TEKST & FOTO Dianna Korshøj
Bilen blev parkeret, og retningen sat mod hotellet. Hovedpinen var en smule mildnet, så trods tilbud om at blive fulgt tilbage, blev det pludselig muligt at tage en øl, og skåle på en vellykket kulturel oplevelse. Snakken gled livligt, og da glasset ulyksaligt blev tomt, kunne vi lige så godt spise aftensmad, før vi skiltes. Det skulle ikke være stort, men for to jyder uden begreb om hvor man burde tage hen, tyede vi til det vi kendte: Café Trold, som lå på Vesterbro torv, og som vi i vores korte tid i København, allerede havde passeret en håndfuld gange. Hjemligt og alligevel den caféstemning, man er begyndt at forvente. Alt for lidt plads, men et menukort med velkendte retter. I stor kontrast til aftensmaden dagen før, skulle der ikke holdes på former; maden blev spist som den velkendte fastfood mulighed, når det skal være nemt, og energiniveauet var tydeligt manglende. Mens min kammerat fordøjede maden i beklagende stilhed, lod jeg blikket vandre, og fandt min egen alderdom spejlet.
Ved siden af os sad en mand i 70’erne. På bordet lå et udvalg af caféens aviser, en brugt tallerken, og et halvfyldt glas, mens han i hånden havde en bog i rejsestørrelse. Midt i en trang og fyldt café i de Københavnske gader, havde han gjort det til sit eget. Midt iblandt mennesker og det pulserende liv, havde han skabt en virkelighed, hvor skønlitteraturen fik magt. Han tog en plads fra nye sprudlende og betalende kunder, men skabte en diversitet, som resonerede i mig. Mens min kammerat uforstående rystede på hovedet, indledte jeg en samtale om bogen han læste. Selvom både forfatter og titel har forladt min hukommelse, gjorde bogen et særligt indtryk. Det var om en stilletiende modstand mod tyskerne i forbindelse med Anden Verdenskrig. Et polsk syn på det at være uønsket. Vi snakkede om krigstiden og forfattere, som i kraft af sit hjemland var drevet på flugt, og fundet litteraturen til modstand. Selvom vi ikke hver gang var enig om glæden ved en særlig forfatter, åbnede han mit blik for den polske litteratur, mens jeg fik ham til at genoverveje Adorno med et større blik for samfundsprovokation frem for indhold. For det var interessen for oprøret mod ’magten’, som betog os begge. Mens min kammerat pressede på for at komme videre, kunne jeg finde ro i en fortælling, som for mig var meget mere end det. Jeg tilbringer ubekymret tid på kaffebar og til tider spisesteder på at læse, frem for social snak med en ledsager. Men jeg også mærket blikkene. For det er anderledes og noget ’man’ ikke gør. Jeg har fået at vide, at det er ’bedre’ at have selskab, og selvom jeg ikke har været enig, anerkender jeg også en forståelse om, at det kan synes ensomt. Som om det sociale aspekt er bedre end det man kan tage ind, af de pulserende stemninger i bylivet og den valgte litteratur eller tanker for dagen. Antagelsen om, at hvis det sociale altid er bedre, må fraværet være af nødvendighed frem for et valg. Det er nok her, den ophøjelse af det ekstroverte særligt kommer frem i lyset. Cafélivet på en date, eller med anden samtalepartner har absolut værdi, og jeg byder det velkommen, når fremmede stiller an til momentan samtale, og en ny fortælling byder sig til. Alligevel tilbyder den litterære tankestrøm i det pulserende liv en kvalitet, som smalltalk og andre venligheder ikke kan måle sig med. Noget, jeg fik bekræftet i mødet med en gammel mand, midt i de pulserende Københavnske gader. Med den store aldersforskel fik jeg bekræftet, at ligegyldigt anden præstation og fremdrift i mit liv, er det også okay at stå stille. Det jeg vælger at bruge tid på nu, kan få lige så meget plads i en alderdom, hvor uddannelse, udmærkelse og præstation ligger bagud. I spejlet af min egen alderdom, fik jeg bekræftet, at der altid er plads til den pulserende litterære glæde – hvad end livet leves i partnerskabets og familielivets sociale rammer, eller under selvstændighedens selektive nærvær. Denne weekend var dog indstillet til det sociale nærvær, og med social inspiration, var det fristende at tage med min kammerat på værtshus til bare en enkelt øl – En antagelse og påstand, som vi nok ved, er som taget ud af selveste Djævlens mund.
Se også:
Del 1: på Detour til København
