Aalborg teater. Paneldebat om Censur og selvcensur Optakt til Kulturmødet Mors 2018 Panelet består af: - Billede- og rumkunstner Jens Galschiøt - Forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch - Politiker (og formand for Børne- og Kulturudvalget på Mors) Tore Müller - Lektor v. Aalborg Universitet, Ph.d., Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Anders Petersen - Lektor v. Aalborg Universitet, Ph.d., Institut for Kultur og Globale Studier, Susi Meret - Professor v. Aalborg Universitet, Institut for Statskundskab, Henning Jørgensen Samfundsforsker ved Aalborg Universitet Johannes Andersen er moderator. Der vil være kunstneriske indslag undervejs. Foto: © Lars Horn / Baghuset. Dato: 07.02.18
Tekst: Dianna Korshøj
Foto: Lars Horn
I Danmark værner vi om retten til ytringsfrihed, men spiller censur, og endda selvcensur, en større rolle end vi tror, og kan der være tale om iboende nordkoreanske tendenser?
Censur er et ’fy-ord’, som er fyldt med negative konnotationer. Hvis nogen anklages for at have Nordkoreanske tendenser, ligger det tykt i luften, at der er tale om heftig censurering. Spørgsmålet er så: er censur altid en skidt ting?
Som optakt til Kulturmødet 2018 på Mors afholdte Aalborg Teater i samarbejde med Aalborg Universitet og Kulturmødet en paneldebat med titlen ’Censur og selvcensur’. I panelet var både kunst, politik, forskning og kommune repræsenteret, og moderatoren var ingen anden end AAU’s egen samfundsforsker Johannes Andersen.
De forskellige synsvinkler, der kom til udtryk i debatten, og derfor i denne artikel, er et udtryk for paneldeltagernes egne oplevelser,, holdninger, forskningsresultater eller oplevelser; derfor er dette nok ikke den eneste måde at anskue emnet på, men læs med, og få nogle nye eller andre perspektiver på hvordan censuren har stadfæstet sig i vores samfund.
Når samfundet sørger
Censur kan kobles på mange ting, men sorg er sjældent noget, der ligger i toppen af listen af ting, man forbinder med sorgcensur. Sociologen Anders Petersen, lektor ved AAU, har forsket i sorg, og er ikke i tvivl om, at censur spiller en stor rolle i, hvordan man sørger. Mange forskellige ting er i spil, når vi taler om censur, men i bund og grund spiller normer og strømninger i samfundet en stor rolle i denne sammenhæng.
Det at sørge er ikke længere en helt privat sag, som kun foregår inden for hjemmets fire vægge, men noget samfundet i stor grad, har fingeren i. Der er en rigtig og forkert måde at sørge på, rigtige og forkerte steder at være ked af det og en rigtig og forkert længde af sorgperioden. Det lyder måske grotesk, men de fleste ville nok finde det underligt, hvis en sørgende stadig er rummets komiker efter tabet af fx en forælder. Vi studerende ville nok føle det ubehageligt, hvis en underviser brød grædende sammen under en forelæsning, og der må være noget helt galt, hvis en nær ven, efter et tab, melder sig helt ud af det faglige og sociale miljø i flere måneder bagefter.
Sorgen er censureret i en sådan grad, at der har været behov for at skabe en sorg-diagnose, så der kan skelnes mellem ’den naturlige sorg’ og hæmmende ’kompliceret sorg’. Nu kan man altså gå til lægen, og lige som hvis man er syg, forklare, hvad der er galt, og få diagnosen ’vedvarende sorglidelse’. En konkret pille til behandling af sorg er endnu ikke udviklet, men ofte bruges en blanding af terapi og depressionsmedicin.
Der peges på, at denne diagnose er et udtryk for den ’diagnosekultur’, vi befinder os midt i. Hvad den rummer, kræver sin helt egen artikel, men kort sagt kan man sige, at det er nemmere at forstå særtræk ved en person, eller måske ting der gør, at folk afviger fra normen, hvis man kan pege på, at det er fordi, de har en speciel diagnose. Forbundet med sorgkulturen kan man sige, at diagnose gør det nemmere for andre mennesker at forstå, at sorgen kommer til udtryk på anden måde , eller i sværere grad hos nogle mennesker, og at i deres tilfælde bør man finde det acceptabelt, at den kommer til udtryk på en måde, man ellers ville ryste på hovedet af.
At ryste på hovedet, eller synes, at et andet menneske opfører sig underligt eller upassende, er noget, vi alle i større eller mindre grad kommer ud for, men en speciel faggruppe bliver oftere rystet på hovedet af end andre. Her er tale om kunstnere. Kunst siges at være et udtryk for kunstnerens personlige vinkel, men stadig er her tale om en form for censur. Nogle kunstværker sælger, får fondsbevillinger, bliver udstillet, mens andre ikke gør. Er det et udtryk for censur eller bare god eller dårlig smag? Ifølge Billede- og rumkunstner Jens Galschiøt, er det et klart udtryk for censur. I sin karriere har han selv kæmpet med tilladelser og tilskud, og har aldrig opnået en håndsrækning til sin kunst – alligevel fortsætter han, for ”kunst skal bruges til at iscenesætte virkeligheden og undgå hykleriet”, kunst skabes nemlig ikke under censur, mener han. Hvis man som kunstner vil frem, og mener, at ens kunst har værdi, skal man kæmpe om det – også selvom man ikke kan få støtte til det, eller man hovedsageligt møder kritik.
