Tør du være dig selv uden filter? Når djævlen på jord, aka. Red Bastard tager på verdenstourné, provokerer han dine indre sandheder frem, og ting, du måske skammer dig over blot at tænke på! Teater Nordkraft turde invitere ham indenfor – gør du?
TEKST: DIANNA KORSHØJ
At blive fristet er noget skidt; det er utroskab, rapserier, pjækkedage og tomme kalorier! Men er det altid noget skidt at lade sig friste? Lad os bruge Red Bastard til at vende det hele lidt på hovedet.
Normalt bør man holde sig fra folk, som udviser grænseoverskridende opførsel, men i selskab med Red Bastard, vælger få at gøre det. Spørgsmålet er hvorfor? Når man går til en forestilling med interaktionsteater, ved man, at man bliver tvunget til at være en del af det. Denne forestilling er dog så meget mere, fordi man ikke kun er en del af forestillingen, men man bliver tvunget ud af sin comfort zone før man overhovedet når at tænke over det.
Alene og sårbar
Når man skal prøve noget nyt og grænseoverskridende, kan det være nemmere at have en ven ved sin side; så virker det ikke lige så skræmmende. Problemet kan bare være, at den dag man så stor alene overfor et stort valg eller udfordring, kan man føle sig handlingslammet – Måske fordi man er bange for at se dum ud, eller lave en forkert beslutning? Vi skal ud af den tryghed, vi skal turde fejle, og turde se dumme ud – også overfor fremmede. I teorien burde det måske være endnu nemmere, at fejle foran folk, man ikke kender, og ikke skal se igen, men af en eller anden grund, kan det føles endnu mere grænseoverskridende. Lige præcis derfor indledes showet med, at hele publikum skal have nye pladser – De skal HELT ud af deres comfort zone
Det nemme og komfortable
Showet konfronterer generthed, seksuel tiltrækning og den anstændige facade, mange af os render rundt med, når vi er blandt andre mennesker. Hæmninger, som dog smides i visse situationer. I Danmark er det normalt at indtage alkohol ved festlige lejligheder, og for mange handler det om, at det er sjovere, hvis man drikker. Kan man måske sige, at det er alkohol, som til festlige lejligheder agerer som Red Bastard, og gør, at vi tør lidt mere? Ville det klæde os, at bruge nogle af de kvaliteter, alkohol kan medføre, i det daglige møde med verden? Mange mennesker tør for eksempel ikke snakke til en fremmed, for hvad hvis dette menneske ikke har tid eller lyst til at snakke? Hvad er sandsynligheden overhovedet for, at noget godt kommer ud af det? Det er usikkert territorie, man bevæger sig ud på, og er det overhovedet det værd? Er det ikke bare nemmere og rare at sætte et lækkert podcast i øretelefonerne, og lade de fremmede blive ved det? Det er i hvert fald langt nemmere og komfortabelt og det er da det nemme og komfortable liv, vi alle stræber efter, ikke?!
Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra kedsomhed.
Kampen mellem det gode og det onde, handler måske mere om en kamp mellem det sikre og det usikre. Trygheden sidder på den ene skulder, og hvisker om hvor rart det er, at blive i comfort zonen, mens Djævelen sidder på den anden side og frister med muligheder om sjov, flirt, og det at blive bemærket – Hvem vinder?
Hvilke personer husker du fra en forsamling – på godt og ondt? Ofte er det de mennesker, som tør gøre sig bemærket. Selvfølgelig husker man dem, som ikke blot smider hæmningerne, men også går langt over grænsen. Så langt behøver man ikke gå, for der er ofte mange ting man kan gøre helt uden at overskride alles grænser. Undersøg dine egne hæmninger, og skub lidt til dem. Du kan måske lad dig inspirere en smule af, hvad du tør, når alkohol gør sit indtog, eller af hvad andre mennesker gør. Det kan godt være, at det er langt fra perfekt, men de har både noget at lære af, og en sjov historie at fortælle om – har det ikke også værdi?
Et spørgsmål om facade
Hvorfor ser vi så skidt på folk der dummer sig, eller som ikke er perfekte? Er det egentligt et samfund, vi har lyst til at leve i? Skal en fejl og pinlighed være det vi dvæler i – om det så er vores egne eller andres?
Jeg er selv, som så mange andre, langt fra perfekt, og langt fra alt det, jeg ville ønske, jeg var og kunne, men det er MIG; med de fejl, mangler og pinligheder det medfører. Jeg kan ikke skjule hvem jeg er, og jeg tænker, at menneskerne omkring mig, er meget klar over, at jeg er langt fra perfekt – min facade er lettere invalideret – selv i mit virke som chefredaktør! Jeg ville gerne altid have styr på alt, være professionel, faglig og dygtig, men virkeligheden er en anden. Heldigvis kan de fantastiske mennesker på redaktionen acceptere det, og nogle lader sig endda inspirere.
Jeg har til dels opnået accept af mine meget synlige fejl, så min comfort zone inkluderer også den del. Hvis jeg nu alligevel skal lade mig inspirere, og skubbe til mine egne hæmninger, handler det for mig om, at det også er synligt for jer: Agendas læsere, som ikke kender andet til mig, end et navn, og en hovsi snovski titel som chefredaktør. Derfor vil jeg blotlægge en lille anekdote for jer, som bringer mig på utrygt territorie, da det kan sætte mig selv i lidt dårligt lys, men på samme tid har den mulighed, at I bliver inspirerede, og selv tør forlade JERES comfort zoner fra tid til anden.
Here goes nothing…
Jeg var på studietur med folk, som var længere på uddannelsen end jeg. Scenen var sat med høj musik på et diskotek. Det var mange år siden jeg havde været i byen, og musikken var ikke i min boldgade; hvilket jeg eksplicit brugte som undskyldning for IKKE at indtage dansegulvet. Pludselig lød en gammel kending ud af højtalerne, og jeg var pludselige tilbage i tryghed, og lod mig friste ud på dansegulvet
Lykkeligt havde jeg glemt, at jeg hverken havde intaget alkohol eller var blandt mennesker, jeg normalt teer mig tosset med… og nårh jo, så var det jo egentligt også 15 år siden jeg havde danset til den sang! Jeg kunne hverken finde rytme, grin eller anstændighed! Hvordan det egentligt så ud, aner jeg ikke, men det FØLTES som en off-beat og akav stopmotion film! Da nummeret var slut, fik vi alle et billigt grin, og senere kørte jeg hjem med røde kinder over situationen.
Pointen er…
Jeg snakker stadig med de søde mennesker, jeg var afsted med – Nu med en sjov, intern historie. Derudover glæder jeg mig faktisk til mit næste møde med et dansegulv! Om det så tager lige så mange år, som jeg har forsømt det, så skal jeg igen mestre dansegulvets forførende rytmer! Hvor tæt mine kompetencer end er på målet, ses vi nok på dansegulvet til UniFesten, for jeg tør! Tror jeg nok!
Dette var blot en enkelt af mine MANGE anekdoter, hvor JEG er langt fra perfekt, for jeg vrøvler, skvatter og bryder ud af rollen som et nogenlunde fattet individ, og det er okay! Selvfølgelig ville jeg, som de fleste, helst slippe for at fejle, men helt ærligt? Jeg er også bare et menneske! Jeg håber virkelig, at artiklen, og min lille anekdote, lader jer friste, til at smide bare en smule af jeres hæmninger i ÆDRU tilstand – Det gør tilværelsen noget mere spændende, og så igen…
Hvad er det værste, der kan ske?
