Tekst: Majken Ravnkilde, Language and International studies, 2. semester, Aalborg Universitet.

Foto: Rikke Sønderby Nielsen

Agenda-skribent Majken Ravnkilde besøgte AAU’s Karrieremesse d. 6. marts. Læs herunder om hendes oplevelse som humaniora-studerende, når virksomhederne på messen primært leder efter naturvidenskabelige studerende.

”Vi søger kun ingeniører, matematikere og teknikere.”

Sådan lød det fra 9 ud af 10 virksomheder, da jeg som humaniora-studerende var til karrieremesse i Gigantium. Her troede jeg ellers, at jeg som studerende på 2. semester viste initiativ ved at være ude i så god tid for at møde de mennesker, som driver de virksomheder, jeg har forhåbninger om en dag at blive ansat ved, men der tog jeg grueligt fejl. Det er jeg imidlertid ikke alene om, for det gør virksomhederne også, når de antager, at de ikke har behov for humanister, for uden humanister hvem skal så tage sig af de ingeniører, matematikere og teknikere, som de ansætter?

At flere og flere humanister som mig selv bliver afvist er dog ikke kun pga. virksomhederne. Skylden ligger nemlig også på den generelle dårlige omtale, som vi som humanister så ofte får smidt i hovedet. Flere og flere nedskæringer i skolesystemet går ud over de humanistiske fag, og det sender et signal til folk om, at humaniora er irrelevant, og at det bliver tilsidesat for naturvidenskab. Nedskæringerne bliver begrundet med, at ”Vi har brug for folk indenfor naturvidenskaben”. Problemet med denne forklaring er, at det sætter os sproglige og samfundsfaglige studerende i et dilemma, hvor vi skal vælge imellem det, vi har færdigheder indenfor, og som vi brænder for, og det, som Folketinget gerne vil have os til. Det tilføjer også til den dårlige omtale af fakultetet, da det er et tegn på manglende opbakning. Denne omtale påvirker ikke alene folk i landet, men også virksomheder. Virksomheder som derfor afviser mig og mange andre humanister, når de skal rekruttere studerende, fordi de tror, at de ikke kan bruges til noget.

For mange har nemlig den overbevisning, at humaniora kan bruges til noget, og at vi bare laller rundt, fordi vi ikke ved, hvad vi ellers skal lave. At vi uddanner os til arbejdsløshed og snylter på samfundet. Pga. den tankegang er vi humanister i meget højere grad nødt til at ”sælge os selv” til virksomhederne, fordi folk ikke er klar over, at det at ansætte os vil gavne deres virksomhed. Igennem hele forløbet som humaniora-studerende er der fokus på profilering, hvor mange knokler for at få relevante studiejobs, strømline projekter, tage ekstra kurser i fx sprog eller et semester i udlandet, som nærmest bliver en nødvendighed for, at vi overhovedet har en chance på arbejdsmarkedet. Så den der med at vi bare er dovne studerende, som ikke havde gennemsnittet til at blive kirurg og derfor læser Dansk i stedet, den holder altså ikke.

Mange har denne ide, fordi de ikke ved, hvad humaniora indebærer. Den adskiller sig nemlig fra det naturvidenskabelige fakultet, fordi vores produkt ikke er fysisk, men i form af analyse af menneskelige interaktioner, som for mange kan virke diffust og ukonkret. Dog findes der mange konkrete eksempler på anvendelse af analyser såsom: psykisk analyse som kan forbedre folks mental tilstand og tackle stress, som siges at være den næste folkesygdom, sociologisk analyse som kan hjælpe til at effektivisere medarbejdere og fremme teamwork, kulturel analyse som kan hjælpe til forståelse af folks baggrund og hjælpe fx flygtninge med bedre at integrere sig i vores samfund, og sproglig analyse som kan bruges til både undervisning på diverse uddannelsesinstitutioner, men også som praktisk redskab indenfor mediebranchen, reklamebranchen, handelsbranchen og mange flere. Humanister i et samfund er altså altafgørende på mange punkter.

Til trods for alle afslagene, så var der dog nogle ting, jeg tog med mig fra karrieremessen, som virkelig understregede humanisters relevans i samfundet. En af de ting var et foredrag med en officer fra forsvaret, som kogte hele hendes formål ned til en sætning: ”Ledelse handler om mennesker”. For hvis man ikke kender de mennesker, man leder, så kan man ikke få dem til at yde deres bedste, motivere dem til at stræbe efter højere mål eller sikre deres trivsel og dermed deres videre ansættelse. En anden ting er en kommentar fra en virksomhed, som hjælper andre virksomheder med at omstille til grøn energi. Deres tilgang var at uddanne mennesker, som kommer fra alle uddannelser, både folk indenfor filosofi og matematik såvel som kunst. Dette giver mening, for jo flere faglige vinkler på samme sag man har, desto nemmere er det at nå et fælles mål. Jeg tror ikke, at vejen frem er at tvinge folk til at konvertere til naturvidenskaben og uddanne folk med manglende interesse og færdigheder i deres felt, men i stedet at opfordre til samarbejde mellem fakulteterne, fordi tværfagligheden vil skabe bedre produkter. For hvis vi kun har ingeniører, matematikere og teknikere på arbejdspladserne og ingen, som sætter mennesket i fokus, så er der ingen til at hjælpe vores ingeniører, matematikere og teknikere, og så kommer vi ingen vegne.