With great power comes great responsibility. “Rektor” er universitetets øverste instans, den ansvarshavende, ansigtet udadtil, men bag titlen findes et menneske, der brænder for at se både ansatte og studerende blomstre!

Tekst: Heidi Gram Wallin og Dianna Korshøj // Foto: Heidi Gram Wallin

“Er du ikke bange for folks reaktion på sådan en artikel, Heidi?” Sådan blev jeg mødt af en medstuderende, da hun hørte, at jeg arbejdede på den her artikel. Vi tilhører Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, der skal spare knap 38 millioner og netop det fakultet, der, udadtil, har udvist størst utilfredshed i forbindelse med besparelserne. Let’s be honest, det frembringer ikke super god stemning, hvis man nævner rektor på gangene i vores institut. Ikke desto mindre, er det to sociologistuderende, der synes, at det vil være relevant at lave denne artikel: Mig, som ydmyg nyudsprunget skribent, med rygdækning fra et kritisk, men erfarent og kompetent overblik fra Agendas ansvarshavende chefredaktør. Artiklen er ikke et forsvar af vores rektor og de besparelser, han står til ansvar for, men er udarbejdet med hensigt om at kigge om bag rektor. Vi ville gerne se, hvem der gemmer sig bagved. Hvem er ham Per Michael Johansen og hvor sjovt synes han egentlig hans job er?

Det er fredag formiddag, en kold og blæsende solskinsdag i april og Rektor er en smule forsinket på grund af et andet møde. Vi; redaktøren og mig, der er med som føl i forklædning som fotograf, hyggesnakker om alt og ingenting, mens vi venter. Vi er spændte, men også klar på et interview, der kan blive udfordrende; De studerendes pressestemme møder universitetets overhoved. Vi og vores medstuderende på sociologi har haft nedskæringerne helt inde på kroppen Vi har protesteret og demonstreret, vi har engageret os studenterpolitisk, og alligevel mærket kniven helt ind i knoglerne. Undervisere er blevet afskediget, vi har set vores ‘hjem’ blive sat til salg, er blevet trukket op med rødderne for at  flytte sammen med en anden uddannelsesretning og tvunget ud i en deleøkonomisk tankegang.

Who’s to blame? REKTOR!

Der bydes op til dans
Rektor er klar og han byder på kaffe fra rektoratets lille tekøkken, hvorefter han viser vejen ind på sit kontor. Stemningen er let, men bærer præg af, at vi skal snakke om et tungt emne. Vi sætter os ved det runde bord, mens han spørger ind til, hvad vi læser. Entusiastisk fortæller vi, at vi læser sociologi, men vi bliver mødt af bekymring i Rektors ansigt: “Arbejdsløsheden er høj for kandidater i sociologi”.

Vi snakker lidt videre og redaktøren, som er på delvis barsel og Per, der har et barnebarn, der er årsag til datterens studiepause, snakker lidt om fordelene ved at få børn, mens man studerer. Han virker afslappet og opmærksom og lytter interesseret til det, vi fortæller. Han sidder roligt med hænderne foldet i skødet og mit indtryk er en pudsig blanding af, at han er nervøs, ydmyg og genert, men stadig autoritær. Han er iført jeans, lys skjorte og mørk blazer, hvorpå han har en lille pin for FNs Verdensmål.

Mens de erfarne hoveder snakker, sniger jeg mig til at kigge mig lidt omkring. Pladsen er en smule trang, men det fungerer. Kontoret er indrettet, som sådan et kontor nu skal være indrettet. Enkle stilrene møbler; et par lamper i dansk design, et bord som, med lidt god vilje, har plads til 4, en lille sofa, et skrivebord, et skab og to bogreoler.  Bogreolerne rummer alt lige fra teoretiske naturvidenskabelige bøger til bøger om ledelse og uddannelse til mere specifikke titler; ‘Sapiens’, ‘Fatimas Hånd’ og ‘Montmartre’.

