Jeg har aldrig påstået, at jeg er ung med de unge, men selvom jeg prøver at følge med tiden, er og bliver opkaldet som praksis en væsentlig del af min kommunikationsform.
TEKST Dianna Korshøj
Jeg er en anden generation end de fleste af mine medstuderende. Jeg er et af de oldtidsfund som husker tiden med fastnettelefonen. Èn fælles telefon placeret i et eller flere af hjemmets fællesområder. ”Må jeg snakke med Janni?” skulle man spørge når moren tog telefonen. Hvis man fik lov, kunne man snakke i timevis om ingenting, eller bare aftale at mødes på fodboldbanen. Nu om dage scroller vi gennem feed diverse steder, og vi skriver på de sociale mediers chatfunktion. Hvis det sker, at man endelig ringer til andre, skal kalenderen ofte bare frem først: ”Kan jeg ringe til dig i eftermiddag?”. Et opkald skal have et formål, og gerne leveres på tekst, så det er nemt, og man forstyrrer mindst muligt… I princippet i hvert fald.
Jeg ringer gerne til folk når jeg vil dem noget. Jeg synes det er både nemmere og langt mere hyggeligt end at skrive. Hvis jeg ikke kan snakke når folk ringer, ringer jeg tilbage når jeg har tid. I teorien i hvert fald, for jeg har lige gennemgået min opkalds-log. De seneste indgående opkald er fra min mor. Spørgsmålet er om det reelt er pinligt, eller bare pointerer min pointe om generationskløften? De fleste af mine nære venner er medstuderende. Den ”anden” generation. Går jeg lidt flere dage tilbage i loggen, har jeg faktisk også et indgående opkald, som ikke er fra min mor. For at understrege pointen kan jeg fortælle, at der indgik forudgående ”planlægning” via Messenger.
Fordelen ved et ”spontant” opkald er for mig, at det ikke behøver at tage plads i logistikken i en travl hverdag. Selv, har jeg det sådan, at jeg ikke altid er aktiv på Messenger og de andre sociale medier, så små beskeder bliver ofte til en pligt, når jeg skal tilbage til dem for at svare. Så er det ikke længere mennesket eller smilet som er i fokus, men mere den pligt der er ved at skulle svare tilbage. Med et opkald kan det oftest klares i løbet af to minutter, og det fylder ikke så meget energimæssigt for mig. Men det kan selvfølgelig også bare være mig, for jeg er klar over, at opkald kan være grænseoverskridende, ubelejligt eller måske bare unaturligt for mange.
Måske er det fordi jeg bare er gammel, og skal acceptere den nye måde at ”snakke” på, men jeg nægter. Jeg synes det er hyggeligt at snakke med dejlige mennesker. Så kan vi joke og grine sammen – uden ventetid på tekst. Under nedlukningen er jeg endda trådt ud af min comfort zone og accepteret videoopkald. Nu kan jeg så få lov til at være grim foran mine venner (tak corona!), men jeg har nu (næsten) accepteret det. Værdien i at se de mennesker, som jeg ikke længere ser hver dag på studiet, er uvurderlig. Den hverdagsfølelse der kommer med et uhøjtideligt smil og en dårlig joke er nem at glemme når vi ikke naturligt ses. Derfor bruger jeg opkald frem for Messenger, når jeg forsøger at holde kontakten ved lige. Det virker nok ikke for alle, men for mig giver det en stor værdi frem for en byrde, og jeg elsker, når dem jeg holder af, bare ringer for at sige hej. Så er opkaldet en forældet praksis? Måske, men i så fald, har jeg intet imod at være et oldtidslevn.
