TEKST Sofie Rosenkrantz Hansen
Feminisme er efterhånden blevet et omstridt begreb. Definitionen af feminisme er kampen for kvinders ligestilling med mænd – altså at alle køn skal have samme rettigheder og muligheder. Men hvis du spørger Andrew Tate, så hører kvinder til i hjemmet, og skal anses som værende deres mands ejendom. Hvis du til gengæld spørger en TikTok-feminist, så bør vi i realiteten leve i et matriarkat. Der eksisterer enormt meget misinformation og polarisering omkring feminisme, så spørgsmålet er, hvordan man nogensinde skal kunne komme overens med hinanden, hvis man ikke aner, om ens nabo er Andrew Tates største fan eller en såkaldt ”feminazi”? Jeg ved det ikke, men måske kan vi finde ud af det sammen.
Det kommer nok ikke som et chok for nogen, at jeg, en ung kvinde i 20’erne, vil beskrive mig selv som feminist. Men på trods af dette så har jeg alligevel været underlagt mange offentlige besigtigelser i Jomfru Ane Gade med negative resultater, fordi jeg ikke har lagt skjul på mine feministiske holdninger. Det er som om, at nogle mænd, og det var nogle, bliver en smule ”triggered” af begrebet – mon det har noget med det ekkokammer, der eksisterer omkring feminisme, at gøre? Jeg kan kun tage udgangspunkt i mine egne oplevelser, men det virker til, at feminisme faktisk i løbet af de seneste par år gradvist og eksponentielt er blevet et mere og mere tabubelagt begreb – det går altså lidt i den forkerte retning. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg nok også selv med til at understøtte disse mænds prædisponerede holdninger til feminisme, for jeg kan øjensynligt ikke formå at ændre deres holdning – måske de ville beskrive mig, som en feminazi? Wow. Jeg siger aldrig nej til en god diskussion, og især ikke når det handler om feminisme, fordi jeg har så mange gode argumenter – men det er som om, at de her mænd ikke rigtig magter at høre dem.
Jeg forstår det dog ikke helt. Jeg er med på, at kvinder på mange parametre i 2023 har samme muligheder som mænd, men har mænd også samme muligheder som kvinder? Måske fysisk, men ikke nødvendigvis emotionelt. I kølvandet på MeToo-skandalerne, og især Jes Dorph, florerede der et billede på Facebook, som fortalte os, at vi altså også skulle huske ”de gode mænd”. De gode mænd? Som om mænd i sagens natur er dårlige? Jeg synes, at noget af den diskurs, der italesætter mænd, kan anses som værende decideret fornærmende for den ganske almindelige mand. Det er som om, at gode mænd er en undtagelse til reglen, og at dårlige mænd eksisterer i massevis – den køber jeg ikke helt. Jeg tror, der er en kultur, som bør og skal ændres, men jeg tror ikke, at den gængse mand er et ondt væsen – heldigvis.
Samtidig er det værd at nævne kønskvoter og for- og modargumenter i forhold til dette. Jeg kan jo ikke lade være med at være lidt nysgerrig, så jeg har spurgt forskellige mænd ind til deres holdning – og et specifikt citat er gået igen. ”Det er jo bare, fordi kvinder ikke kan magte en lederposition, de tænker simpelthen for emotionelt”. Bullshit. Det bygger på den gængse forståelse af, at stereotypiske kvinde-følelser, såsom empati, solidaritet og eftertænksomhed, er iboende emotionelle, hvorimod mandelige-følelser såsom vrede og tendensen til at have spidse albuer ikke er – hvilket er fakutelt forkert. Psykologen John Gottman har desuden konkluderet via forskellige undersøgelser, at kvinder og mænd oplever omtrent de samme følelser, men vælger at udtrykke dem forskelligt – her er mit spørgsmål bare, hvorfor det anses som værende mere attraktivt at udtrykke sine følelser gennem vrede end empati? Begge følelser er valide, men jeg ser ikke noget scenarie, hvor en virksomhed, som bliver styret med empati og eftertænksomhed, er en dårlig ting.
