TEKST Nadia Norsk
Som ny studerende på AAU er man muligvis flyttet langt væk fra familie og venner, og kan måske derfor godt gå og være bange for, hvorvidt man får nogle nye bekendtskaber på universitetet. De fleste vil dog opleve, at det ikke er noget, man skal gå og stresse for meget over, da AAU tilbyder mange muligheder og initiativer (man hurtigt bliver introduceret for), der gør det muligt at møde nye mennesker – både på ens eget studie og på tværs af studier.
Personligt var jeg utrolig nervøs for, om jeg ville få nye venner, men jeg gjorde mig selv den tjeneste, at jeg deltog i alle arrangementer under min rusperiode. En af de mange gode ting, som de forskellige studier på AAU gør, er at stable forskellige arrangementer på benene under rusperioden. Det gode herved er, at man så har mulighed for at møde sine klassekammerater og lære dem at kende allerede fra starten. Jeg kan kun tale af egen erfaring, men at deltage i samtlige rus-events gjorde mig meget mere åben over for det, som AAU og alle de her nye mennesker havde at tilbyde. Og netop af den grund vil jeg til enhver tid anbefale det til andre.
Man skal selvfølgelig også tage højde for, at når så rusperioden er slut, så er det altså bare lige på og hårdt med undervisning – og når det er tilfældet, kan det for nogle måske virke uoverskueligt at skulle fokusere på både venskaber og lektier. Her er det en rigtig god idé at gøre brug af sin studiegruppe (og/eller andre grupper hvis du f.eks. læser medicin) for at skabe en balance mellem uni og fællesskab. Umiddelbart vil jeg sige, at det bedste, man kan gøre for sig selv på det tidspunkt, er at huske på, at alle er i samme båd. Det er et nyt studie for alle, og man kommer meget længere, hvis man hjælper hinanden – og det er jo også oplagt på AAU, da det er et universitet med fokus på gruppearbejde. I mange tilfælde sker der også det, at gruppearbejde fører til venskab, da man er sammen om de op- og nedture, universitetslivet byder på.
Nu har jeg jo snakket om, hvordan rusperioden kan hjælpe en med at få venner på ens studie, men hvad gør man så, hvis man kommer tilbage efter en ferie (f.eks. ”juleferien”), og føler sig lidt nervøs, fordi man ikke er kommet helt tæt ind på folk endnu? Eller fordi man føler, man ikke passer ind med dem på sit studie? Mit bedste råd vil til enhver tid være, at man både er åben og sig selv hele vejen. Der er så mange forskellige mennesker på AAU, og det er vigtigt, at man ikke ødelægger noget for sig selv ved at dømme bogen på dens udseende (hvis man skal sige det metaforisk). Det, der er så fantastisk ved universitetet, er, at man starter med en clean slate – med andre ord: Man starter på en frisk, og kan være lige den, man føler for. Man er ikke længere fanget i den rolle, man har haft gennem folkeskolen og gymnasiet.
Desuden, hvis man er åben over for nye situationer og bekendtskaber, åbner der sig også flere muligheder for en. Hvis ens studie har nogle klubber, f.eks. film- og/eller bogklub, så kan man tilmelde sig det og derigennem møde folk på tværs af studiets semestre, der har samme interesse som en selv. Ud over studiernes individuelle klubber kan man også tilmelde sig diverse studenterforeninger, som kan åbne op for en helt ny uni-verden, hvor man vil møde mange forskellige mennesker, der alle deler samme interesse. Så hvis der er noget specielt, du interesserer dig for, så er mit råd, at du skal tage chancen og tilmelde dig. Du ved aldrig, hvad det kan føre til af gode ting.
Og lige til sidst: En anden måde, man kan få nye bekendtskaber på, er ved at gå til fredagsbarer. På AAU er der flere forskellige fredagsbarer, man kan tage til, hvorigennem man altså kan møde nye mennesker fra mange forskellige studier. Det kan helt klart være et godt udgangspunkt, hvis man gerne vil udvide sin omgangskreds til ikke bare at være dem fra sit eget studie. Der er måske mange, der sætter lighedstegn mellem fredagsbar og druk, men jeg vil godt lige slå et slag for dem, der ikke drikker. Man kan sagtens tage med til fredagsbar uden at drikke sig i hegnet – i sidste ende handler det bare om at være med. Man kan jo ikke få nye venner og bekendtskaber, hvis man ikke møder op. Så vær åben over for nye ting, grib chancen og mød en masse nye mennesker.
Nedenfor findes to links, der fører jer til en oversigt over diverse studenterforeninger og fredagsbarer på AAU: