TEKST Sofie Rosenkrantz Hansen
Produktivitet er blevet en kultur i sig selv. Man skal stræbe efter at slide, og man lever for at arbejde – ikke omvendt. Absurde morgenrutiner bliver konstant glorificeret på nettet, hvor alfa omega er at vågne før fanden for sko på, hvorefter man bruger dagen på at arbejde – ikke blot på ens job, men også på sig selv, sit hjem, sin kost, sin SoMe-platform og sit image. Alt dette bliver understøttet af idealiserede trends på nettet, hvor især #ThatGirl-trenden på TikTok er en del af konceptet giftig produktivitet.
Skyldfølelse. Skyldfølelse er et nøgleord når vi taler om giftig produktivitet. Skyldfølelse over ikke at nå nok i løbet af dagen. Skyldfølelse over ikke at ses nok med dine venner. Skyldfølelser over ikke at spise sundt nok. Skyldfølelse over ikke at komme nok op i Fitness World. Vi går hele tiden rundt med en følelse af vi ikke gør nok, men hvad er nok og hvem bestemmer det? Vi snakker meget om præstationssamfundet i Danmark, og selvom jeg tror, at der er grund til kritikken, så er giftig produktivitet alligevel et internationalt problem. Jeg tror, at en af synderne, er sociale medier.
På de sociale medier bliver vi konstant eksponeret overfor andres liv, som vi kan bruge til at sammenligne med vores egne. Vi kan læse om de største chefers morgenrutiner, som indebærer at vågne op kl. 5 om morgenen, hvorefter de løber en tur, drikker en spinat-smoothie, tager et koldt bad og derefter arbejde til kl. 17. En 15 timers arbejdsdag. Og vi tror, at det er det der skal til, for at opnå succes, så vi prøver at gøre det selv.
Derudover så har vi TikTok, hvor trends kommer og går hurtigere end nogensinde set før. En af de helt store trends lige nu er en såkaldt #ThatGirl, som er en eurocentrisk pige, der lever nået nær det perfekte liv. Hvis man søger på termen på Urban Dictionary, så er That Girl en pige, som står op kl. 5 hver morgen, spiser smoothie-bowls til morgenmad, mediterer, tager i fitnesscenteret, spiser salat døgnet rundt, har en sindssyg baderutine med 500 forskellige produkter og er generelt succesfuld på alle parametre – men hvordan har de tid til at arbejde?
Vi ved alle sammen godt at vi skal gå i bad, spise sundt og bevæge vores krop, men realiteten er, at de fleste af os er i skole hver dag og har et fritidsarbejde ved siden af for at få økonomien til at løbe rundt. Derudover er vi på SU, så vi har ikke nødvendigvis råd til at købe ind til grønne smoothies, men må i stedet tage os til takke med kopnudler fra Netto. Vi har nok heller ikke tid til en baderutine med shampoo, balsam, hårkur, bodyscrub, creme m.v. Det er bare ikke en realitet. Men man kan alligevel sidde tilbage med en følelse af, at man ikke gør nok, når man konstant bliver bombarderet med videoer af folk der lige præcis gør nok.
Men det er fabrikeret. Man kan selvfølgelig godt være en That Girl hvis man er eurocentrisk i udseende, konventionelt attraktiv, har en trænet krop, arbejder derhjemme og er dybt ensom. Ellers kan jeg simpelthen ikke se, hvordan man nogensinde ville finde tid til at leve sådan et liv. Derudover ser vi kun en højst 5 minutter video af deres liv, som umuligt kan beskrive hele deres livsstil. Men lige meget hvad, så har du lov til ikke at være en #ThatGirl. Du har lov til ikke at spise salat hver dag. Du har lov til ikke lige at nå i Fitness World, mediterer og skrive dagbog. Du har lov til at bo i en lille studiebolig, som ikke nødvendigvis er værd at vise frem på sociale medier. Du har lov til at vågne kl. 14 i weekenden hvis du har lyst og ikke lige være produktiv den dag. Du har lov til at være dig selv.
#ThatGirl-trenden understøtter det ideal, som allerede er stedfæstet i os fra barnsben, som sandsynligvis grundet presset for præstationer fra samfundets side. Vi har altid fået at vide, at vi skal få gode karakterer, komme ind på en god uddannelse, få et godt lønnet job og i sidste ende bidrage til samfundet. Men samtidig lever vi i en individualistisk tidsalder, hvor selvudvikling er i fokus og det påvirkes også af præstationssamfundet samt de sociale medier. Det skaber en cocktail hvor arbejde og forbedring af sig selv er det allervigtigste, men samtidig er der ikke timer nok på et døgn til konstant selvudvikling – hvilket betyder, at det nemt bliver på bekostning af ens sociale liv og mentale helbred. Det skaber en farlig cyklus, hvor man ikke trives, men man alligevel fortsætter, fordi det aldrig er nok. Vi prøver på at bekæmpe skyldfølelsen om ikke at være nok, men i realiteten bliver vi aldrig nok, for der vil altid være noget man kan forbedre.
Det er måske efterhånden blevet klart, at produktivitet hurtigt kan blive giftigt, og selvom man måske ser strålende resultater, så skal det ikke være på bekostning af ens mentale velbefindende. Måske skal vi i stedet kæmpe imod den skyldfølelse, i stedet for at føje den. Måske skal vi give os selv lov til at tage fri, slå benene op, spise en pose chips (ikke en grøn smoothie) og se noget Netflix? Måske er det egentlig også godt for vores produktivitet, hvis vi en gang imellem giver os selv lov til at tage en pause? Måske skal vi lade være med at være slaver for samfundets krav og idealer baseret på ligegyldige mennesker på de sociale medier? Jeg ved det ikke, men jeg synes, at det lyder som en fristende idé.
