TEKST af Nadia Norsk
”Uden mad og drikke duer helten ikke” er nok en talemåde de fleste af os har hørt før. I en tid som denne, hvor mange måske går og er blevet lidt skoletrætte – og nogle måske endda sidder med næsen begravet i diverse artikler og bøger, i håb om at finde lige præcis dét, der mangler til deres projekt – kan det ikke understreges nok, hvor vigtigt det er med tilstrækkelig mad og drikke i løbet af dagen. Hvis ens krop og hjerne skal kunne fungere ordentlig (og muligvis arbejde på overtryk) har man brug for alt den energi man kan få gennem mad og drikke. Og hvis man så ovenikøbet har i sinde at forsøge sig med den træningssession der er beskrevet i artiklen om træning, er det bare ekstra vigtigt man husker at få ordentligt med mad og væske indenbords. Så på baggrund af dette, har jeg her udvalgt tre forholdsvis sunde, nemme og billige måltider (morgen, middag og aften), I kan kaste jer ud i.
Morgenmad
Hvis I er vokset op med forældre der er bare en smule som mine, må I have hørt (gang på gang), at morgenmad er dagens vigtigste måltid – så selvfølgelig skal der være styr på den. Mit forslag til en nem og billig morgenmad vil til enhver tid være havregrød. Nu ved jeg godt, at det måske ikke lige er de flestes go-to, men når man lever på SU, har en husleje der skal betales hver måned, og hakket oksekød er steget til næsten 50 kr. for 400 gram, må man begynde at tænke ud af boksen.
Havregrød kan laves utrolig billigt, da det kan laves udelukkende med vand, lidt salt og sukker samt havregryn (som man til tider kan få for kun 5 kr. pr. pakke – what a steal). Hvis man føler, at denne udgave er en smule til den kedelige side, kan man for kun 5 kr. ekstra spice den op med lidt kanel, eller man kan tilføje lidt mørk chokolade (eksempelvis Remas pålægschokolade til kun 13 kr.) hvis man føler sig lidt ekstra.
Tip: Desuden kan man også tilføje proteinpulver til retten, toppe af med lidt frugt/bær, eller toppe af med peanut butter.
Frokost
Når frokost melder sin ankomst, er de fleste nok begyndt at føle sig sultne igen – så her er det også vigtigt, at man får sig et godt og mættende måltid. Det kunne eksempelvis være en bulgursalat med diverse grøntsager fra køleskabet. Denne er utrolig nem at lave, og kan laves i store portioner, således at man kan mealpreppe til flere dage.
Det jeg gør, når jeg laver bulgursalat er, at jeg starter med at koge min bulgur som anvist på pakken. Hvis jeg ønsker lidt ekstra smag, tilsætter jeg sommetider en grøntsagsbouillon til det kogende vand, hvorefter jeg lader bulguren koge deri til det har den rette konsistens.
I mellemtiden skæres diverse grøntsager, såsom peberfrugt, squash, agurk, rødløg og hvad ellers man nu har, i små tern.
Efter bulguren har kogt og kølet af, og grøntsagerne er skåret, blandes det hele sammen. Herefter er det sådan set klar til at blive spist.
Tip: Den kan spises som vegetarisk måltid, men hvis man ønsker kød dertil, kan man jo altid tilføje det – og ellers er den også rigtig god med feta (salatost om man vil) i.
Aftensmad
Til aftensmad har jeg udvalgt en ret som jeg personligt selv elsker, og den er så nem at lave. Det man skal bruge er: grov pasta, rød peberfrugt, små tomater, hvidløg, rød karrypasta, light naturel flødeost, mælk (jeg foretrækker minimælk), lidt olie samt salt og peber
Jeg bruger normalt ½ pakke pasta, 1-2 rød peber og 250 gram små tomater til en stor portion. Man kan selvfølgelig bruge mere eller mindre, eller helt tilsætte noget andet, hvis det er.
Som det første sættes pastaen til at koge som anvist på pakken, hvorefter hvidløg, peberfrugt og tomater skæres ud i passende størrelse.
Der kommes lidt olie på en pande, hvorefter (2 fed) hvidløg steges – når det har stegt i cirka 2 min. kommer der 2 tsk. Rød karrypasta på. Efter karrypastaen er blandet godt med hvidløget, kommer man rød peber på panden, hvorefter det steges i cirka 5 minutter.
Herefter kommes 1-2 spsk. Flødeost i, som man sørger for at røre godt ud, så det blandes med resten. Nu kommer tomaterne, omkring 1,5 deciliter mælk, salt og peber i. Det skal blandes godt sammen, så retten bliver cremet.
Når pastaen er færdigkogt, hældes vandet fra, og pastaen over i ”sovsen”, hvor det blandes – nu er retten sådan set færdig, bon appetit.
Tip: Personligt topper jeg altid med skåret mozzarella og lidt hytteost, men hvis man ikke er til det, og måske i stedet ønsker noget kød, kan man altid gøre det.