Ovenpå reolen er der en lille flagstang med et hejst Dannebrog, et modelfly, en mini-vindmølle, et diplom fra Studentersamfundet, hvor Rektor er æresmedlem, en cap, hvorpå der står CAPTAIN og nogle vejr-måleinstrumenter, som jeg ikke har forstand på, men som helt sikkert kan et eller andet smart.

Vi har sendt spørgsmålene til Rektor på forhånd og på papirerne foran ham, kan jeg se, at han, eller hans sekretær, har forberedt sig godt på vores interview med udførlige noter under hvert spørgsmål; både maskin- og håndskrevet. Jeg når i situationen at tænke, at jeg forstår, hvorfor dette interview og denne artikel må være vigtig for ham at være forberedt på. Her kan han, direkte til de studerende, fortælle sin side af sagen; og måske åbne op for andet, end blot at være den slemme, slemme Rektor.

Aalborg Universitet på tvungen slankekur
Nedskæringer, afskedigelser, deleøkonomi. Der kan sættes mange ord på de ting, der sker på økonomifronten på Aalborg Universitet og de fleste har, i denne tid, negativ klang. Ikke desto mindre er sagen den, at når vores universitets vigtigste mål er at sikre kvaliteten af uddannelserne, så koster det penge. Når diverse tilskud udløber, bliver omfordelt eller omprioriteres, er der ikke andet for, end at finde ud af, hvordan tingene så kan fungere. Der er delte meninger om den nye budgetmodel, men fakta er, at specialister har være involveret, der har, ifølge ledelsen, været åbent for input gennem universitetets organer og selvom alle parter nok ønskede et væsentligt større beløb i grundbudgettet, fremgår det af Universitetsbestyrelsens mødereferat pr. 21. januar 2019 at: “Bestyrelsen […] konstaterede, at ledelsens valg af løsninger på en vanskelig situation virker velovervejede. “.

Rektor fortæller, at han ikke var forberedt på det fokus, der har været på de mindset nedskæringer, der har været bestemt internt fra universitetet. De største nedskæringer som har været fra regeringen, har nærmest ikke været nævnt. Han indrømmer, at han ikke havde forudset, at det ville få så stor en betydning i diskussionen og fortæller, med en vis anger i stemmen, at han, retrospektivt, kan se, at det er der, de i direktionen skulle have gjort endnu mere, så de måske have undgået noget af den frustration, der har været i de ramte fakulteter.

De studerende på det samfundsvidenskabelige fakultet var ikke sene til at mobilisere sig ovenpå offentliggørelsen af besparelserne og lavede en vaskeægte gammeldags demonstration en kold decemberdag i 2018. Anledningen var et, af direktionen indkaldt, medarbejdermøde og her mødte de studerende talstærkt op med kampråb, bannere og en solid mængde utilfredshed rettet mod Rektor. Omkring det lille knap 4 personers bord på Rektors kontor fortæller han os, at han ikke var forberedt på de studerendes reaktion. Per udviser dog stor forståelse for, at det er nemmere at rette skylden mod dem, der er tættest på, frem for et system, der er langt væk og svært at ændre.  På den ene side, mener Rektor altså, at modstanden har været uforstående overfor de faktuelle nuancer, mens Per, på den anden side, forstår mekanismen bag den vrede og frustration, der er årsag til reaktionen. “Det er klart, at i den situation, bliver jeg personificeringen af den budgetmodel og de konsekvenser, det får.”

Slemme, slemme Rektor?
Rektor synes ikke, at det var sjovt at skulle planlægge budgettet for 2019, da staten tog en kæmpe bid af kagen, og han skulle finde ud af, hvem der slet ingen kage måtte få. “Når man bliver udsat for statslige nedskæringer, som gør, at vi bliver nødt til at lave nogle tilpasninger, er det ikke den bedste arbejdsdag” Rektor fortæller lidt om, hvordan han håndterede situationen. Han forklarer at den destruktive følelse af, at føle sig forfordelt eller at nogle er efter én, det kan man ikke bruge til noget. Man er i stedet nødt til at tænke konstruktivt. Så det gjorde han, sammen med resten af universitets ledere.

