Professor Mike Savage (LSE) hylder de studerende på AAU for deres interesse og engagement ved sin gæsteforelæsning i forbindelse med udnævnelsen som æresdoktor.
TEKST & FOTO Dianna Korshøj
I år blev Mike Savage, Professor i sociologi ved London School of Economics hyldet og udnævnt som Æresdoktor på AAU. Hans store arbejde med blandt andet globalisering, mobilisering og social transformation, sammen med hans store engagement i internationalt og tværfagligt samarbejde gjorde, at han i 2022 fik titlen som æresdoktor ved Aalborg universitet. Han har gennem årene samarbejdet på nogle af vores internationale forskningsprojekter, og med sit gennemgribende arbejde, er hans nye titel en, vi også kan være stolte af her på universitetet. Men det er ifølge Savage ikke det eneste, vi skal være stolte af:
– Aalborg Universitet har haft en ledende rolle i udviklingen og forståelsen af ulighed og omkring kultur med en forståelse ud fra Pierre Bourdieu, og for 15 år siden blev de bevilget et legat, som bragte kollegaer på tværs af hele Europa sammen, som jeg så var en del af. Det var ret inspirerende.
Han fortæller stolt om samarbejdet med AAU, og særligt med Annick Prieur, Professor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, men trods de høje tanker om universitetet, blev han alligevel overrasket ved sin gæsteforelæsning:
– Jeg var meget imponeret. Interessen hos studerende i Storbritannien er ofte specialiseret, og der er ikke den samme grad af interesse for at samles mere generelt om en fælles udfordring. Både studerende og ansatte lyttede meget nøje, og jeg nød, at nogle af de studerende kom op og snakkede med mig bagefter. Jeg fik fornemmelsen af, at det var en rigtig god gruppe af studerende, med stort engagement på instituttet.
Mike Savage fortæller om det privilegie, han føler i udnævnelsen og særligt mødet med kolleger og studerende. Et privilegie, som var gengældt. Auditoriet var næsten mere fyldt end på første skoledag, da studerende og ansatte sad klar til både at høre om de nyeste fund og på at stille de helt kritiske spørgsmål. Flere studerende fortalte, at de næsten følte sig starstruck ved tanken om at møde selveste Mike Savage, som de aktivt har brugt både teorier og forskning fra i de seneste semesterprojekter. Studienævnsformand ved Sociologi Jakob Skjøtt-Larsen deler og forstår begejstringen:
– For mig er det rigtigt stort. Det arbejde han laver, er noget af det rigtigt banebrydende indenfor sociologi; at sætte fokus på klasse og klasseskel på en ny måde. Jeg synes, hans fokus på ulighed nationalt, men også globalt, er rigtigt spændende, og en inspiration til os alle sammen. Hele forskningsmiljøet på sociologi er jo utroligt glad for at Mike Savage kommer på besøg, og vi rigtigt glade for at se, at det også er noget, de studerende faktisk har lyst til at møde op til. Det er jo frivilligt, og ikke en del af pensum, så folk kommer her, fordi de synes, det er spændende og interessant, og vigtigt for dem på den ene eller den anden måde.
De studerende fortæller om mange forskellige grunde til, at de prioriterede at deltage og stille spørgsmål ved denne frivillige gæsteforelæsning, men en rød tråd har ved dette arrangement formet sig på tværs af fortællingerne fra både ansatte og studerende: Vi tør engagere os og sætte vores faglighed i spil. Ord, som Æresdoktoren selv udtrykte i billedsprog, og som her fortjener sin plads uredigeret på originalsprog:
”I think Aalborg is a very small city but it’s huge. It punches above its weight.”
– Prof. Mike Savage, Aalborg 2022