Tekst og fotos: Alexander Kokkedal

Wakeboarding er en vandsport karakteriseret ved, at udøveren, som står på et bræt, trækkes med et kabel langs vandet i høj fart. Det giver en susende fornemmelse og et adrenalinrush, der tiltaler mange af de folk, der lægger vejen forbi Aalborg Cable Park i Østre Havn, som blev startet op i 2012 og har arrangeret wakeboarding lige siden.

Har man ikke nerverne til at lade sig trække afsted med 30 km/t over vandet, kan man i stedet låne et såkaldt SUP-board af kabelparken, hvor man padler lige så stille langs havnefronten. Når man efter nogle timer ude på fjorden er blevet godt gennemblødt, kan man varme sig i Aalborg Cable Parks noget specielle sauna, der er bygget ind i en gammel campingvogn.

Kabelparken trækker på en bred skare af frivillige, der mødtes d. 1. april til opstart af dette års sæson, hvor der tidligt på eftermiddag blev hygget, gjort klar – og wakeboardet. Der var mulighed for at snakke om klubben og det at være frivillig i den.

 

Klubånden holder liv i kabelparken

William Jelstrup er formand på første år for Aalborg Cable Parks bestyrelse efter 2 år som kasserer. Som alle andre, der har at gøre med kabelparken, arbejder han frivilligt.

”Vi er en frivillig forening, og bliver drevet 100 % af frivillige kræfter. Bestyrelsen står for det strategiske og lægger planen for, hvad der skal ske, og så har vi 15-16 crewmedlemmer, som kommer til at stå for den daglige drift hernede,” siger William Jelstrup og fortsætter:

”Vi lever i høj grad på de medlemmer, der investerer en masse tid. Det er vores klubånd, og det vil du også opleve, hvis du kommer herned en sommeraften, hvor vi har stået på wakeboard hele dagen – så er folk her typisk efter åbningstider.”

Sommer er kabelparkens højsæson, hvor aalborgensere i stor stil flokkes til og prøver kræfter med wakeboarding. Det er alle forundt at lære det, pointerer William Jelstrup. Børn, unge, voksne og ældre har i tidens løb ladet sig suse over vandet i regi af kabelparken.

William Jelstrup 4

”Alle kan lære det i løbet af 10 minutter. De fleste plejer at have en succesoplevelse med det, og i løbet af en dag vil du også kunne lære at lave nogle vendinger og måske også hoppe lidt, alt efter hvor god en balance, man har i forvejen,” forsikrer han, og råder folk til at give det en chance: ”Tag et håndklæde med og kom herned – så har vi resten.”

 

Lærte folk uden for studiet at kende

De frivillige i Aalborg Cable Park kommer fra et bredt udsnit af befolkningen med hensyn til arbejds- og uddannelsesmæssig baggrund. Også studerende finder man blandt de frivillige, bl.a. psykologistuderende Anders Ejstrup Hedegaard og Christian Reilly Vingborg, som læser Interaktionsdesign. De fortæller om, hvorfor de begyndte at komme i kabelparken.

”Psykologi er jo et studie, hvor størstedelen af ens medstuderende er piger. Jeg savnede derfor lidt nogle drengevenner og et pusterum fra studiet, sådan at man ikke behøver tale Foucault og diskutere eksamensopgaver i fritiden,” siger Anders Ejstrup Hedegaard, der sidder i bestyrelsen i Aalborg Cable Park.

Også for Christian Reilly Vingborg, instruktør i Aalborg Cable Park, gav det at starte som frivillig i kabelparken en kærkommen mulighed for at stifte nye bekendtskaber.

”Jeg kendte en del i Aalborg, men det var meget dem, man brugte sin hverdag sammen med, man endte med at blive gode venner med. Det er typisk dem, man går på studie sammen med, med mindre man har en fritidsaktivitet – om det så er fodbold, wakeboard, eller hvad det er,” fortæller han.DSCN0483

Fleksibelt og ambitiøst miljø

Af kabelparkens instruktører forventes der en smule, idet de skal møde på bestemte tidspunkter, og i øvrigt stå til rådighed, når der bookes arrangementer. Men frivillige bidrager generelt i det omfang, de vil, og forventningerne til instruktører er ikke så høje, at det bliver en byrde.

”Jeg har nogle vagter – 32 timer på en hel sæson, så det er ikke så meget, og man er hernede alligevel de timer. Jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne blive frivillig, fordi jeg brugte så mange timer her,” fortæller Christian Reilly Vingborg.

Og en ting er at stå for den daglige drift, noget andet er at tænke fremadrettet. Anders Ejstrup Hedegaard søger for tiden funding til kabelparken og ønsker et kvalitetsløft.

”Jeg har personligt en ambition om, at vi skal være den bedste kabelpark i hele Danmark. Det er jo en nichesport, så det er et mål, man godt kan opnå selv, og det er megafedt at have noget andet end studiet, hvor man har nogle ambitioner for det faglige,” siger han.

DSCN0477

Gør noget unyttigt

Kabelparken byder på et fællesskab, der er åbent for enhver, og står man og mangler nogle at være sociale med uden for sit studie, kan man besøge stedet.

”Jeg vil råde folk til at komme herned, prøve det, og se, om det er noget for dem. Hvis de synes, at miljøet er fedt, og de kan se sig selv i det, skal de da blive frivillige. Alle er velkomne til at være frivillige hernede,” siger Christian Reilly Vingborg.

Han og Anders Ejstrup Hedegaard har i deres tid på Aalborg Cable Park imellem sig prøvet en række forskellige opgaver fra hjemmesidedesign til opførsel af en gangbro. Det er ikke sikkert, at man får studierelevant erfaring, men måske er det heller ikke alfaomega.

”Jeg er meget imod idéen om, at frivillighed og karriereræs går hånd i hånd. Jeg er frivillig her udelukkende på et personligt plan, fordi jeg synes, at det er vildt fedt, og jeg kan virkelig godt lide at stå på wakeboard,” fortæller Anders Ejstrup Hedegaard.

”Dronningen sagde i sin nytårstale, at man skulle gøre noget unyttigt, og det synes jeg er så sigende. Det er ikke unyttigt at være frivillig, men man kunne måske godt argumentere for, at det er unyttigt at bruge sin tid ude i solen nede i en sækkepude i kabelparken, men jeg tror, det er sundt,” slutter han.