Tekst: Mie Louise Nielsen

Måske er du færdiguddannet til sommer eller går med tankerne om, hvilken vej du skal gå, efter du stopper på din uddannelse på Aalborg Universitet? For mange ligger det til højrebenet, hvilken vej man skal gå: job, villa og vovse, men for Kirstine Hedegaard Thomassen, der blev færdiguddannet cand.mag. i turisme sidste december fra Aalborg Universitet, var det ikke 8-16 jobbet, der var drømmen.

Tidligere har Kirstine været skiguide i Canazei, og da hun blev færdiguddannet, tog hun tilbage til Canazei for at tage en sæson mere på ski i ly af de smukke bjerge. I samarbejde med hendes kompagnon, Line Theodor Olsen, var de begge enige om, at de mange pakkerejser, man kan købe til Canazei, kunne gøres endnu bedre. Derfor begyndte pigerne at undersøge, hvordan de kunne starte deres eget rejseselskab.

Da Kirstine og Line kom hjem fra Canazei, begyndte de at undersøge, hvad det ville koste at starte sit eget firma. Herunder også det helt praktiske om hvilken form for virksomhed, det skulle være. Næste skridt var så at udarbejde en forretningsplan med deres drømme og ønsker.

Kirstine Hedegaard Thomassen og Line Theodor Olsen 


Her var pigerne ikke i tvivl om, at de ville sælge rejser til Canazei bedre end de andre. ”Jeg har set en drastisk nedgang i serviceniveauet og kvaliteten i skipakkerejser de seneste par år. Jeg vil gerne give vores gæster en ekstraordinær oplevelse, så de føler sig velkomne og tilgodesete, og så de føler, at de får en oplevelse udover det sædvanlige”, siger Kirstine.

I juli tog Kirstine og Line tilbage til Canazei for at undersøge markedet om sommeren. Her besluttede pigerne, at det kunne være fedt med både vinter- og sommerrejser, og denne sommer brugte de på at skabe et netværk samt at lave aftaler med samarbejdspartnere.

Der kan være udfordringer ved at starte sit eget. Det hele skal ikke lyde alt for lyserødt, og man skal ikke forvente, at man det første år kan leve af det. Kirstine og Line gør alting selv i firmaet, og med job ved siden af for at tjene penge til deres drøm. Rådet fra Kirstine og Line er, at har man en drøm, så skal man forfølge den eller i det mindste forsøge! ”Når jeg fortæller andre om, hvad jeg laver til dagligt, siger de hold da op du er sej. Det ved jeg ikke om jeg er, jeg forfølger bare min drøm. Hvis jeg ikke gjorde det nu, vil jeg fortryde det rigtig meget om 10 år”.

Følg pigernes rejse eller måske din egen på: www.sneogsol.nu eller på deres Facebook-side https://www.facebook.com/sneogsol/