TEKST Sofie Rosenkrantz Hansen
Dystopiske film har uden tvivl altid eksisteret i en vis grad, hvor gode eksempler herpå blandt andet er A Clockwork Orange og Blade Runner. Men genren blev i høj grad overmættet i starten af 2010’erne, da den dystopiske YA-genre for alvor tog til. Pludselig udkom der konstant nye filmserier såsom The Hunger Games og Divergent, som hurtigt blev enormt populære blandt unge så vel som voksne. Men lige så hurtigt som genren steg i popularitet, lige så hurtigt døde trenden igen – men hvordan kan det være? Er markedet for dystopiske film i løbet af de sidste ti år blevet decideret ikkeeksisterende?
Det var for alvor i kølvandet på Y2K og årtusindskiftet generelt, at dystopiske tanker og undren om fremtiden tog til. Vi stod foran en ny digitaliseret verden, som bare ventede på at blive udforsket – men spørgsmålet var, om den kunne misbruges? Mistilliden til regeringer rundt omkring i verden blev udvidet, og fremtiden virkede for nogle enormt usikker. Denne usikkerhed eksisterede også i 2010’erne, hvor globalisering i høj grad var en del af alles dagligdag. Alt dette kan være med til at forklare den dystopiske YA-genres stigende popularitet, da især unge voksne begyndte at se kritisk på den fremtid, som de selv ville komme til at være en del af. Dermed blev der skabt et marked med især unge voksne som den primære målgruppe. Førhen udkom der en populær dystopisk film i ny og næ, men markedet blev i netop 2010’erne fuldstændig overmættet. Nogle vil argumentere for, at dette er årsagen til, at trenden døde lige så hurtigt, som den opstod – det mener jeg dog ikke. Vi ser det samme den dag i dag, med eksempelvis Marvels superheltefilm, som udkommer flere gange om året. De har været enormt populære i flere år nu, og det ser ikke ud til at ændre sig lige foreløbigt, selvom markedet er mere end overmættet.
Jeg tror, at en forklaring på faldet af den dystopiske film-genre kan være deres overfladiske natur. Mange af de mest famøse YA-dystopiske film følger en meget specifik model, som bygger på et totalitært samfund, som efter flere rædselsfulde år bliver ødelagt af en udvalgt helt, som ene og alene formår at starte en revolution. Det virker meget virkelighedsfjernt, da vi, hvis vi i den virkelige verden stod over for lignende problematikker, nok var nødsaget til at gå kollektivt til værks fremfor at vente på, at en udvalgt bliver født, og kan løse problemerne for os. Derudover slutter disse film ofte, når det bliver allermest spændende – nemlig når den gældende regering er blevet væltet. Hvad sker der bagefter? Ender det hele bare lykkeligt til sidst? Det virker meget urealistisk. Vi har før set diktatoriske regimer i den virkelige verden, og bare fordi et sådant regime bliver væltet, er det ikke ensbetydende med, at der ikke kan blive skabt et måske endnu mere diktatorisk samfund lige bagefter.
Det kan være meget interessant at se dystopiske film og spekulere på, om det nogensinde vil kunne ske i virkeligheden. Men med det samfund, der eksisterer i dag, er der ikke længere overladt meget til fantasien. Vi står over for klimakrisen, pandemier og enorme mængder politisk polarisering. Virkelige problemer. Derfor giver det også meget god mening, at de dystopiske films målgruppe i stedet tyer til eksempelvis Twitter-aktivisme og kampagner i det virkelige liv. Problemerne har flyttet sig fra at være på skærmen til at eksistere i vores alles dagligdag, så jeg kan egentlig godt forstå, hvis man hellere vil se nogle mere positive film den dag i dag.
