Hvad end vi snakker om klima, trivsel, frihedsberøvelse eller politisk engagement, lød svaret både klart og rungende fra deltagerne i debatten til SamfundsTalk.
TEKST & FOTO Dianna Korshøj
Marts blev afsluttet med manér, da de helt store spørgsmål blev rejst på vores vegne: “Svigter samfundet os?”. Med tre meget forskellige perspektiver og indspark fra forskningen gik bølgerne højt, da SamfundsTalk igen i år satte stævne i Musikkens Hus.
Svigt er mange ting, og emnerne som blev debatteret, havde et overordnet tema om at blive hørt. Bliver unge hørt, set og taget alvorligt, når vigtige emner bliver bragt på bordet, eller spilles der blot et spil ludo, hvor regler og diskurser er sat af hvide midaldrende mænd, som, langt fra en ung hverdag, lægger et pres på ungdommen, der gang på gang bliver slået hjem?
Samfundets svigt rammer unge hårdest
Energi, trivsel og udbrændthed er ifølge Noemi Katznelson, professor i ungdoms- og uddannelsesforskning, et udtryk for ‘ny udsathed’. Det rammer på tværs af sociale klasser og er drevet af præstation, tempo og psykologisering. Til forskel fra den traditionelle udsathed, som baseres på socialklasser, rammer den nye udsathed mere bredt og kan i billedgørelse heraf ses som, at samfundets ilt er ved at slippe op:
“Langt hen ad vejen betragter jeg det ikke som unge-problemer, men som samfundsproblemer, hvor de unge bliver lidt som kanariefugle i minen; det er bare dem, der hurtigst falder om”
Debatten stemmer enstemmigt fra deltagerne, om at kravene til de unge er høje, og ifølge Julie Lindmann, forperson for DSF og Rosanna Børsting Sørensen, aktiv i Den Grønne Studenterbevægelse, også for høje. Klimabevægelsen er kampen værd, men har ifølge Rosanna Børsting Sørensen også krævet sine ofre. Hun fortæller om unge, som har måtte droppe deres uddannelse eller værre, fordi presset, der er krævet for at få budskabet igennem til politikerne, er højt. Julie Lindmann genkender presset som ung i det politiske system; hvor man forventes at være dem, der bringer de store debatter på dagsordenen og tør at gå imod den tænkning, der hidtil har været:
“Man skal være den ekstreme unge – og jeg synes, der er brug for unge, der presser dagsordenen! Men så skal man også være god til som system at tage dem ind. Og ja, der har været corona, og der er krig, og der er rigtigt, rigtigt mange dagsordener, og politikerne løber stærkt, men måske de processer også skulle speedes lidt op.”
Politik i høje hæle
Politik er til tider en træg proces, og til forskel fra debatten, traditionelt repræsenteret af modne hvide mænd. Denne aften var undtagelsen, da politiske perspektiver blev repræsenteret af unge kvinder med noget at kæmpe for. Ifølge Julie Lindmann er det ikke en taletid, de er vant til:
“Jeg synes, det var fedt, at der var så meget plads til de unge; det er tit, man står fire midaldrende mænd og en ung kvinde, eller sådan. Det var fedt, at der var noget repræsentation og dynamik i den her debat.”
Julie Lindmann fortæller om episoder, hvor unge kvindelige politikere har mødt særlig modstand på bl.a. sociale medier, og roser Cille Hald Egholm, som er gået all in som socialordfører for Venstre i Københavns Borgerrepræsentation:
“Nu er Cille mega sej og stille op i borgerrepræsentationen, men jeg tænker da, at hendes Facebook-kommentarspor har da helt sikkert ikke været sjov, fordi hun er ung kvinde”.
Ifølge arrangørerne, var debattørerne valgt ud fra deres engagement og ikke deres køn, men synes absolut det er en vigtig debat:
“Vi inviterede de tre unge kvinder, fordi de alle tre – på hver deres måde – er meget engagerede i udviklingen af vores samfund som hhv. klimaaktivist, studenterpolitiker og kommunalpolitiker og således har en masse at byde på i forhold til samfundstalkens tema. Vi havde også inviteret en ung mand, som desværre måtte melde afbud i ugen op til samfundstalken.”