Vi er nået til det uundgåelige punkt i interviewet. Vi skal snakke om det smertefulde; Det, der gør rigtig ondt – fyringerne. Og her sker der et bemærkelsesværdigt stemningsskifte hos Rektor. Hvis ikke det var alvorligt før, så bliver det alvorligt nu. Det går fra at være neutralt og informerende omhandlende praktiske teknikaliteter til BANG: Skifte i stemningen; ansigtsmimik, stemme, tempo og lydniveau. “For hver enkelt medarbejder, vi  afskediger, ligger der selvfølgelig en personlig tragedie”. De personlige konsekvenser ligger ham på sinde og han udviser ligeledes medfølelse for de ansatte, der sidder i institutterne og skal træffe de svære beslutninger om, hvilke medarbejdere, der skal have fjernet deres livsgrundlag og gå en usikker fremtid i møde. Hvem der skal igennem en personlig krise, hvem der skal ud og finde et nyt job. Det er blevet en del af jobbeskrivelsen for ledere på Aalborg Universitets organer, at de skal hjælpe de afskediget medarbejdere videre, fx bliver de tilknyttet konsulentvirksomheder, der kan hjælpe. Der er altså formuleret en udtalt opgave i at gøre det smertelige, så smertefrit som muligt. Vi, der er blevet ramt hårdt, kigger langt efter følelsen af lempelighed, hvilket Per er fuldt forstående over for: “Jeg ved godt, at jeg bliver fremstillet som den, der kun tænker på excel-skemaer og tal, men sådan er det jo ikke. Sådan er det jo ikke for nogle af os.”

Studerende som drivkraft
Vi studerende er et tilbagevendende emne i interviewet og Rektor fortæller, hvordan vi studerende inspirerer ham til at være omhyggelig og holde fokus: “Vi skærper os, fordi vi ved, at vi kan blive udsat for kritik; og det er ikke dårligt.” Han udviser stor respekt, da snakken falder på utilfredse studerende og han taler fx varmt om de studerende fra det samfundsvidenskabelige fakultet, der demonstrerede i december. Det viser, at man er engageret i sit studie og i sit universitet og at man har en holdning til ting, hvilket betyder, at vi studerende lærer det, vi skal lære på Aalborg Universitet, siger han. Per liver op, da han hylder demonstranterne og begrunder det med, at det er en del af den demokratiske tradition at studerende skal forholde sig kritisk til ledere og protestere, når der er noget, man er utilfreds med. På samme måde fortæller han smilende om, hvordan han for nyligt blev konfronteret af en gruppe ‘grønne studerende’, som krævede svar på, hvordan vores universitet skal blive mere klimavenligt.

Hans begejstring for de studerendes engagement ændres dog da samtalen omhandler karakterer. Han ytrer først om fremmest stor bekymring over gymnasiernes stadig stigende fokus på karakterer. I denne sammenhæng oplever jeg igen et stemningsskifte hos Rektor, der giver plads til Pers bekymringer: “Vi skal tale os ud af den der konkurrence, der er blevet på de skide karakterer. Det har fået alt for stor betydning”. Han ser desuden gerne en ændring i retningslinjerne omkring karaktergivningen til eksaminer. Som det er nu, starter man på 12 og så vurderes man ned. I stedet synes han, at man skal starte på 0 og så blive man vurderet op. Vi skal ikke grilles, vi skal brilliere!

