TEKST Nadia Norsk
Peder Key Kristiansen blev valgt ind i Regionsrådet tilbage i november 2021 med opstart den 1. januar 2022. Peder er 51 år og socialdemokrat, og derudover har han været politisk aktiv i flere år inden han valgte at stille op til regionsrådsvalget.
Spørgsmål vedrørende Socialdemokratiet
Du er valgt ind i regionsrådet for Socialdemokratiet. Hvad kan Socialdemokratiet, som de andre partier ikke kan?
Peder: ”Jeg er Socialdemokrat fordi det er det parti der stemmer bedst overens med mine egne værdier, og fordi det er det parti der sådan tager ansvar. Det er det parti der altid har været vant til at tage ansvar, både på kommunalt, regionalt og statsligt niveau. Der er et blik for helheden, og ikke kun for enkelte sager.”
Hvilke værdier tillægger du Socialdemokratiet, og hvilke er vigtigst for dig?
P: ”Solidaritet, ret og pligt, de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs, og hånd om dem der har brug for hjælp.”
Er de alle lige vigtige for dig?
P: ”Ja, det synes jeg. Og så er valget af parti jo også til dels afhængigt af at man har fundet et fællesskab med nogle personer, som man har det godt sammen med.”
Spørgsmål vedrørende Regionsrådet
Kan du beskrive hvordan en almindelig arbejdsdag i regionsrådet ser ud for dig?
P: ”Nu er det jo kun regionsrådsformanden der er fuldtidspolitiker, og har sin daglige gang i Regionshuset. Så for os andre er det måske mere relevant at beskrive en typisk måned.”
Hvordan ser en typisk måned så ud for dig?
P: ”Den starter typisk med møder i de udvalg man er medlem af, hvor vi politisk behandler forskellige sager, som så typisk sidst på måneden bliver fremlagt for det samlede regionsråd.”
Hvilke eller hvilket udvalg sidder du i?
P: ”Jeg sidder kun i et udvalg, hvilket er udvalget for regional udvikling og innovation, hvor jeg er formand.”
Hvad laver man så i det udvalg?
P: ”Vi har fem hovedområder; Kollektiv trafik, altså busser, tog og flextrafik. Fordeling af elever til ungdomsuddannelserne. Så er det kulturområdet. Så er det internationalt samarbejde. Og så er det sundhedsinnovation. Vores udvalgsmøder ligger typisk først på måneden og så er der regionsrådsmøde sidst på måneden, og derimellem er der selvfølgelig noget gennemlæsning af materialer og forberedelse til møderne.”
Sker der ellers noget indimellem møderne?
P: ”Ja, det er også der vi typisk har interne drøftelser i de politiske partier og har møder med eksterne organisationer, som f.eks. rektorerne på ungdomsuddannelserne eller møder i Danske Regioner.”
Spørgsmål vedrørende mærkesager
Hvad er den vigtigste mærkesag for dig?
P: ”Den vigtigste mærkesag for mig er sådan set at vi har en region der er i balance. Hvor man kan bo og leve og arbejde i alle egne af regionen.”
Hvordan kommer det til udtryk?
P: ”Jamen det gør det blandt andet ved at man har adgang til læge og sundhedsvæsen i hele regionen. Og at man kan komme rundt også selvom man ikke selv har bil.”
Hvad mener du med det?
P: ”Vi skal sørge for der også er busforbindelser ud til de mere tyndt befolkede områder. Og at de unge kan tage en ungdomsuddannelse i rimelig afstand fra hvor de bor.”
Hvad med de videregående uddannelser? Hvad er din holdning til dem?
P: ”Der hvor det er muligt, og der hvor det giver mening, skal man prøve at flytte nogle af dem ud fra de store byer, for det giver så utrolig meget til et lokalområde at man også har nogle videregående uddannelser.”
Hvad kan du gøre i regionsrådet for at din mærkesag får mere opmærksomhed og bliver varetaget?
P: ”I de udvalg hvor jeg selv sidder med, der kan jeg jo rejse sagerne og argumenterer for de ting jeg tror på. Og i de andre udvalg kan jeg snakke med de politiske kollegaer jeg har, og rejse sager sammen med dem.”
Hvad kunne det for eksempel være?
P: ”Jamen det kunne for eksempel være omkring akutberedskabet, og hvordan vi sikrer et godt akutberedskab i hele regionen. Det behandles i et udvalg hvor jeg ikke sidder, men hvor jeg så kan snakke med de socialdemokrater som så sidder i det udvalg.”
Spørgsmål vedrørende uddannelse
Nu er vi jo et universitetsblad, så hvad er din holdning til at forkorte kandidatuddannelserne?
P: ”Det kommer an på hvad det er man vil opnå. Er det for at få jer hurtigere gennem studiet, eller er det for at spare penge? Uanset hvad begrundelsen er, så er jeg ikke sikker på det er klogt. Jeg tror det er vigtigt at man har den nødvendige tid til at fordybe sig i det stof man skal være specialist i. Man skal tænke sig om. Der er jo en grund til at der er sat den tid af til uddannelserne som der nu engang er.”
Hvad er din holdning til at dagpengesatsen for nyuddannede nedsættes?
P: ”Man kan jo vende den om og stille sig spørgsmålet: hvad er begrundelsen for at man lige pludselig skal stige i indtægt fordi man bliver færdig? For dagpengesatsen er jo højere end SU’en, som studerende har været vant til at få. Og her er jeg nødt til at vende tilbage til nogle af de socialdemokratiske principper om ret og pligt. Du har som udgangspunkt pligt til at forsøge dig selv, og det inkluderer også at tage et job der måske ikke er drømmejobbet, men som så måske kan være springbræt til det næste job.”
Spørgsmål vedrørende klima
I denne udgave af Agenda har vi også interviewet Theresa Scavenius, som netop er blevet valgt ind i Folketinget for Alternativet. Hendes vigtigste mærkesag er klima, hvor vigtig en mærkesag er det for dig?
P: ”Jamen klimaet er ekstremt vigtigt. Man kan sige det på den måde, at hvis ikke vi får styr på klimaet, så er det på lang sigt ret ligegyldigt at få styr på de andre ting.”
Scavenius sætter i hendes interview meget fokus på at omlægge velfærdsstaten til en klimastat, hvor klima skal være over alt andet – hvad er din holdning til dette? Har du et alternativ?
P: ”Det er vigtigt at se på helheden, og sikre en balanceret omlægning. Det har taget os 150 år at udvikle det samfund vi har i dag, det ændrer man ikke med et snuptag. Jeg synes der må være to trin her; hvor første trin er at stoppe forureningen så vi ikke gør tingene værre, og derefter sætte fokus på at udbedre skaderne på klima, miljø og biodiversitet.”
Spørgsmål vedrørende det personlige
Hvordan kan det være du har valgt at gå ind i politik?
P: ”Jeg har været politisk interesseret i mange år, men nu passede det også ind i forhold til privatliv og arbejde at engagere sig mere politisk.”
Hvad kan du bidrage med i regionsrådet, som andre politikere ikke kan?
P: ”Jeg tror det er utrolig vigtigt at vi har forskellig baggrund og livserfaringer, og at det er i samspillet og dialogen at vi finder de gode løsninger. Så det er ikke fordi jeg som enkelt person kan bidrage med noget særligt i forhold til de andre – jeg tror på at det er i fællesskab vi kan finde de gode løsninger.”