TEKST Katrine Skyum
Baggrund:
Regeringen kom tirsdag den 260922 med et nyt udspil ”Danmark kan mere – 3”, hvormed halvdelen af alle universitetsuddannelserne skal have en kandidat på 1 år fremfor de 2 år, som er normalt i dag. Primært de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser ser ud til at blive forkortet. Mette Frederiksens egen begrundelse for forslaget bygger på, at nogle uddannelser burde kunne gøre de studerende klar til arbejdsmarkedet på kun ét år. De ca. 2 milliarder i besparelser, der kommer ud af forslaget, skal anvendes til at øge kvalitet af uddannelse i form af mere undervisning (mindst 15 timer ugentligt), vejledning, feedback og mindre klasser. Det er dog ”kun” 1 milliard, der reinvesteres i universitetsområdet. De resterende penge skal gå til de øvrige uddannelsessektorer – blandt andet velfærdsuddannelserne. Forslagets ræsonnement er dermed at kunne imødekomme de unges efterspørgsels efter mere vejledning, sparring og flere undervisningstimer, samt at omfordele den anden halvdel af de 2 mia. til andre trængte uddannelser. Ydermere er det at sørge for, at kandidaterne bliver erhvervsklare hurtigere. Reformen har til hensigt, at få kandidater på det private arbejdsmarked tæt ved fordoblet fra 150.000 i 2015 til 280.000 kandidater i 2030. Spørgsmålet er, om det tænkte ræsonnement snarere skader end gavner?
Kritikken:
Forslaget skaber et bjerg af bekymringer og meget kritik – blandt andet fra Brian Bach Nielsen, som er rektor ved Århus Universitet samt formand for de danske universiteter. Han fremhæver, at der mangler belæg for, at forslaget vil kunne løse regeringens mål om, at flere unge kommer ud på arbejdsmarkedet med kvalifikationer, der er rettet mod erhvervslivet. Tværtimod mener Brian Bach Nielsen, at forslaget vil skade både dansk erhvervsliv, samfundet og de studerende.
Camilla Gregersen der er formand for Magistrenes Fagforening er heller ikke synderlig imponeret, og hun er bekymret for, at forslaget skaber A og B uddannelser. Dette er altså de facto det modsatte resultat af, hvad regering har til hensigt med forslaget. Endelig udtaler Akademikernes formand Lisbeth Lintz til Ritzau: “Det er en falliterklæring fra regeringen, når de stiller sig i spidsen for at begrænse unges adgang til uddannelse. Hvis regeringens forslag bliver til virkelighed, giver vi de næste generationer færre muligheder, end vi selv har haft.”
De studerende:
Flere unge er bekymrede for, at en kortere kandidat vil medføre, at de får vanskeligere ved at have et studiejob samt ringere muligheden for et udvekslingsophold i udlandet. Spørgsmålet er, om den i forvejen dårlige trivsel blandt unge bliver endnu værre som følge af regeringsforslaget, fordi de vil føle sig presset til at gennemføre studiet på mindre tid.
Nogle studerende er bekymret for, at de ikke bliver så kompetente som de studerende, der har en 2-årig kandidatuddannelse. De studerendes bekymring ift. at få job efter en kun 1 års kandidat er berettiget, for der er ingen krystalkugle, der kan vise, at de ikke bliver overtrumfet af de studerende, der har været på kandidaten i 2 år. Ydermere er der en vis skepsis fra arbejdsgiverne blandt andet DI, hvor underdirektør Mikkel Haarder i en artikel til DR nævner, at han har svært ved at se, at en kortere kandidat er bedre og mere rettet mod erhvervslivet.
Spørgsmålet er om vi i Danmark kan mere med denne reform? For det første kan forslaget virke som endnu en spareøvelse – ligesom omprioriteringsbidraget fra 2015 til 2019, hvor universiteterne skulle spare 2 % hver år. Denne spareøvelse endte med samlede uddannelsesbesparelser på op til 8,6 mia. kr. For det andet øger forslaget ikke den samlede uddannelseskvalitet for alle studerende på tværs af universiteter og professionsuddannelser, men trækker i stedet midler fra den ene over til den anden. Tal fra en undersøgelse lavet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på baggrund af DM statistik samt OIM’s familietypemodel i 2019 viser, at der er tale om et velstandstab på 14,1 mia. kr. hvis både faglærte og personer med kort, mellemlang og lang videregående uddannelse klarer sig 1 pct. dårligere gennem livet.
I sidste ende er det viden, der styrker det enkelte individ til at stå stærkt og selvsikkert på arbejdsmarkedet, og det er viden der i høj grad er med til at skabe den velfærd, vi som samfund ønsker.