Selvom det aldrig bliver sagt direkte, er det tydeligt for mig, at det er os studerende, der er Rektors drivkraft i jobbet. Når talen falder på os, udstråler han en helt bestemt gejst; talen bliver tydeligere, han taler hurtigere, stemmelejet varierer og han artikulerer mere med hænderne; han bliver mere levende, så at sige. Heri fornemmer jeg, at Pers personlige interesse og motivation ligger og nok meget af grunden til at han brænder for sit job

Distancen mellem Rektor og Per
Vi snakker lidt om Rektors arbejdsopgaver og det står klart, at han er nødt til at ‘agere kold skid’ i sin jobudførelse og, overordnet set, distancere sig fra de ting, som kan være emotionelle og svære. Ellers vil han ikke kunne gøre sit job – Et job, der består af, nationalt og internationalt, at profilere Aalborg Universitet bedst muligt.

I spørgsmålet om, om det er svært at udtale sig om ting i professionelt embede, som man ikke nødvendigvis er personligt enig i, svarer han klart og tydeligt: “Nej. Det har jeg overhovedet ikke problemer med.” Han er meget bevidst og professionel omkring sin rolle som rektor, men indrømmer at distancen er noget, der er tillært igennem arbejdslivet; Han har igennem mange år og stillinger i sin vej op af rangstigen, lært at arbejde på den måde. Hvis ikke man er i stand til at lægge konflikter bag sig, så skal man aldrig nogensinde søge et rektorjob, siger han bestemt. Han fortæller videre, at der er mange konflikter og at han ofte står i en situation, hvor han er i konflikt med enten universitetets medarbejdere/studerende eller hans egne overordnede i ministeriet.

Konflikter høre med til jobtitlen, og for at skabe distancen mellem den og personen bag, for som han også fortæller i forbindelse med demonstrationen: “Det er jo ikke Per, de synes er en idiot, men det er jo Rektor, de er sure på. Det er den beslutning, jeg træffer som Rektor. Det er jo ikke mig som person, så derfor tager jeg det ikke med hjem.“ Uanset hvor meget distance Rektor er nødt til at lægge til de svære emotionelle ting, skinner det flere steder i interviewet igennem, at de svære beslutninger, der har personlige konsekvenser, påvirker Per. Han fortæller, at der er dage, hvor han ikke synes, at det har været en specielt spændende arbejdsdag, men så tager han løbetøjet på.

Mød PER
Per kender sin plads og sin jobbeskrivelse og han kræver dygtighed af de medarbejdere, han har under sig. Men Per har helt tydeligt også en kæmpe medmenneskelighed, der stråler ud af ham, når vi snakker om medarbejdere, der er afskediget, men også når han taler om engagerede studerende. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at drivkraften bag arbejdet, er de studerendes trivsel, uddannelse og fremtid. Om det betyder mest for Rektor eller for Per, kan jeg ikke helt gennemskue, men det er heller ikke så vigtigt

Resultaterne taler for sig selv; Per er dygtig til sit arbejde og selvom det er svært at adskille sig selv fra sine pligter, formår han det langt hen ad vejen. Selv i en svær tid, med svære beslutninger, kan han godt lide sit job: Der er nok at være ked af, men der er eddermame også mange ting at være glad for.”

Da vi spørger til hvem Per er, kommer svaret prompte. Han er ligesom alle andre. Han er en person, der kan lide humor og at: “[…] tage pis på folk” og så er han til godt selskab med familie og venner – og rødvin.

Og nu, på dette tidspunkt, en time inde i interviewet, bryder Per for alvor igennem. Med sjælden set begejstring, fortæller han om, at der, hvor Rektor og Per smelter mest sammen, er til det årlige DHL.  Han snakker nu med en iver i stemmen, der får både redaktøren og undertegnede op i gear og med på begejstringen. Per er vild med DHL og nævner i denne forbindelse ordet ‘fantastisk’ ikke mindre end 5 gange. Han beskriver løbet som en “fantastisk folkefest” og fortæller med drilsk stemme, at de studerende synes, det er sjovt, at de kan give Rektor baghjul. Per, som åbenbart er lidt af en show-off understreger, at selvom han får baghjul af de unge, kan han løbe fra de fleste på hans egen alder. Mit indtryk er, at til DHL er Rektor bare Per. Her er han ligesom alle andre mennesker; en medarbejder, der kan lide at løbe og nyder det fællesskab, der følger med eventet. Som han siger: “Vi er jo kun mennesker, uanset, hvor vi sidder henne”, så selv om man teknisk set blot overhaler en 59 årig mand ved navn Per, hvis man passere ham til DHL-stafetten, er det på samme tid en mulighed for at give Rektor baghjul. #opfordring!

