Det er tid til at sende en SOS. Overskriften er muligvis misvisende. Det her er slet ikke nogen guide, men et skrig om hjælp! Hvordan smalltalker man med et menneske på en måde, så man undgår at spørge ind til de tre klassiske, nemlig samtalepartnerens navn, alder og uddannelse? Eller hvad vedkommende synes om vind og vejr, for den sags skyld! Altsammen ting, der kan virke ret dødssyge og intetsigende, både som spørgsmål og svar, når man møder et nyt menneske. I hvert fald, hvis man spørger mig.

Tekst // Ida elisabeth agerkvist

Jeg var for nylig til en gensynsfest på mit gamle gymnasium, som jeg efterhånden dimitterede fra for snart fire år siden. Inden festen havde jeg været lige dele spændt på og nervøs over at skulle gense mine gamle gymnasieklassekammerater. Hvordan skulle vi lige samle op på de foregående fire år, uden at ende i overfladiske ”siden sidst”-samtaler?

Jeg vil definere mig selv som et semisocialt (akavet) menneske. Altså akavet på den der meme-agtige måde, hvor memes med den der ”Socially Awkward Penguin” er ”so relatable” (for lige at blive i internetvokabularet). Og med det i baghovedet, kan I nok regne ud, at jeg ingen indvendinger gjorde, da én til gymnasiefesten foreslog, at vi på skift kunne introducere os selv for hinanden, som en eller anden akavet introleg. Jeg nøjedes med at tænke ved mig selv: come on, vi ved, hvad hinanden hedder, hvor gamle hinanden er, og vi har ligesom stalket hinanden på sociale medier og ved godt, hvilke uddannelser hinanden går på.

Men søreme ikke om vi tog introduktionsrunden og fik nikket og sagt ”ej hvor spændende” og så videre i den dur. Det hele føltes lidt som en eller anden konkurrence om, hvor langt man lige var i livet. Der blev i hvert fald lagt stor vægt på, om det hed ”bachelor” eller ”kandidat” eller noget helt tredje, og at det helt store samtaleemne omhandlede den klassekammerat, der ikke var til festen, fordi vedkommende venter et barn. Det hele føltes lidt, som en form for konkurrence, hvor vi konstant målte os med hinanden. På mange måder føltes det også lidt som at være trådt ind i sit feed på Instagram, fordi 1) folk virkede enormt velpolerede og 2) folk ”reducerede” deres identitet til deres uddannelsesvalg. Jeg forestiller mig det lidt som de der små biografier, folk laver på Instagram, hvor tekst og de rette emojis forklarer, hvor vedkommende er bosat, hvem vedkommende danner par med, hvad vedkommende læser osv. Jeg ved ikke, om den der ”perfektheds/jeg fortæller bare lige lidt overfladiske og kategoriserende om mig selv”-måde at introducere sig selv for andre på, er en ting, vi har adopteret fra sociale medier? Jeg synes i hvert fald, det kan blive lidt småkedeligt, ligefrem skuffende, at støde på mennesker, hvis der ikke opstår en eller anden form for substans i samtalen.

På trods af min evige længsel efter substans i samtaler, er jeg bare slet ikke selv typen, der tør sprænge de sociale rammer for, hvordan der skal samtales. Jeg lytter mere, end jeg taler. Jeg er den introverte iagttager. Jeg er den enspænderagtige skrivesærling. Jeg er, som regel, socialt selvudslettende i større grupper, men det er ikke fordi, jeg ikke elsker at være social og at samtale, tværtimod. Men alligevel på mange måder, er det altså også meget rart, at vi har en tendens til bare at introducere os selv blot ved navn, alder og uddannelse, når vi møder nye mennesker. Det sidder så indøvet som et veløvet teaterstykke. Jeg kan replikken udenad: ”Jeg hedder Ida, jeg er 23, og jeg læser på en bachelor, der hedder Kommunikation og Digitale Medier”. Men hvad siger det så overhovedet om mig? Min påstand er for det første, at jeg kunne have læst på en hvilken som helst anden humanistisk uddannelse, og at min alder i den kontekst, jeg oftest skal introducere mig selv i – for jævnaldrende – er rimelig irrelevant. 20’erne er 20’erne, aldersforskelle er rimeligt udviskede og har været det, lige siden jeg gik ud af gymnasiet. Så blev man konfirmeret. Så skrev man SRP. Man fulgtes ad, og så bum, så kom 20’erne, og folk stak i tusind forskellige retninger.

Men nu tilbage til gensynsfesten på gymnasiet. Selvfølgelig ændrede samtalen sig. At præsentere sig selv for gamle gymnasieklassekammerater var ganske vist lidt som at være til jobsamtale, hvor man skulle vise, hvor meget en CV-rytter, man har været siden gymnasiet. Simpelthen! Men så skete der noget ganske uundgåeligt, i takt med alkoholindtaget. Folk fik tungerne på gled og frem kom alt det uperfekte. Vi vendte os selv på vrangen og sad på skift og ”gylpede” fragmenter af vores livshistorier op, og så var det pludselig helt rart at være i alligevel.

Jeg siger ikke, at smalltalkeri er spild af tid. Jeg siger bare, at det føltes og meget tit kan føles som et alt for langt ”forspil” til en RIGTIG samtale, hvor man taler om, hvad man TÆNKER og FØLER og IH og ÅH. Så det kunne være meget rart, hvis man kunne springe et par trin over, droppe det overfladiske, gå lige på og hårdt, men det er bare så svært. Og så er smalltalkeri jo bare mest af alt komisk, fordi vi som regel spørger folk, om det samme og næsten allerede kender svaret på det, vi spørger om, inden vi spørger.

Jeg har endnu ikke kunnet knække koden i forhold til at snige mig udenom al optakten til de ”ægte” samtaler. Dem med mening! Dem med substans! Men jeg har fundet en snedig genvej, så at sige. Jeg ved ikke, om det bare er mig, men hvis jeg skal tale med et menneske, jeg ikke kender supergodt, så ”kender” jeg ret ofte alligevel personen fra sociale medier, og så kan man jo altid indlede en samtale med at sige: ”Jeg stalkede dig her den anden dag”, og så ellers for alvor åbne samtalen med at nævne et eller andet fra vedkommendes færden på sociale medier. Jeg synes selv ”Jeg stalkede dig her den anden dag” er en ganske glimrende samtaleåbner. Det punkterer ligesom den pinlighed, der ellers kan være, ved at man er ærlig omkring at have stalket. Stalking er, mig bekendt i hvert fald, ikke noget, man lige siger til andre, man gør. I hvert fald ikke til dem, man ligefrem stalker. Og derfra er isen brudt, og man kan springe et par trin over af de klassiske, overfladiske emner, man ellers lige skal igennem, før man kommer helt ind, helt, helt ind i sindet. Nu er det ikke fordi, teksten her skal tage for meget karakter af at være en Vi Unge-guide, og jeg vil gerne binde en sløjfe på hele skriveriet her og til sidst slå et slag for, at vi udfordrer os selv og hinanden til at smalltalke med mere substans Det siger jeg selvfølgelig kun, fordi jeg har det skriftlige sprog til at skråle igennem med!