Selvom Jens ikke er i tvivl om, at censur har stor indlejring i kunstverdenen, er selvcensur en større gråzone. Han mener ikke, han censurerer sig selv for at ’passe ind’ i det acceptable, men på samme tid fortæller han en anden historie. Ved en visning af en skulptur, som forestillede en korsfæstet, gravid pige, ulmede debatten nemlig, og oprør lurede, dagen før visning af skulpturen. Da fremvisningen fandt sted, var der dog ikke længere den grund til protest, da kunstneren i nattens løb havde fjernet korset, og skulpturen nu blot var en kvinde som symboliserede moder jord. Ifølge Jens Galschiøt beretter historien ikke på selvcensur, men er udtryk for, hvordan meningen med skulpturen kommer bedst frem, og lige i den sammenhæng, kom budskabet bedre ud uden dele af skulpturen. Censur, selvcensur og provokation er ikke noget, der ellers af skræmmer Jens Galschiøt, og på selve debataftenen prydede han endda scenen med sit kunstværk: ”Fuck dobbeltmoralen”; en fuck-finger i over to meters højde inklusive piedestal. Censur og selvcensur har ikke plads i kunstens verden, og den skal nydes i det udtryk, det er tiltænkt – selv til en debataften på Aalborg Teater.
Kvalitetssikring vs. censur
I offentligt skue, hvad end det er på Aalborg Teater, på campus eller på live TV, er det rarest at alle parter opfører sig ordentligt og snakker pænt, men spørgsmålet er, om både censur og selvcensur trækker grænsedrag til, hvordan man skal opføre sig. Når politikere holder en tale, har spindoktorer oftest haft fingrene i den først, for at sikre sig, at tingene kommer ud på den rigtige måde, men er det altid tilfældet? Skal ordene censureres og rettes til, før offentligheden må læigge øre til? Selvom det ikke altid er tilfældet, fortæller Tore Müller, formand for Børne- og Kulturudvalget ved Morsø Kommune, at der er klare grænser for, hvad han siger som privatperson, og hvad han udtaler sig om som politiker. Som politiker kan man opleve, at hvad der for seeren kan synes som spontane svar og emner i en politisk debat, kan være grundigt gennemgået på forhånd, så det stemmer overens med det politiske grundlag.
Selvom det virker normalt, at en politiker udtaler sig i overensstemmelse med sit parti, er debattens budskab, at dette også er en form for censur. Når en forsker bliver ansat på et uUniversitet på baggrund af antallet af artikler i ’det rigtige blad’, kan det ses som censur, og når en studerende skriver et projekt, som lever op til, hvad og hvordan man bør studere, kan dette ses som selvcensur. Når eliten, som debattørerne kalder det, og ’den rigtige måde’ at gøre tingende på, er mere velanset end andet, er der så tale om censur, eller er der tale om at sætte et kvalitetsstempel? På scenen var der ikke tvivl: ’fy-ordet’ skulle i brug.
Bryd fri
Aftenen sluttede medre flere spørgsmål end svar, og var det overhovedet en kvalificeret debat, når samtlige debattører var mænd? Har censuren gennemsyret samfundet så meget, at vi ikke længere er klar over, hvornår eller om vi overhovedet censurerer os selv, eller er det ’bare’ udtryk for den nuværende udvikling? Lektorerne og forskere i debatpanelet endte dog med enighed på området, som er særligt relevant for os; de studerende. Vi er en generation, som ikke har skullet kæmpe for vores fag, eller retten til at studere – de har taget kampene for os. Dette efterlader os med en klar forståelse af, hvordan man er universitetsstuderende, og hvordan vi efterfølgende skal være forskere. En iboende common sense forståelse af hvad man gør og ikke gør, er så dybt i forståelsen, at vi ikke længere stiller spørgsmål. Vi gør det, fordi vi skal; en selvcensur, vi ikke længere er klar over er der. Denne censur er måske forskellig fra studie til studie, og debattørernes konklusion var dog heller ikke, at alle studerende skal stræbe efter avantgarde- projekter, men mere et ønske om bevidsthed. Denne generation skal være bevidste om censurens nærvær, og lige som i kunstens verden: lad dit projekt og dets formål tale klart og tydeligt, hvad end det passer ind i normen eller ej.
Fællesskab om andre perspektiver
Hvis du er interesseret i at se samfundet i andre perspektiver, behøver du ikke du ikke at vente til det årlige kulturmøde. Lige her på AAU kan man for eksempel finde ’Samfund i Perspektiv’, som flere gange om året har debataftener, hvor de inviterer en oplægsholder, og debatten går på tværs.
Vi mødte Jonas fra Samfund i Perspektiv til debatmødet på Aalborg Teater, hvis øjne også var blevet åbnet for censur i nyt perspektiv. Censurerede debatmøder er dog, ifølge Jonas, ikke hvad man kan finde hos dem, trods rammerne det holdes under: ”Vi er et frirum for censur og selvcensur, hvor passionerede oplægsholdere åbner for en debat, de brænder for”. Pointen medfor deres forum er, at man frivilligt kan deltage ud fra interesse, og ikke dikteret af pensum. De stræber efter at have et højt samfundsrelevant og fagligt indhold, og selvom det ikke er et krav til deres oplægsholdere, er dette oftest undervisere. Samfund i Perspektiv stiller hverken krav til antal undervisningstimer eller antal publiceringer, de tager udgangspunkt i interessante originaltekster og spændende idéer. Om det er deres måde at censurere indholdet, kan du selv vurdere – Gå ind og find deres næste arrangement i deres Facebookgruppe.