Det er som om, at kvinder, lige så vel som mænd, bliver sat i boks, og af en eller anden grund kun har meget begrænsede, kønsdefinerede følelsesregistre. Jeg ved ikke, hvem der er skyld i det – kvinder, mænd, hinanden, samfundet? Jeg synes dog ikke, at det virker som en fordel for nogen af kønnene. Jeg er træt af at blive invalideret grundet mine stereotypisk-kvindelige følelser, og jeg kunne forestille mig, at det heller ikke er særlig fedt for mænd, at deres følelser er afgrænset til én følelse: vrede. Mænd bliver ofte portrætterede som vrede, dominerende, bitre mennesker, hvilket hænger sammen med diskursen om de gode mænd – det kan umuligt være særlig nice, at ens køn har så negative konnotationer?
På trods af dette så er jeg alligevel imod kvindekvoter. Det er ikke fordi, at jeg ikke synes, at vi skal have flere kvinder i magtpositioner – jeg vil bare personligt hellere ansættes på baggrund af mine kompetencer frem for mit køn. Det er dog ikke sikkert, at det er en mulighed, hvis min biologiske empati ikke anses som værende attraktivt for en virksomhed. Men jeg ved ikke, om kvindekvoter er svaret på problematikken; jeg tror nærmere, at vi skal finde roden til problemet. Her vil jeg gerne introducere to tilgange til feminisme, nemlig den liberale og den radikale. Hvis man er liberal feminist, så mener man, at der eksisterer en diskurs i samfundet baseret på, at kvinder er intellektuelt, fysisk og følelsesmæssigt underlegne i forhold til mænd – netop som der illustreres i det førnævnte eksempel. Kvinders medfødte egenskaber anses ikke som værende gode nok. Hvis man i stedet spørger en radikal feminist, så er hele samfundet struktur baseret på et patriarkat skabt til at undertrykke kvinder.
De to tilgange anses ofte som modsætninger, men jeg vil gerne argumentere for, at de på mange måder hænger sammen. Et populært modsvar til den liberale tilgang er, at den er blevet ligegyldiggjort, da kvinder juridisk har de samme rettigheder som mænd, så derfor kan de umuligt anses som værende underlegne. Jeg tror dog ikke, at vi skal undervurdere ordets magt, og især ikke i medierne samt på polariserede platforme såsom TikTok, hvor kreatører som Andrew Tate stortrives. Der er uden tvivl opstået en tendens blandt uvidende, meget unge drenge, til at være på Tates side, fordi de synes, han er lidt smart og vildt ”Top G”. Men det er ikke kun blandt præpubertære folkeskoleelever, at Tate har en form for indflydelse, for hans budskaber bliver stadig spredt igennem memes og halvt-spøgende-halvt-seriøse Facebook-kommentarer skrevet af en lidt ældre generation.
Jeg tror ikke, at denne tendens er noget, der eksklusivt foregår i det 21. århundrede, det er måske bare blevet mere udbredt grundet sociale medier. Men hele den diskurs, som bygger på, at kvinder mangler basale færdigheder, som mænd besidder fra biologiens side, har eksisteret i lang tid – lang tid nok til at have indflydelse på samfundets strukturer. Det er her, at de to tilgange bliver relevante for hinanden, for uden den gældende diskurs omkring mænd og kvinders medfødte færdigheder, så havde patriarkatet ikke eksisteret. Jeg vil dog krybe til korset og sige, at jeg tenderer mere til den liberale feminisme alene af den årsag, at den også tager højde for de konsekvenser, patriarkatet har for mænd. Det er et samfundsproblem, som har negative konsekvenser for alle involverede, og hvis vi ikke snakker om det, er opmærksomme på det og agerer derefter, så ændrer det sig heller ikke. Min inboks er åben for potentielle hadebeskeder.
