TEKST Sofie Rosenkrantz Hansen
PBL er en grundlæggende del af Aalborg Universitets undervisningsform – på godt og ondt. Det giver os som studerende mange nyttige redskaber og kompetencer, som har til formål at gøre os til mere attraktive jobsøgende, når vi en skønne dag er blevet færdiguddannede. Det lyder jo alt sammen meget dejligt. Dog har PBL-metoden en skyggeside, som kan forekomme meget frygtindgydende for mange studerende: nemlig gruppedannelsen. En dag hvor du står dig selv nærmest, og hvor du har til formål at overbevise dine medstuderende om, at du faktisk kender pensum, har en god arbejdsmoral og tilmed også er rigtig sjov og social. Måske er frygten ikke helt uden grund?
Gruppedannelse eller aftalt spil?
Jeg har efterhånden prøvet gruppedannelse et par gange, men ikke så mange gange, som jeg måske burde. Jeg er i gang med mit 6. semester, og jeg har alligevel kun formået at dukke op til gruppedannelse to gange. Og der har vi allerede det første problem. Jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg havde det de første par semestre på min uddannelse; jeg var skrækslagen. Jeg var bange for at være den, der sad tilbage, som ikke havde fundet en gruppe, og at jeg var nødt til at trygle mine medstuderende til at forbarme sig over mig og give mig en plads i gruppen. Yuck. Derfor har jeg også de fleste gange lavet aftaler på forhånd, og altså fået lukket en gruppe inden gruppedannelsen overhovedet fandt sted – aftalt spil. Hvilket fuldstændig besejrer formålet.
Men hvis man altså, i modsætning til jeg, dukker op til de her gruppedannelsesdage, så foregår det cirka sådan her: man sidder i nogle bookede lokaler, hvor der i hvert lokale bliver præsenteret et emne fra semesteret. Her skal man så gå rundt mellem lokalerne og forsøge at finde andre studerende, der har lyst til at skrive inden for samme emne som en selv. Det giver god mulighed for at finde andre med samme faglige interesser som en selv, hvis man altså ikke har siddet og lavet hemmelige aftaler i baglokalet. Hele konceptet med gruppedannelse er en fantastisk idé, hvis det blev gjort efter bogen, og ikke – som det oftest ender ud i – som et dårligt afsnit af en reality-serie.
Hvem skal jeg stille mig bag?
Jeg fristes til at sammenligne gruppedannelsen med et afsnit af Paradise Hotel, fordi jeg synes, der er nogle beklagelige, men ret sjove, fællestræk. Det betyder altså også, at selv hvis man rent faktisk møder op til gruppedannelsen, så har det stadig potentiale for at ende ud i det rene kaos. En meget genkendelig del af Paradise Hotel er parceremonien, hvor man skal vælge, hvem man vil danne par med i den kommende uge. Det er lidt det samme med gruppedannelse, ud over at tidsrammen her er længere. Det kan dog ofte været svært at få puslespillet til at gå op på Paradise Hotel, for sommetider skal en deltager vælge imellem to andre, hvor vedkommende desværre er nødsaget til at sende en af dem hjem. Det er igen lidt det samme som gruppedannelsen.
Hvis vi forestiller os, at du som studerende står med et valg om, hvem du skal “sende hjem”, er det så på baggrund af fagligheden? Det sociale i gruppen? Dit drømmeemne? Der er mange valg, der skal tages, når man skal finde en gruppe, og det er ikke altid, at der både er potentiale for gode arbejdsrelationer, venskaber og et emne, du finder interessant, på én og samme tid. Dog kan det også være, at du faktisk står tilbage som den, der bliver smidt ud – uden nogen gruppe, og på bar bund.
En anden del af Paradise Hotel er, at de andre deltagere selvfølgelig også forsøger at påvirke, hvem det er, der skal smides ud. Det gør dine medstuderende nok også. Du har måske hørt dårligt om en bestemt gruppe, som du absolut ikke vil arbejde med, selvom de faktisk vil skrive om nøjagtig det samme som dig? Måske har din bedste ven sagt, at dit drømmeemne ikke vil kunne give anledning til et 12-tal, så derfor kan det være, at du bliver nødt til at gå i gruppe med ham og skrive om noget helt andet? Det kan også være, at du har dovnet den lidt for meget af, og at dine medstuderende derfor har besluttet, at du altså ikke er en, man gider at være i gruppe med? Mulighederne er uendelige.
Paradise Hotel eller ganske almindelig menneskelighed?
Der kan altså nemt argumenteres for, at gruppedannelsen har en del skyggesider – ligesom det meste andet har. Grunden til at Paradise Hotel er så underholdende at se, er jo fordi deltagerne præsenterer de mest primitive og lystbetonede dele af vores menneskelighed, hvilket også på en måde kommer frem under gruppedannelsen. Det handler om overlevelse, om ikke at stå alene tilbage og om forhåbentlig at kunne trumfe igennem med sine faglige idéer, hvilket på sin vis også er en værdi på arbejdsmarkedet. Gruppedannelse er ikke altid sjovt, det kan være angstprovokerende, tårefremkaldende og stressende. Men det er en del af livet. Og det kommer det altid til at være. Hvad end det kaldes gruppearbejde, teamwork eller arbejdspartnere.
Samtidig vil jeg godt slå et slag for, at man altså heller ikke behøver at gøre det besværligere, end det er i forvejen. Snak med hinanden, vær forstående, tag ham, der ikke har så godt et ry, med i gruppen – det kan være, at I bliver overraskede. Det er meget menneskeligt at sætte sig selv først, gerne at ville skrive om drømmeemnet og med den bedste gruppe, som samtidige er ens bedste venner, men nogle gange må man også være nødt til at gå på kompromis – og Gud forbyde det: være en lille smule medmenneskelig. Husk hinanden som studerende, vær gode kammerater og kommuniker med hinanden.
