Tekst: Ida Elisabeth Agerkvist
Lyset bliver dæmpet, et tætpakket publikum sidder med skinnende øjne og småsnakker. Småsnakkeriets lette summen ændrer sig dog markant ved synet af arrangementets vært, der indtræder scenen. Blot synet af værten bliver kvittereret med både klap og pift.
Publikum er forventningsfulde, for der er lagt i ovnen til en ordentlig omgang… porno? Med udsolgte shows landet over, må den offentlige intimsfære have noget at byde på… Eller?
Skråen åbnede sine døre med den ellers så sobre plakat med titlen: Den Grå Side – Live On Tour. Til dem, der ikke lige helt er med, kan jeg indlede med at fortælle, at Den Grå Side er en populær podcast, der handler om porno, hvis slogan er ”Porno skal høres – ikke ses”.
Konceptet i podcasten er, at idémanden bag podcasten (Søren Rasted, som vi også kender fra 90’er bandet AQUA) inviterer kendte mænd ind for at læse op af erotiske noveller fra gamle blade fra 70’erne. Selvom dette show ikke blev lavet til en podcast, var det præcis det samme koncept, der udspillede sig for øjnene af det store publikum på Skråen i Aalborg.
Udover Søren Rasted kunne man altså få fornøjelsen af at opleve Lars Hjortshøj, Brian Lykke, Lasse ”Pilfinger” Kramhøft og Allan Olsen læse op af noveller, der kunne få Jørgen Leths ”Kokkens Datter” til at synes helt utroligt almindelig og ligefrem kedelig.
Stemningen var ligesom sat, da Søren indledte showet med at læse op fra en novelle om en folkeskolefyr, der var bekymret over sin skæve penis, hvorfor den kvindelige sundhedsplejerske på fyrens skole jo med selvfølgelig måtte undersøge den skæve penis. Som en klassisk pornofortælling, var setuppet til et noget vildt og ikke mindst detaljeret samleje, der indebar både anal- og gruppesex.
Og således fortsatte showet i den dur, hvor de 5 mænd, på skift, læste op, alt imens de kommenterede og analyserede på teksterne. Langt det meste af oplevelsen kan beskrives ved, at man som publikum havde følelsen af, ufrivilligt, at være endt i et mandeomklædningsrum med megameget mandehørm, hvis man må sige den slags i 2019. Spørgsmålstegn?! Et eksempel kan være at overvære Brian Lykke knappe en øl op foran skridtet på sig selv, for så at se ham imitere en sædudløsning med ølskum ud over det hele. Et andet eksempel kan være Lars Hjortshøj, der pludseligt og meget umotiveret råber ”patter, patter, patter”, som en anden folkeskoleelev, der lige har ramt puberteten.
I en desperat søgen efter noget mere substantielt, måtte jeg grave noget langt, hvis jeg selv skal sige det, men indimellem var der lidt ”guld”, så at sige. På mange måder, kan showet ses, som lidt af et socialt eksperiment: Hvad sker der, når vi trækker porno ind i offentligheden og oplever det sammen? Vi gør i hvert fald brug af en masse skøre mekanismer for at skabe distance, så vi kan holde ud at være sammen om det akavede.
Udover det, blev der med udgangspunkt i en af novellerne, hvori der blev udvekslet erotiske breve, diskuteret, hvad teknologiens fremkomst betyder for datinglivet, hvor vi nu om dage kan ”swipe” os til sex. Der fandtes faktisk analoge sexannoncer tilbage i tiden, som man jo så kunne gå i tørke og vente svar på, og det er altså noget af en kontrast til Tinder-livet.
Et andet spændende emne, som blev berørt superkort, var, hvilke ord vi egentlig kan tillade os at bruge om vores egne og hinandens kønsdele. Dette emne udsprang af ordet ”skamlæber”, som også optrådte i en af novellerne.
Nu, hvor jeg er i gang med at skrive mig ind i en eller anden anmelder-agtig rolle, kan jeg afslutte med at sige, at hvis man kunne se igennem omklædningsrumshumoren i showet, så var der altså spændende emner indimellem. Det kan muligvis godt være, at jeg bare er lidt sur og gammel, eller måske for ung til at forstå den slags – Jeg trak i hvert fald gennemsnitsalderen blandt publikum væsentligt ned med mine 23 år. Vil du selv teste, om du også er blevet sur og gammel, eller vil du bare opleve en god omgang mandehørm, så har du muligheden for at opleve et ekstranummer, når showet igen ruller gennem Skråens gemakker lige om lidt.