Tekst: Mie Louise Nielsen
Eftersom jeg er færdiguddannet til sommer, er dette mit sidste skriv i Agenda. Dette er mega cliche at skrive, men det har virkelig været noget af en rejse.
Jeg troede hele min gymnasietid, at jeg skulle ind på Journalisthøjskolen i Aarhus og være den nye Ulla Terkelsen, men efter næsten 3 år i udlandet, efter min studentereksamen, kom jeg på andre tanker. Men da jeg så startede på universitetet, så jeg flere steder, at der lå et blad, der hed Agenda; et universitetsblad, hvor studerende kunne skrive artikler, sejt ikke? Alligevel gik der over 3 år før jeg henvendte mig til Agenda. Jeg tror, at jeg havde nok at se til, da jeg flyttede til Aalborg, hvorfor jeg egentlig smed det ud af hovedet igen. Men efter at byturene ikke fyldte så meget længere, og jeg følte mig mere tilpas på mit studie, henvendte jeg mig til Agenda, og jeg har ikke fortrudt det.
Jeg husker tydeligt, da jeg skulle til mit første redaktionsmøde. Jeg var en smule nervøs for, hvordan det skulle gå, men jeg blev taget rigtig godt imod, og stemningen er ikke sådan redaktionsagtig, for vi hygger os virkelig! Foruden at vi snakker om, hvad der er oppe i tiden, og hvem der skriver hvad, så bruger vi faktisk ret lang tid på bare at hænge ud som studerende og snakke om, hvad hinanden render rundt og laver. Jeg synes. det har været et fedt fællesskab at være en del af, og ikke nok med fællesskabet, så har jeg virkelig også fået lov til at skrive nogle fede artikler.
Min første artikel var, og hold on! En forsideartikel om Thomas Kastrup Larsen, Aalborgs Borgmester. Borgmesteren havde genvundet valget og forblev derfor Borgmester i byen, og det fik vi en snak om på hans borgmesterkontor. Det var så vildt for sådan en politik og administration-studerende som mig, at få lov til at stille Borgmesteren vigtige spørgsmål om Aalborgs udvikling. Jeg har også skrevet mindre, men ikke mindre vigtige artikler. Jeg synes altid, vi, på Agenda, har været gode til at have fingeren på pulsen og fået skrevet nogle gode historier. Vi har ikke kun fokus på, hvad der rør sig på universitetet, men også hvad der sker omkring os. Med Dianna Kongshøj ved roret, har bladet også fået en ny strategi for, hvordan vi bringer artikler, og I skal glæde jer til at følge med fremover. Det vil jeg også gøre, også selvom jeg lige om lidt ikke er studerende på AAU.
Tusind tak til de tre chefredaktører, der har været under min tid i Agenda. Tak for jeres tillid til at bringe store og små artikler, til at skrive gode og sjove historier og for det imponerende arbejde I hver især har gjort for Agenda. Og ikke mindst tak til de fotografer, jeg har haft med ude, når der skulle interviewes, til korrekturlæserne og mine med-skribenter. I gør det alle godt.
Peace out
/ Mie <3