Det frivillige ansvar det ta’r vi da bare
Jeg vil prøve at præsentere en situation, som du måske kan nikke genkendende til. Den er i udgangspunktet baseret på mine egne oplevelser, men jeg vil vove den påstand at den er nok ret almindelig. Måske vil jeg endda sige at den kunne være universel.
Tekst Jacob Blasius Thomsen
Din forelæsning er netop slut, du kigger på klokken som netop har slået 10:00. Du snakker lidt med dine studiekammerater, en brokker sig over at underviseren ikke snakkede højere, eller blev ved med at snakke om det samme koncept selvom alle virkede til at have forstået det. I snakker om et arrangement nede i byen senere, de spørger om du skal med. Du fortæller dem at det lyder fedt, men du lige skal se hvor lang tid det tager dig at læse til i morgen. Du sætter dig på cyklen og triller hjem til din studielejlighed. På samme måde som så mange andre, er det første gang du er flyttet hjemmefra. Byen er ny, virker uoverskuelig og du tænker på dine venner i din hjemby. På Facebook kan du se det arrangement dine studiekammerater snakkede om, du ved ikke helt hvad det er for noget. Det ligner at det er studerende der står for det, kan det så være noget værd? Du burde læse som du havde sagt du ville, men du føler ikke rigtig for det. En flyttekasse står i hjørnet og venter på at blive pakket ud. Du kigger på den, og den kigger modløst tilbage på dig.
Om vores tænkte person her overvinder sin apati, er ikke til at sige. Jeg vil lade det stå hen i det uvisse om hvorvidt de gør, men kan dog afsløre at de vil kigge på deres mobil, først Facebook, så Instagram, krydret med lidt YouTube-drama og så tilbage på Instagram.
Nu vil jeg tillade mig at præsentere min egen løsning på dette problem. Om det er løsningen for dig, må du selv vurdere. Jeg kan kun fortælle at det virkede for mig, og hvorfor det virkede. Problemet for mig var passiviteten. Til forelæsning lytter man, til arrangementer møder man op, men hvor deltager jeg? Studentersamfundet blev mit sted. Her var en gruppe studerende der synes at det der med at lave events, det kan vi da sagtens. Skrive et blad som studerende for studerende om studerende, det klare vi. Studerende skal have bedre vilkår, den kamp tager vi da!
I starten tænkte jeg lidt, hvad er det jeg har involveret mig i? Her får jeg ansvar for en opgave, og der står sgu nogle skuffede mennesker hvis jeg ikke gør min del. På den måde kan det ikke sammenlignes med opgaver og projekter man laver i forbindelse med sin uddannelse. Der er det, i det store og hele, kun for egen skyld. I Studentersamfundet gør man noget for andre, og det er på en eller anden måde, enormt tilfredsstillende at kunne sige ”det lykkes, fordi vi gjorde det”.
Jeg skriver det her i dagene efter studiestarsfesten, som jeg ikke var med til at planlægge, men alligevel gav en lille hånd til som festbetjent. Måske er det også en vigtig pointe: man behøver ikke være den der går forrest og have det store ansvar hver gang. Nogle gange, kan det at give en lille hånd i andres projekt være nok til at give hverdagen lidt kulør.
