TEKST Melissa Rolle Bech Madsen
For omkring 3 år siden, blev jeg ramt af den første form for angst, som ikke bare var min almindelige ængstelige reaktion på livet. For ængstelig har jeg næsten altid været, jeg er bange for pinligt mange ting, alt fra langt de fleste dyr til at jeg stadig i en alder af 25 år er bange for mørket. Jeg ved ikke rigtig, hvor ængsteligheden er kommet fra, men den har altid været der, i alt den tid jeg kan huske.
Men for lidt over 3 år siden, tog mit liv en drejning, som jeg ikke ønsker for nogle. En af mine allerbedste venner døde i en trafikulykke, og efter den dag, begyndte jeg at gå fra “bare” at være ængstelig, til at opleve nye former for frygt og ubehag i kroppen. Det startede med, at jeg funderede mere og mere over døden, ikke sådan om, hvordan den føles, men mere hvordan livet er så skrøbeligt, at på få sekunder, kan det blive taget fra os. Efter noget tid kom søvnløsheden. I en meget lang periode, kunne jeg ikke sove om aftenen, fordi mit hovede ikke kunne stoppe. Jeg havde så meget tankemylder, at hvis jeg ikke havde kørt mig selv helt færdig på en dag, så ville jeg ligge søvnløs i flere timer. Jeg fandt dog en knap så effektiv metode, ved at jeg sover med tv’et tændt eller hører podcast eller musik, fordi det på en måde får mine tanker over på noget andet. I en lang periode, var det den ubehag jeg oplevede, men fordi jeg på det tidspunkt, kun tænkte at det nok havde noget at gøre med min kammerats dødsfald og ikke nødvendigvis angst, så søgte jeg ikke hjælp nogle steder fra, men tænker at det ville gå over af sig selv. Det resulterede i, at jeg efter et års tid med tankemylder, ubehag i kroppen og søvnløshed, begyndte at blive bange for at sætte mig i en bus eller en bil, fordi jeg faktisk var 100% sikker på, at det ville gå galt og jeg ville dø. Hvilket jo er enormt irrationelt, hvilket jeg også var klar over, men det er jo det magiske ved vores hjerner, de kan ikke altid rationalisere ting, som man godt selv ved ikke er rationelt. Den angst der fulgte med mig her gjorde at min tankemylder blev markant forværret. Det skabte en tomhed i mig, er den bedste måde at forklare det på. På en og samme tid, var jeg fuldstændig følelsesløs, men også så fyldt med angst og ubehag i kroppen, mest i form af voldsom hjertebanken, at jeg ikke rigtig kunne være i mig selv. Det er svært at forklare, hvordan det føles, det er meget en “if you know, you know”-følelse. Mine søvnløse nætter blev pludseligt til decideret søvnløse nætter, hvor jeg, hvis jeg var heldig, fik et par timers sammenhængende søvn. Det gjorde heldigvis, at jeg fik søgt noget hjælp, fordi jeg ligesom nåede frem til, at det for det første ikke gik, at jeg ikke kunne sove, men også at jeg til dels havde selvdiagnosticerende mig selv med dødsangst. Og det hjalp, efter utallige besøg ved min fremragende psykolog, fik jeg nærmest bugt med angsten, den ligger der stadig, men jeg kan håndtere det. Nu er det kun når jeg skal flyve eller kørte med min lillesøster lige da hun havde fået kørekort, at jeg oplever at dødsangsten rammer mig.
Nu skulle man tro, at min fortælling om min angst ville være slut, men desværre er jeg ramt af angst på flere forskellige måder siden. Jeg havde en meget kort periode med panikangst, som for dem der ikke ved det, er regulere fysiske angstanfald, som mest kan sammenlignes med følelsen af et hjerteanfald. Det var i hvert fald det jeg troede der skete første gang jeg oplevede det. Egentlig også de efterfølgende mange gange jeg oplevede det, men der vidste jeg jo godt, at sandsynligheden for at det “bare” var panikangst, ville være noget større end et hjerteanfald. Jeg ved stadig ikke rigtig hvad det kom sig af, hvad der trickede det, og hvad der trickede det de andre gange jeg oplevede det. Jeg ved bare, at jeg hurtigt fandt en effektiv måde, hvor jeg kunne standse anfaldet, fra at blive alt for voldsomt. Hvilket jeg kan takke min tidligere yoga-underviser for, for det hele ligger i vejrtrækningen, for at man kan stoppe hyperventilationen, som unægteligt gør hele anfaldet langt værre. Og selvom panikangst er noget af det mest forfærdelige jeg har oplevet og delvist stadig frygter skal komme tilbage – hvilket er en dårlig ide, for så er der større chance for, at det faktisk vender tilbage – så er det ikke den angst jeg er mest frustreret over, at jeg nok skal lære at leve med resten af livet. Det er heller ikke min dødsangst, selvom den virkelig også trækker tænder ud.
