TEKST Sofie Rosenkrantz Hansen
Det er blevet tid til det sidste månedlige horoskop for dette semester, da Agenda jo selvfølgelig også går på sommerferie snart (kæmpe undskyld til dem, der har fødselsdag i sommerferien og ikke kan læse deres horoskop – inklusiv mig selv). I denne måned er det tyren (april 21 – maj 20), der sættes i fokus, og tyren er helt klart et stjernetegn med mange facetter. Dig med stjernetegnet tyr kan nemt opfattes som afslappet, tålmodig og sommetider ligefrem doven, men du har også en enorm stædig side. Det er dog forkert at sige, at tyren er doven, men det kan nemt så sådan ud, fordi tyren er enormt analytisk og ikke nødvendigvis en first-mover, men man kan altid regne med, at dét tyren beskæftiger sig med, bliver gjort ordentligt og til perfektion – især hvis der er mulighed for en eventuel belønning efter arbejdet. Tyren sætter pris på de gode ting i livet og søger konstant balance samt sikkerhed, og hvis disse ting bliver udfordret, så bliver tyren stædig og vil kæmpe for at bibeholde det gode liv. Dog er tyren et tegn, der gerne vil gemme den lidt voldsomme stædighed væk til fordel for at udstråle afslappethed og balance, hvilket sågar går hånd i hånd med det faktum, at tyren også kan være en meget privat person. Du som tyr kan også have tendens til at være en stille person i større forsamlinger, men i virkeligheden er det fordi du i stilhed gennemtænker den situation, du befinder dig i – men din tavshed kan også være et tegn på, at du gemmer dine følelser væk indeni og prøver at fremstå mere afslappet, end du måske i virkeligheden er.
Årshoroskop for: Tyren
2022 har potentiale til at blive et enormt lykkebringende år for dig som er tyr, men det kræver, at du selv tager det først skridt! Året startede ud med at din herskerplanet Venus begynder dens første retrograd-periode i år sammen med det ambitiøse stjernetegn stenbuk. Venus hersker over kærlighed samt økonomi, så når Venus rejser sammen med stenbukken, er der mulighed for pengeregn, akademisk succes og en stor kærlighed.
Din fødselsdagsmåned vil også blive en blive en enorm succes, da der d. 30. april forekommer en solformørkelse, som vil give dig ekstra energi og glæde i livet som tyr. Dog rejser planeten Uranus med dit stjernetegn hele 2022, og i og med Uranus hersker over at eksperimentere og rebelskhed, så bliver du udfordret til at give afkald på den balance, du værdsætter så meget, hvilket kan hjælpe dig med at komme ud af din komfort-zone og nå dine mål for året.
Alt i alt er der store chancer for at få et rigtig godt år for tyren. Den første halvdel af året ser ud til at blive den nemmeste, da Venus og Stenbukken skaber gode muligheder for tyren til at opnå succes og glæde. Den anden halvdel af året bliver en smule mere udfordrende, da Uranus vil forsøge at ødelægge tyrens balance, så dig som tyr er nødsaget til at tænke ud af boksen og handle anderledes.