TEKST Sofie Rosenkrantz Hansen & Sofie Christensen
Vi har alle prøvet det; man sidder en sen aften og scroller ned gennem sit feed, da man pludselig finder en video, hvor en sølvpapirshat fabler om, hvordan staten bliver kontrolleret af rumvæsener, eller at en hemmelig organisation prøver at udrydde menneskeheden. Selvom man ikke nødvendigvis tror på det, så bliver man alligevel fanget af den rene galskab, som bliver fremlagt for en. Nogle af disse teorier er meget enkle og lette at forstå, mens andre er så langt ude, at man ikke fatter, hvordan nogen kan tro på det – og netop dem vil vi se nærmere på i denne artikel.
Zions Vises Protokoller
Zions Vises Protokoller udkom for første gang som en føljeton i en russisk avis i 1903, hvor føljetonen prøvede at bevise, hvordan jøder systematisk prøver at overtage verden – den er altså grundlæggende antisemitisk. Denne føljeton påstår, at kristnes moral, økonomi og sundhed bliver truet af en lille gruppe magtfulde jøder. Som følge af dette opstod konspirationsteorien om en verdensomspændende jødisk sammensværgelse, som stadig hersker, særligt i nynazistiske kredse. Denne teori er især blevet populær igen som følge af TikTok, hvor der bliver lavet flere videoer, der sætter spørgsmålstegn ved rige jødiske familiers intentioner. Her er der især fokus på familier i USA, hvor flere brugere på TikTok mener, at de simpelthen forsøger at overtage verden.
Popish Plot
Endnu en konspirationsteori, som er skabt på baggrund af modstridende religioner, er Popish Plot. Teorien blev skabt af en protestant ved navn Titus Oates i 1678, og den blev lavet med et bevidst formål om at skabe dårligere forhold for den romersk-katolske befolkning i England. Oates forsøgte at overbevise regeringen om, at den romersk-katolske orden, kaldet Jesuites, planlagde at slå den daværende protestantiske konge ihjel, så de kunne gøre kongens romersk-katolske bror til den nye regent. Da Oates skulle besvare kongens spørgsmål virkede det dog til, at det hele var det pure opspind. Dog skulle Oates efter sigende have præsenteret beviser for en fredsdommer ved Westminster, som senere blev fundet myrdet. Dette skabte enorm panik, da den generelle befolkning begyndte at tro på Oates falske teori. Dette resulterede i, at omkring 35 uskyldige borgere blev henrettet, hvilket er meget beklageligt, da Oates teori senere blev bevist falsk.
Sandy Hook-massakren
Skoleskyderiet på Sandy Hook Elementary School i Newtown, Connecticut i 2012, har i høj grad været offer for mange konspirationsteorier, som har været med til at negligere ofrene heraf fuldstændigt. Gerningsmanden var den 20-årige Adam Lanza, der skød sin egen mor, 20 elever og seks lærere på skolen, hvorefter han tog sit eget liv. En af de teorier, som især har floreret meget i forbindelse med denne tragedie, bygger på, at hele skyderiet var orkestreret af den amerikanske regering for at promovere en strengere våbenlovgivning. En anden teori, som især er blevet promoveret af Alex Jones, der står bag den falske nyhedsside InfoWars, bygger på, at massakren slet ikke fandt sted. Jones og andre mener, at skyderiet i virkeligheden var en klassificeret træningsøvelse for lokale og nationale politifolk i USA. Han argumenterede for, at der faktisk ikke var nogen, der døde, men at ofrene bare var ansatte skuespillere. Denne konspirationsteori resulterede i, at flere forældre til ofrene for Sandy Hook-massakren sagsøgte Jones og andre for ærekrænkelse i 2018.
QAnon
QAnon er en anden konspirationsteori og politisk bevægelse, som kritiseres for at være rodfæstet i antisemitisme. Denne teori anses som en paraplyteori, som dækker over flere forskellige konspirationsteorier. Fælles for dem alle er dog, at deres påstående belæg stammer fra en række personer kendt som ”Q”. Grundlæggende for QAnon er det faktum, at tilhængerne tror på, at der eksisterer et netværk af kendte skuespillere, politikere mv., som både er satanister, kannibaler og pædofile. Dette netværk driver efter sigende en verdensomspændende børnesexhandelsring, og var sågar med til at snyde med stemmerne i det amerikanske præsidentvalg i 2020. Tilhængere af QAnon mener desuden, at Donald Trump i al hemmelighed kæmper en hård kamp mod dette netværk, og at der en dag vil komme en begivenhed, som de kalder ”The Storm”, hvor Trump vil anholde og henrette medlemmerne af dette netværk. Teorien kaldes ofte for antisemitisk, da den er meget fikseret på rige, kendte amerikanske jøder, som øjensynligt skulle være en del af netværket.