Januar 2018
Tilbage derhjemme
Kære Agenda, går det jer mon godt?
Det her bliver den sidste klumme om mit udlandsophold i Skotland, og den tager en lidt anden drejning end mine forrige fortællinger. Jeg sidder nu igen hjemme hos mig selv og kan se tilbage på de måneder, hvor det hele var anderledes.
Det er meget dejligt at være tilbage! At være hjemmefra i så lang tid er for mig en besynderligt ting. Som mange sikkert får at vide, er udlandsophold jo noget, som alle har lyst til og synes er super sjovt, og det er noget, der virkelig gavner ens fremtidige karriere og opfattes som en essentiel del af, hvad man ’bør’ gøre under sin uddannelse eller ungdom. Man tør jo næsten ikke at lade være, vel?
Men noget, som jeg føler prægede min oplevelse, var, at jeg mest ventede på at komme hjem. Mit værelse var meget mindre, end hvad jeg er vant til, siden jeg flyttede hjemmefra for flere år siden, og jeg delte et køkken med fem andre. Det føltes nærmest som at være 16 år igen. Nære samtaler med tætte bekendte fandtes ikke rigtigt, og når man åbner op for en bofælle, skal det foregå på engelsk – hvor netop engelsk også gjorde, at jeg til tider følte mig underlegen til forelæsninger og diskussionstimer, da det bare er noget helt andet at være den eneste dansktalende blandt en større gruppe skotter. Og jeg er endda vant til at kommunikere på engelsk på min uddannelse. Der er flere grunde til, at min oplevelse tit føltes sværere, end jeg havde forventet. Disse eksempler er selvfølgelig også dele af oplevelsen og det spændende ved at lære sig selv at kende i fremmede situationer. For mig var det bare ikke specielt rart. Specielt ikke når jeg har det godt, hvor jeg er, og som sådan ikke følte behov for at rejse fra det.
Min mening er ikke at overtale jer til at vælge et udlandsophold fra! I kan finde masser af anbefalinger og gode oplevelser, og jeg vil heller ikke påstå, at min oplevelse var dårlig. Det er muligvis det sejeste, jeg nogensinde har gjort, og jeg har lært så mange ting om mig selv og om andre mennesker. Jeg har for alvor bevist for mig selv (og det må i grunden være den vigtigste at bevise noget for), at jeg faktisk godt kan bo et andet sted langt væk. Jeg har overlevet! Men jeg ville gerne have hørt andet end, at ’hjemve er normalt og går væk’ – for normal er den sikkert, men for mig gik den altså ikke væk. Den forsvandt ikke i alle de oplevelser og nye situationer, jeg befandt mig i. Med tiden blev det lettere, og den svære hjemve med ked-af-det-hed og trist humør forsvandt, omend det var hårdt at have en længsel efter at ville tilbage til dér, hvor jeg sidder nu: i en lejlighed jeg kun deler med min kæreste, som kan forstå mig og vil snakke med mig, og som ikke opmuntrer et beskidt køkken og fjollede konflikter.
Jeg skulle mene, at det er i orden at blive hjemme. Det syntes jeg ikke, at det var, inden jeg tog afsted, men det er det. Hvis du vælger at tage afsted og føler dig forkert, er det en god motivation at glæde dig til at komme hjem og vide, at du kom igennem – jeg er virkelig, virkelig glad for det nu! Men for mig passer det ikke, at et udlandsophold er det fedeste, der vil ske for mig. Og det er vigtigt at fortælle, for det er ikke noget, jeg oplever, at der snakkes meget om.
Vil jeg så anbefale et udlandsophold? Ja! For uanset om din oplevelse er helt fantastisk eller ligesom min, så er det om ikke andet helt fantastisk at komme hjem igen. Så hvis du ender med at sidde på dit værelse i et fremmed land og føle dig alene og ved siden af dig selv, kan jeg næsten love dig, at det er det hele værd så snart, du er hjemme igen! Men at tage stilling til om et måske ikke så sjovt semester i et fremmet land er noget, du vil gøre, kan du kun helt selv mærke.
Til sidst skal I have tak for at have fulgt med i mine oplevelser. Det har været hyggeligt at dele de heldigvis mest glade højdepunkter med jer! Jeg håber, det gav jer et billede af Skotland og at være på et udlandsophold.
