Derfor kaldes latterøvelserne, som han laver, latteryoga. Yoga handler netop om at lade krop, sjæl og sind flyde sammen, og det er netop det, der sker i et godt grin. Man løsner op og får sindet tilbage i kroppen. Det er derfor, vi skal grine:
“Vi bliver glade af det, vi får en lykkefølelse i kroppen, vi bliver afslappede, vi bliver mindre stressede, vi får bedre blodcirkulation, vi bliver bedre til at være kreative: Vi åbner bare op når vi griner. Og det er pokkers rart.”
Tre myter om latter
Men hvorfor er det så, at vi ikke griner mere, end vi gør? Til kurser gør Søren gerne opmærsom på tre myter om latter, der holder os tilbage.
“Den første: Det er at vi skal have en god grund til at grine. Hvis vi ikke har en god grund til at grine, så er det ofte bedre at lade være. Det er også det der sker: vi kommer til at undertrykke vores latter ubevidst, fordi vi tænker ”arg, jeg kan ikke rigtig forsvare, hvorfor jeg skal grine nu”. Og det er misforstået, for hvorfor ikke grine, når vi har lyst til at grine?
Så hvis vi fjerner det der med, at skal der være en grund til at Peter han begynder at få et grineflip derhenne. For det er ofte, det, der sker i vores hjerner: ”hvorfor griner han? Ved I hvorfor han griner?” Vi spørger, fordi vi selv gerne vil have en del af kagen! Eller det kan også være det lyder mærkeligt, eller noget andet hvor vi gerne vil have en forklaring på det. Men det er jo egentlig det. I stedet for at spørge det, skulle vi måske i stedet for sige ”hahaha, hæhæhæh, det er sgu meget sjovt det der, altså!”. Og så bare være i det i stedet for! ”
Igen griner Søren helt nede fra maven, og der er grin i hans stemme. Han gestikulerer til hjørnet, til ”Peter”. Latteren lyder så ægte, og et øjeblik får jeg selv netop den der ”hvordan kan han grine rigtigt, der er jo ikke en Peter ovre i hjørnet”. Alligevel mærker jeg den splittelse, han taler om: Mellem det ubehagelige, ukendte, og at have lyst til at grine af situationen, grine med ham.
Vi går videre til den næste myte, og tonefaldet ændrer sig, bliver mere alvorligt:
“Den anden myte er, at vi skal være glade for at kunne grine. Det passer heller ikke. Vi behøver ikke være glade for at kunne grine. Grænsen mellem latter og gråd er hårfin. Hvis man kommer ud for ret stor sorg, så græder man måske så meget, at man går over og griner. Og den anden vej rundt. Lige gyldigt hvor langt nede vi er i et dybt sort hul, så det der med at grine, det kan vi altid. Det er sådan set bare at begynde at sige ”haha” eller ”hoho”. Det er der, vi har allermindst lyst til det, men det er der, vi har allermest brug for det, for så er det, vi får det, vi synes der er sort lige her, herudtil”
Igen gestikulerer Søren, viser fysisk den afstand, der kan komme med latteren. Og måske er det netop også en af de elementer, der er så vigtigt i latteren: Tingene bliver gjort mere håndgribelige, vi kommer tilbage i kroppen og ud af hovedet, tankemylderet. Som Søren selv siger på et tidspunkt, så bliver vi nulstillede. Det fysiske påvirker det psykiske:
“Vi skal ikke være glade for at kunne grine, vi bliver glade af at grine. Den her lykkefølelse, der kommer ud i kroppen, det her endorfin, dopamin, der kommer ud i kroppen og gør os høje. Det gør os ikke fri af sorgen, den er der stadigvæk. Men den kommer herud, og vi kan se tingene i perspektiv”.
Således virker latteren bearbejdende. Den fjerner os ikke fra det menneskelige at have ondt og at sørge, eller at støde på det absurde og at finde os selv i pinlige, umulige eller ubehagelige situationer: Men at grine af det sammen hjælper os til at se dem på en ny måde. Man kan med latter vende noget træls til noget rart, sammen med dem, vi oplever det med. Med den sidste myte understreger Søren igen, at latteren godt kan komme før humoren, at man kan grine blot for at få det godt:
“Vi kan godt skille de to ad. Vi kan godt tage latteren i sig selv og så humoren. Når det så er sagt, så kan vi ved at øve os i at grine udvikle vores humoristiske sans: Vi kan blive tilbøjelige til at grine af flere ting. Når tingene falder ned på gulvet, i stedet for at være trætte at det, så kan man grine af det i stedet for. Vi bliver mere tilbøjelige til at give slip. Og det er vel også meget forbundet med humorisme. Altså, personer, der er humoristiske, de griner af alting, som måske er trælse eller går dem imod. Og det kan vi altså øve os i med latteren. Så hvis vi ikke har det, så kan vi få det.
Med latter og med humor vender vi tilbage til kroppen, og dermed tilbage til nærværet, nuet:
Nærværet kommer før relationerne. Hvad betyder nærvær egentlig? At være nær… Fysisk være nær, men også sindstilstanden at være nær. Det kan vi kun være, hvis vi er lige nu og jeg ikke tænker på, hvad jeg skal bagefter, men jeg er her sammen med dig”.
Nærværet er altså en nødvendighed for relationen. For er vi ikke hos den anden, går det naturligvis ud over relationen – så måske skal jeg prøve at grine – altså ikke blot ”haha”, men virkelig give slip, lade det blive et ukontrolleret, befriende hahahahaha oftere. Sammen med mine venner, studiekammerater og familie. Fordi det at være nær, at være jordbunden og kigge den anden i øjnene og for alvor være sammen om latteren, giver noget. Så spring ud i latteren. Det værste der kan ske er, at du får noget at grine af.
