Tekst af Sofie Rosenkrantz Hansen
Julen er i høj grad en højtid, der skiller vandene, enten har man et passioneret had til jul og alt det, det indebærer, ellers er man på den anden side af spektret, hvor juletiden næsten ikke kan komme hurtigt nok. Jeg ser selv tilbage på mine juleaftner med et smil på læben og mindes om, hvor magisk en tid det har været – især i barndommen.
Julen medfører generelt en magisk følelse, som bliver tydeliggjort i julekalendere såsom Jesus og Josefine, hvor tidsrejser pludselig er en realitet. Julen er magisk, julen er hyggelig og julen er en tid, hvor man samles med familien og ser tilbage på de stunder, man har haft sammen. Stunder, der aldrig kommer tilbage. Julen er uden tvivl børnenes fest, og selvom man elsker julen, så bliver det aldrig helt det samme, som dengang man var barn. Jeg tror, hvis jeg skal være lidt lommefilosofisk, at man altid søger den samme idyl og magi, som julen bragte med sig som barn, men det er ikke længere lige så sjovt at klippe julehjerter, lave konfekt og bage pebernødder, som det var engang. Magien er væk, julemanden findes ikke og man kan altså ikke rejse tilbage til Nazarat ligesom i julekalenderne. Men julen er stadig nostalgisk, og jeg tror, at netop nostalgi, er et nøgleord, når det gælder julen.
Ordet nostalgi i sig selv er lige så specielt og komplekst, som den følelse, det medfører. Hvis man kigger på ordets etymologi, så betyder den første del af ordet, notos, ”hjemkomst” og den anden del, agia, betyder ”smerte”, så i ordets grundform, så betyder det egentlig ”smertefuld hjemkomst”, og det var da også de associationer, der eksisterede i forbindelse med nostalgi i gamle dage. Hvis man i dag kigger på ordets mening, betyder det en ”sentimental eller vemodig længsel efter en svunden tid” – i hvert fald ifølge Ordnet. Det virker til, at vi har fået et mere rosenrødt syn på følelsen af nostalgi, hvilket også ses i den kommercielle del af juletiden. Nostalgi er blevet en del af den kæmpe industri, der forsøger at sælge følelsen af julenostalgi til voksne, der ikke længere oplever den samme glæde ved julen. Jeg tror, det er noget, vi alle oplever på et tidspunkt, måske mest i vores teenageår, hvor julen pludselig ikke har samme magi som førhen. Det er en netop en sentimental og vemodig længsel, denne følelse skaber, og jeg kan egentlig godt forstå, at man vil bruge penge på at få den følelse tilbage, også selvom det bare er for én aften.
En anden del af den nostalgi, juletiden bringer, er, at man kan spekulere over, hvorvidt det spiller en rolle i forhold til ens generelle holdning til julen. Jeg tror, at man vil se mere positivt på julen og være mere nostalgisk, hvis man har positive associationer med julen fra barndommen af. Men hvis man derimod ikke har haft gode juleoplevelser førhen, har man nok en større tendens til at være imod julen. Det er garanteret ikke gældende for alle, men det drager nogle paralleler til nostalgiens oprindelige betydning, “smertefuld hjemkomst”, da det at tage hjem til jul, mødes med familien og fejre noget, man ikke nødvendigvis bryder sig om, kan skabe en meget smertefuld hjemkomst. Hvis man hader julen, kan ordets grundessens måske ræssonere mere med en, hvor den nyere betydning af nostalgi giver mere mening for en person, der er længselsfuld efter juleglæden og magien fra barndommen. Jeg synes dog ikke, at der er noget galt med at gøre specifikke ting i juletiden, såsom at se julekalender for at få følelsen af nostalgi og glæde, som forbindes med julen. Jeg har selv været en tur i Rema 1000 for at købe clementiner og pebernødder, hvilket for mig sågar medførte den bittersøde følelse af vemodig længsel efter en svunden tid, samt en smule mere juleglæde end jeg havde forinden. Det fik mig til at tænke tilbage på min egen barndom, hvor julen stadig var magisk og spændende, hvor jeg ville spise pebernødder, til jeg fik ondt i maven, og hvor julemanden var jordens rareste og mest mystiske mand. Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg, at det er det værd at bruge 30 kroner på en pose pebernødder og et net clementiner, hvis det kan bringe alle de følelser frem – er det ikke?