Julie Lindmann påpeger dog, at der er langt flere udfordringer som ungdomspolitiker, og ifølge hende, kan der være særlige udfordringer, både i at få taletid, men også at opnå en seriøsitet omkring det, man har fået på dagsordenen i en højpolitisk hverdag:
“Vi får at vide, at du skal altid være den mest forberedte i rummet, fordi du starter på et andet punkt end de andre. Så møder man op som ungt menneske, til et eller andet møde, og er forberedt indtil benet, og dem man sidder til møde med har ikke engang læst bilaget.”
Hertil fortæller Julie Lindmann, at det måske kan være nemt at få politikerne til at smile og bakke op om et budskab, men langt mere udfordrende at få dem til at ændre deres politik:
“Vi så det jo ved klimademonstrationer og “Fridays for Future”, hvor politikerne går ud og er med og synes, det er dejligt at unge demonstrerer – Ved politikerne godt, at de demonstrerer mod sig selv? De unge demonstrerer jo mod jer, og I hører dem ikke, og de inviterer dem ikke ind!”
Skal unge tages seriøst?
Den stemmeberettigede ungdom har kort holdbarhed. Tæller vi fra den stemmeberettigede alder og til man er tredive, har man 12 år til at være en del af den ungdom, som er fri af traditioners binding. Herefter står man med hverdagslivets ansvar på skuldrene og familie- og hverdagsforpligtelser, som ofte flytter både tid og fokus fra det politiske engagement, som ses i ungdomsorganisationerne.
Cille Hald Egholm er stolt af, at hun i Borgerrepræsentationen har været med til at sænke gennemsnitsalderen – og endda kun er den anden yngste hos dem. For hvis det er de unge, der rammes hårdest af samfundets ændringer, og i øvrigt rammes hårdest i debatten om klima og uddannelsernes fremtid, har de 12 år som ung en udfordret repræsentation. Gennemsnitsalderen i eksempelvis Folketinget var måske i nogens øjne håbefulde, som støt faldende i årene 1998-2011, men ved folketingsvalget i 2019 ser vi en tendens, hvor gennemsnitsalderen igen er på vej mod de 50 år.
Debatten reflekterer emner som klima, trivsel og uddannelse; noget, som i deltagernes øjne er udfordrende og kræver indsats på lang sigt – temaer som har store omkostninger og konsekvenser her og nu. Og måske er det netop hér, vi slår hovedet på sømmet og gør det meget nemmere at nikke og smile, end at lave en reel politisk forandring. I hvert fald hvis man spørger Jørn Sønderholm, professor i politisk filosofi på AAU. Forandring med krav og smerte for den enkelte er i hans øjne ikke noget, som sælger stemmer. Det skal være lækkert, forståeligt, omfavnende, og kun med konsekvenser, som rammer senere – som goder med lånte penge, hvor vi ikke mærker konsekvenserne nu og her. Eller med konsekvenser for en ungdom, som er født efter 2010, og derfor endnu ikke er stemmeberettiget.
Så skal ungdommen råbe endnu højere for at blive hørt? Er det os, der tager konsekvenserne af de udfordringer, generationer på 30+ har skabt? Og er det os, og særligt os, som er dem, der tænker langsigtet og stemmer på en holdbar løsning, selvom den kommer med krav og konsekvenser i hverdagen?
Debatten bragte mange relevante emner på banen, som er værd at overveje, når man som ung bliver ramt hårdest og handler i en verden, hvor de fleste har overstået den dannelsesrejse, som ungdommen er, under andre præmisser end den, vi står overfor i dag. Modstand kan komme mange veje fra, og måske råber tradition og ‘det man plejer’ højere end selv de mest ekstreme unge, som engagerer sig politisk.
Du kan se eller gense debatten HER og få mange flere emner og nuancer med, end vi har kunnet skildre, hvis du tør stille spørgsmålet: “Svigter samfundet de unge?”
