TEKST: Kirstine Marie Nielsen
Sneen daler stille fra himlen, tonerne fra kirkens klokker bærers med vinden gennem byen, og gaderne oplyses af lys fra de hvidklædte gadelygter. Det er lillejuleaften, og vi sidder alle samlet om bordet i farmors stue. Traditionen tro skal der fortælles en julehistorie, og i år er det blevet mors tur til at fortælle. Vi sidder alle spændte og kigger på hende. Duften af risengrød og kanel har bredt sig i rummet og omslutter os alle som et lunt tæppe.
Mor starter langsomt historien “Det er var en kold jul det år”, hun kigger rundt på os og glider stille ind i fortællingen.
“Jeg var kun 20 år dengang, og det var første gang, jeg boede ude i december måned. Jeg var på første semester på universitetet i Aalborg, og december måned var fyldt med eksamensforberedelse og projektskrivning. Jeg prøvede at gøre december lidt hyggelig, både med kalenderlys og julekalender, og det hjalp en smule. Det føltes alligevel som om, at dagene blev så ensformige – jeg stod op, gik i skole og tog hjem.
Men en dag i slutningen af december skete der noget ud over det sædvanlige. Vejret var stadig koldt, og solen havde meget få timer på himlen. Jeg kom hjem fra forelæsning en eftermiddag og var klar til at brygge en kop kaffe og hoppe under et tæppe. Der foran min dør lå en konvolut, hvor der med sirlig skrift var skrevet mit navn. Jeg husker stadig tydeligt, hvordan jeg undrede mig, for posten ville da lægge sådan et brev i postkassen. Jeg tog det med ind i køkkenet, og det kriblede i mine fingre for at åbne det. I brevet stod der “Mød mig ved den gule trappe på AAU, kl. 20:00 i aften”. Jeg var forvirret, for der stod ingen afsender på, og hvordan var brevet havnet ved min fordør?. “
Et ægte julemirakel
Mor holder en pause i fortællingen, vi tager alle lidt mere risengrød, og de voksne tager endnu en nisseøl. Der er en ro om bordet, som der ikke er til hverdag, det er noget af det, jeg elsker mest ved jul. Jeg kigger på mor og venter på, at hun fortsætter fortællingen, og endelig starter hun igen.
“Efter at have læst brevet igen og igen, gået frem og tilbage i min lille lejlighed, endte jeg med at tage afsted til universitetet. Jeg kæmpede mig gennem både vind og sne, og det bed så meget i mine kinder, at jeg til sidst intet kunne mærke. Endelig stod jeg foran hovedindgangen og kiggede ind – spejdede efter afsenderen af brevet. Jeg husker, hvordan jeg tænkte, at det var mørkt som natten derinde, og jeg var tæt på at vende om. Til sidst gik jeg ind ad døren, og med raske skridt gik jeg mod trappen, hvor der stod, vi skulle mødes. Der for foden af trappen stod en ung fyr, han så dejlig ud. Der var ikke mange mennesker på universitetet, det var jo sent på aftenen. Jeg var der også kun, fordi jeg har fået brevet, så jeg vidste, at det måtte være fra ham. Han så også søgende ud, og der på trappen mødtes vi for første gang. Hans krøllede lyse hår indrammede hans ansigt, og hans øjne strålede som smaragder. Jeg vidste med det samme, at det var ham, jeg skulle mødes med, og jeg mærkede gnisterne mellem os i det sekund, vores øjne mødte hinanden.
Mor smiler hen over bordet til mig, hun griner lidt og siger “Det var jo ikke hvilken som helst mand, det var jeres far. Den dag i dag ved vi stadig ikke, hvem der har sendt brevene, for ingen af os kendte til hinanden før mødet. Vi har skænket det mange tanker siden den gang, og vi har aldrig kunne finde et konkret svar. Jeg tror, at det var et julemirakel, eller måske en nisse”
Min mor blinker til mig, da hun siger det sidste, hun ved, at jeg ikke tror på nisser længere. Men hvis ikke det var dem, hvem ville det så være? Jeg griner op mod hende, hun ved jeg elsker, når hun fortæller. Hvem ved, måske vil der engang komme et brev til mig. Så kan jeg fortælle historien til min datter. Vi griner, snakker og takker afsender af brevet – for uden dem, så ville jeg ikke være her.