Så selvom dødsangst og panikangst virkelig er skrækkeligt at have, så var det en dag, hvor jeg skulle ud med en veninde for godt et halvt år siden, at jeg fandt ud af, at de to angsttyper ville jeg sagtens (med måde) kunne leve med. For den dag, hvor vi bare skulle en tur ud at shoppe i min hjemby, blev jeg ramt af følelsesløshed igen, jeg blev ramt af en ud-af-kroppen-følelse, hvor jeg ikke rigtig kunne mærke min krop, men samtidig var enormt opmærksomhed på samtlige lemmer i min krop. Dengang troede jeg bare det var fordi jeg var ved at gå sukkerkold, for selvom jeg er ganske madglad, så er jeg samtidig enormt dårlig til at huske at spise, så det sker faktisk overraskende tit, at jeg går sukkerkold. Det var bare som om, at den cola og de halvslatten pølsehorn ikke rigtig hjalp mig, jeg var stadig ubekvem i min krop og fyldt med ubehag. Jeg tog det ikke så tungt, og vurderede, at det nok stadig bare var fordi jeg var sukkerkold. Problemet var bare, at det skete gentagne gange efter det og underligt nok kun når jeg var steder, hvor der var mange mennesker. I starten nægtede jeg, at det kunne være socialangst, altså benhårdt nægtede det. For jeg har altid elsket at være sammen med mennesker, jeg er enormt socialt anlagt, jeg går frygteligt meget i byen og samtidig er jeg KÆMPE koncertmenneske. Så jeg kunne ikke rigtig erkende overfor mig selv, at jeg skulle have socialangst, for hvordan ville jeg så kunne eksistere, som det sociale ekstroverte menneske jeg er?
Sandheden var og er bare, at det er socialangst. Jeg fik det diagnosticeret af min psykolog ret hurtigt. Og selvfølgelig vil jeg være fri for hele min samling af angsttyper, men jeg vil allerhelst bare gerne af med min sociale angst. Selvom det bliver bedre lige så stille, så ved jeg jo også godt, at det er noget jeg skal lære at leve med resten af livet. For jeg kan stadig gå en tur i gågaden, på en dag, hvor jeg bare har det grundlæggende godt, og blive ramt af følelsesløsheden og ubehaget, hvor jeg mister fornemmelsen af tid og sted. Hvor alt skriger i min krop, at jeg skal væk fra situationen og hjem og pakke mig selv ind og væk fra verdenen. I lange periode har jeg slet ingen former for angst, udover min stadig grundlæggende ængstelighed, og så kan det ramme som lyn fra en klar himmel. Jeg har stadig til gode at forstå hvad det udspringer fra, selvom jeg nogle dage slet ikke føler jeg behøver at vide det, jeg behøver bare at vide at det er der, så jeg kan forstå, hvorfor min krop ret ofte modarbejder mig. For mig har det gjort at jeg kan være i det, altså ikke sådan helt være i det, for det er virkelig ikke særlig rart, men det gør at jeg kan håndtere det, er måske bedre beskrevet. Derudover har jeg også altid været ærlig omkring min angst overfor alle egentlig. Jeg ved at der er mange der holder deres diagnoser for sig selv, men for mig har det givet mig en tryghed i, at jeg ved at dem jeg er sammen med, ved hvordan de skal håndtere det, hvis angsten skulle ramme, men også at de forstår hvorfor jeg nogle gange zoner ud og går helt ind i mig selv. Og så er sandheden også bare, at selvom jeg er træt af det og ville gøre alt for at det var anderledes, så er angsten en del af mig nu. Ikke på en måde, hvor jeg har ondt af mig selv, men jeg ved at jeg skal lære at leve med angsten. Jeg ved, at for mig, vil angsten tage over og være styrende for mig liv, hvis jeg ikke deler det med folk og erkender, at det er bare sådan mit liv er nu. Det har også gjort, at jeg har bedre kontrol over min angst, selvom jeg ikke rigtig tror, at man kan få 100% kontrol over det, så føler jeg, at jeg har nogle ret effektive værktøjer der gør, at jeg bedre kan være i det, hvilket alt andet lige, gør at jeg bedre kan fungere som menneske.