Stolt Rektor
Da Per Michael Johansen tiltrådte som rektor på Aalborg Universitet 1. maj 2014, var han en mand med en mission. Det er han i øvrigt stadig. Han har en mission for Aalborg Universitet og en mission for de studerende. I praksis udfører Rektor og medarbejderne på Aalborg Universitet missionen igennem strategien: Viden for Verden. Viden for Verden er en fælles retning for universitetet, som skal løfte hele organisationen, hvilket rent faktisk er sket. Rektor, også kendt som Per, fortæller stolt om, hvordan Aalborg Universitet har opnået national og international anerkendelse. Han fortæller særlig stolt, hvordan en rektor for et stort amerikansk universitet udpeger Aalborg Universitet, som et særligt godt universitet. “Så bliver jeg jo halvanden meter højere.” siger han og griner, mens han understreger, at det ikke var Københavns Universitet, der blev nævnt, men Aalborg Universitet. Han fortæller hvordan han har oplevet, at der er mulighed for at ændre og påvirke folks opfattelser og at det har været meget positivt at se, hvordan det brede Danmark har ændret opfattelsen af Aalborg Universitet; vores universitet betragtes ikke længere et udkantsuniversitet, men nu et kendt og anerkendt universitet nationalt og internationalt og det er rektor, Per Michael Johansen stolt af. Han tager dog ikke det fulde ansvar, men beretter med glæde om, hvordan udviklingen er noget, alle har andel i. Både de studerende, medarbejderne og den øverste ledelse og at det er fantastisk at se, når forskere eller studerende lykkes.

Med en vis storslåethed fortæller rektor, Per Michael Johansen desuden, hvordan alle fakulteterne nu kan konkurrere med verdens bedste på Times Higher Rank. Han fortæller ydmygt, at fortjenesten ligger i de forskellige institutter, som har nogle rigtig dygtige forskere og frugtbare forskningsmiljøer. Han kan mærke entusiasmen både blandt medarbejdere og studerende og det gør ham glad og stolt.

“Karakterer er ikke noget, man får, karakter er noget man udvikler”, sådan sagde Rektor/Per i snakken omkring karakterræset. Det er sådan noget, aldersbetinget visdom kan og det perspektiv vil jeg tage med mig i min videre færden, både som studerende, som uddannet og som menneske generelt. Som studerende på sociologi kan jeg ikke komme udenom at jeg (selvfølgelig) mener, at samfundsvidenskaben bør prioriteres meget højere og stiller også spørgsmål ved, om amputeringen kunne have været mindre indgribende. Sådan har vi det vel allesammen i forhold til vores uddannelse? Vi har alle hver vores perspektiver og holdninger til hvordan universitet bør drives. Det vidste rektor, Per Michael Johansen, da han søgte jobbet. Han ved at der altid findes nogen derude, der er utilfredse med måden han gør sit job. Det er et grundvilkår, som han er fuldt bevidst om og lever med. Om jobbet siger han: “Det er en rigtig stor opgave, men det er en opgave, der er værd at løse!”

Om os studerende, som jeg tidligere har erklæret som værende drivkraften bag værket, har rektor, Per Michael Johansen en helt særlig mission. Jeg fristes endda til at kalde det for en passioneret mission. Vi, kære medstuderende på Aalborg Universitet, vi skal ud og gøre verden til et bedre sted at være i. Vi skal ikke bare have de bedst mulige faglige forudsætninger, vi skal ud og gøre det selv. På hver vores område. Rektor, Per Michael Johansen vil have at: “We walk the talk”, så lad os tage imod opfordringen?