TEKST Sofie Rosenkrantz Hansen
De sidste par år har – som vi nok alle efterhånden er mere end bevidste om – været enormt påvirket af COVID-19, og alt det der følger med; nedlukninger, karantæne, isolation, samfundssind og ikke mindst misinformation samt fake news. Vi har alle sammen højst sandsynligt mødt skeptikerne, som har læst en artikel fra totallytrustworthynews.com eller noget lignende, som skærer ud i pap, at COVID-19-vacciner altså faktisk er et middel som regeringen bruger til tankekontrol og hjernevask. Men selvom pandemien i høj grad gav lejlighed til en eksplosion af falske nyheder og polarisering i samfundet, så har en generel mistillid til regeringen altid eksisteret, måske mest i USA, men nu også i Danmark.
Jeg tror, at falske nyheder kan anses som værende en form for konspirationsteori på steroider, som er blevet accepteret af specifikke grupper. Altså en konspirationsteori, som er gået fra at være en teori til den absolutte sandhed for nogle. Da jeg var yngre var jeg meget optaget af konspirationsteorier, og jeg troede oprigtigt på selv de mest tåbelige af slagsen. Min egen introduktion til fænomenet var en YouTube-video, som hævdede, at Lady Gaga er satanist, fordi hun har gedehoveder placeret rundt omkring i hendes musikvideoer. Jeg var bange for Lady Gaga i flere år. Jeg troede også, at månelandingen var fake news, at USA kontrollerer vores handlinger via antenner, at Illuminati er et ondt broderskab, der vil overtage verden, og at alle kendisser, kongelige samt politikere verden over er reptilmennesker. Selvom alt dette lyder tåbeligt i mine øjne nu, hvor jeg ikke længere er en nysgerrig 13-årig, så kan konspirationsteorier være enormt spændende og underholdende at læse om, men de går hen og bliver farlige, når det udvikler sig fra hypoteser til ”fakta”.
Vi har nok alle sammen set falske nyheder i større eller mindre grad, i hvert fald hvis man færdes på de sociale medier, men der er helt klart forskel i, hvor alvorlige konsekvenser nyhederne kan have for samfundet generelt. Hvis man regelmæssigt bruger sociale medier er det som regel ret nemt at identificere falske hjemmesider, som skriver en masse clickbait-artikler for at få trafik på hjemmesiden, samt de lejlighedsvise artikler fra BT eller Ekstra Bladet, som bruger overskrifter på deres webartikler, som er ude af kontekst fra det faktiske indhold. Men der er også de nyheder og artikler, som kan være sværere at gennemskue, især hvis det bekræfter én i en allerede eksisterende holdning man må have – og det er her polarisering kommer ind i billedet.
Efter min mening er det allermest destruktive ved falske nyheder nemlig den polarisering, det skaber, og som medierne selv er med til at understøtte. Faktum er, at de nyheder som bliver vist på de sociale medier gennem mediernes algoritmer er dét, som algoritmen ved, vi gerne vil se. Det vil altså sige, at vi konstant bliver bekræftet i de holdninger, vi har, lige meget hvor langt ude, falske, skadelige og demoraliserende de end må være. Hvis man vil være politisk og nyhedsmæssigt oplyst på begge sider af det politiske spektrum og samtidig være sikker på, at det man læser, er faktuelt korrekt, så er man nødt til aktivt at tage et valg om det – men det er ikke engang sikkert, at man ved, at det valg eksisterer, hvis man er overbevist om, at det man læser, er sandt.
Vi ser konsekvenserne af dette overalt, lige fra den enorme politiske polarisering i USA (eksempelvis Stormen på U.S Capitol) til den overraskende store andel af befolkningen, der nægter sig vaccineres af ikke sundhedsmæssige eller andre rationelle årsager – men er det udelukkende mediernes algoritmer, der er skyld i dette? Svaret er nej. I hvert fald hvis man spørger den amerikanske professor i sociologi og offentlig politik på Duke University, Chris Bail. Bail har skrevet en bog med afsæt i sin egen undersøgelse indenfor emnet,”Breaking the Social Media Prism”, som gør op med hele idéen om at gøre de sociale mediers algoritmer til den eneste syndebuk. Hans undersøgelse viser, at selvom vi ofte betragter problemet som et følge af ekkokamre på de sociale medier, som brugerne nægter at bevæge sig væk fra, så er det faktisk slet ikke dér, problemet ligger. Chris Bails teori blev understøttet i et forsøg han udførte, hvor han sendte opslag fra det modstridende parti til henholdsvis demokrater og republikanere på Facebook og Twitter. Det viste sig, at forsøgspersonerne ikke blev mindre polariseret, men derimod blev mere bekræftet i, at det andet partis holdninger er forkerte – det havde altså den modsatte effekt. Det kan altså derfor siges, at selv hvis man bevæger sig ud fra det ekkokammer, man befinder sig i, så kan man stadig være tilbøjelig til at vælge de holdninger, der passer bedst ind i sin egen ideologi – og ignorere resten, fordi det jo må være ”fake news”.
Det ser altså ud til, at de skadelige falske nyheder ikke blot er polariserende, usande artikler, men også en måde, hvorpå man kan børste de nyheder af sig, som ikke passer ind i ens verdensbillede. En anden måde, hvorpå dette kan gøres, og som vi især har set i Danmark, er at kalde dem med et andet syn på tingene for ”får” – nogen, der bare blindt følger med flokken. Det er især set i grupper som Men in Black, som har forholdt sig kritisk til regeringens corona-restriktioner, og som især har opholdt sig i private grupper, hvor alle deler samme holdning. Sådanne individer, ifølge Chris Bail, bevæger sig kun ud fra deres ekkokamre for at diskutere og overbevise folk om, at de altså har fat i den rigtige sandhed. Når dette sker,kan det se ud som om, at mindretallet af ekstremister er meget større end det rent faktisk er, da de som regel er de groveste og mest højtråbende på de sociale medier. Dette er med til at distancere grupper endnu mere fra hinanden, da mange vælger at bekæmpe hårdt med hårdt og kalde tilhængere af Men in Black for eksempelvis ”sølvpapirshatte”, som har været en meget populær fornærmelse de seneste par år.
Alt dette er dog, ifølge Chris Bail, kontraproduktivt, da det skaber mere polarisering i længden. Dog opfordrer han stadig til at tage diskussionen op, men på en saglig måde, så kløften mellem overbevisninger mindskes og ekstremister bliver udfordret i deres holdninger på en måde, der rent faktisk har potentiale til at skabe en forskel.
