Tekst og fotos: Marianne Roed Abrahamsen
Alexander Kokkedal har været frivillig i Agenda i knap to år. I løbet af sin tid som frivillig skribent har han prøvet kræfter med det journalistiske arbejde og startede på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i september.
Siden november 2016 har 23-årige Alexander Kokkedal bidraget som skribent ved Agenda. I løbet af sin tid har han skrevet et væld af artikler. Noget af det, der har motiveret Alexander til at blive skribent i sin tid som jurastuderende på AAU, har været ønsket om at blive ved med at dyrke flere interesser.
”Det, der motiverede mig, var at møde andre mennesker. Jeg var bekymret for, at jeg kom til at gå glip af andre former for faglighed, når jeg begyndte på mit studie. Jeg ønskede at blive ved med at lære nye ting, som jeg havde oplevet det på HF,” siger Alexander og nævner, at det også motiverer at have et magasin i ryggen, der trykker det, man skriver.
I sine knap to år som skribent ved Agenda har Alexander lært at arbejde med skriftlig formidling, tage kontakt til interviewpersoner og planlægge og transskribere interviews. Han har også skullet sætte sig ind i komplicerede emner inden for alt lige fra foreningsliv, iværksætteri til kommunalpolitik.
Selvom Alexander klarede halvandet år på jurastudiet, voksede drømmen om at blive journalist.
”Jeg tog ikke jurastudiet seriøst. Jeg kunne ikke koncentrere mig om lærebøgerne, og selvom jeg mødte op til forelæsningerne, klarede jeg mig middelmådigt,” fortæller Alexander.
Til gengæld tog han journalistikken seriøst.
”Jeg fandt ud af, at det er det, jeg virkelig godt kan lide. Nu har jeg fået en masse færdigheder, og det giver god mening for mig at lære at blive professionel journalist.”
Han er nu begyndt som journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus. Alexander nævner, at det er svært at få job som journalist, men han er positiv omkring fremtiden.
”Jeg er også parat til for eksempel at flytte ud på landet, i det hele taget vil jeg bare gerne beskæftige mig med det, jeg synes er sjovt,” siger han.
Alexander opfordrer andre til at blive frivillige enten som skribenter eller fotografer i Agenda. Blandt andet fordi, at noget af det, man lærer i det journalistiske arbejde, er at tage direkte kontakt til folk.
”Det er en barriere, man skal over i starten. Hvis for eksempel man skal kontakte en direktør for en virksomhed, en minister, eller en anden travl person. Det kan være svært i starten, men det er faktisk rimelig let at gøre. Man oplever også, at de faktisk i mange tilfælde er villige til at stille op til et interview,” fortæller den 23-årige journalistspire, der blandt andet kan skrive ministerinterview, kampsportsreportage og en opøvet færdighed i at ”kill your darlings” på CV’et.
Agenda vil gerne takke Alexander Kokkedal for hans uundværlige indsats i sin tid hos Agenda, og ønsker ham held og lykke på sin fremtidige vej.
Alexanders anbefalinger til fremtidige skribenter: |
|