I de gamle dage var der to meter høj sne og relationer var nærværende. Ja, det er måske nemt at stå på den anden side af generationen og dømme, men hvor ligger ansvaret egentligt?
Af Karen Frost
Året er 2019 og studietiden er lige begyndt. I år betyder det, at vi for første gang vil se folk fra årgang 0 på universiteterne. Det er tit dem, der bliver afbilledet, når man taler om digitale indfødte, men i virkeligheden indtog de universiteterne for mange år siden. Sandsynligvis er du nemlig selv digital indfødt. Lidt groft sagt, kan man faktisk sige, at hvis du er født i 90’erne og er vokset op med en mobiltelefon i hånden, er størstedelen af din sociale udvikling nok sket via internettet. Det er den generation, som Søren Schultz Hansen, erhvervsforsker og rådgiver med speciale i digitale indfødte og ledelse, bruger sin tid på at prøve at forstå. Den generation, der aldrig har levet uden den digitale verden.
Søren Schultz Hansen er cand.comm. ved Roskilde Universitet og har brugt de sidste mange år på at studere digitale indfødte. Han er forfatter til flere bøger, bl.a. ‘Digitale indfødte på job’. Derudover er han ekstern lektor på CBS, og så er han det, han selv kalder for en digital indvandrer.
Først og fremmest må man forstå, at der er forskel på de normer, som digitale indfødte lever efter og de normer, som de ældre generationer lever efter. ”Jeg tror ikke, der er nogen generationer, der ikke synes nærhed i relationer er vigtigt” siger Søren, da jeg spørger ind til det, men han siger også at mobiltelefonen har påvirket vores opfattelse af hvad nærhed er. Synes du f.eks. det er uhøfligt, hvis nogen checker beskeder, mens de snakker med dig? Hvis du svarede ja, så er du sandsynligvis digital indvandrer. For de digitale indfødte føles det lille ’ding’ fra lommen ligesom at blive prikket på skulderen. Prøv at forestille dig, hvis du blev prikket på skulderen af en bekendt og så bare ignorerede det. Søren kalder det at være ’tiltideværende’. At man er til stede i tiden og tilgængelig hele tiden, frem for tilstedeværelse, der kræver at du er til stede i rum. Det er en anden type nærvær, som mobiltelefonen har bragt med sig.
Frekvens eller fortrolighed?
Med dette ’nye’ tiltideværende nærvær bliver vores relationer også skabt anderledes. Det kommer i højere grad til at betyde noget hvor mange beskeder man har skrevet til hinanden frem for om man har haft en dyb og meningsfuld samtale. Det er frekvens frem for fortrolighed der i højere grad skaber nærvær.
Som du nok havde gættet, så er det ikke lutter lagkage med altid at være tiltideværende, for med de sociale medier er vores vennegrupper også blevet større og større. Som Søren sagde det: ”Selvfølgelig har det en konsekvens at vi lige pludselig har let adgang til 100, i stedet for 5 eller 10 rigtigt gode venner”. Det betyder at vi i højere grad taler lidt med mange mennesker, end vi taler meget med få. Det betyder, at hvis nærvær skabes af frekvensen, man taler med nogen med, så bliver det sværere at få skabt et nærværende forhold til nogen, fordi man taler lidt med så mange mennesker i stedet for at tale meget med få. Det er det gamle dilemma: kvalitet eller kvantitet, hvor kvantiteten for digitale indfødte synes at være den nye “kvalitet. Ifølge Søren kan den endegyldige konsekvens af dette være, at det bliver mere problematisk at skabe nærværende relationer.
Den digitale tidsalder vi lever i, rummer på den anden side også enorme muligheder. Man kan nå nogen på ingen tid, som man ellers skulle vente timer, måske dage eller uger, med at se. Det kan være, at man har familiemedlemmer der bor langt væk, eller hvis kæresten har slået op, så kan man med det samme få fat i sin bedste ven og tale med dem. Der er helt sikkert nogen, der vil foretrække det fysiske samvær frem for det digitale, men som Søren siger: ”Jeg synes man skal passe på med at sige, at det ikke har værdi at kunne det, for det har det!”
Nærvær som udfordring
Det betyder dog ikke, at tilstedeværende nærvær ikke er efterspurgt af de unge, det er bare blevet sværere. Hvis man er vokset op med tiltideværende nærvær kan det være særlig udfordrende pludselig at skulle til at skabe det tilstedeværende nærvær. For de ældre generationer vil det digitale sandsynligvis føles som noget kunstigt, noget der er fundet på, men fordi de digitale indfødte aldrig har prøvet andet er det helt naturligt, at den digitale verden nærmest smelter sammen med den virkelige. For dem er det en verden uden det digitale der er det kunstige. Hvor man før skulle tage et aktivt valg for at være en del af det eksklusive fællesskab der var internettet, skal man nu tage et aktivt valg for ikke at være en del af det, der nu er et enormt netværk. Det er blevet besværligt ikke altid at skulle være tilgængelig og tiltideværende, hvor tilstedeværelse ikke kommer automatisk. Søren Schultz Hansen tror dog stadig på, at de digitale indfødte har brug for nærvær i samme grad som deres forældre har. De synes det er vigtigt, og de vil også gerne have samvær, der er eksplicit uden mobiler, ligesom den lidt ældre generation af digitale indvandre. Problemet er måsk bare… Digitale indfødte har måske ikke lært hvordan de skal gøre. Har du?
