Trods Statsministerens følelsesmæssige tilgang til udenrigs- og sikkerhedspolitik, tvang deltagerne niveauet højt, da hun i slutningen af marts lagde vejen forbi AAU.
TEKST Dianna Korshøj FOTO AAU Kommunikation
”Verdenshistorien udspiller sig for øjnene af os. Vi følger krigen i Ukraine tæt; en krig som leder til en energikrise, men også en fødevarekrise. Det er en tid, hvor der igen skal træffes vigtige beslutninger.” Med de ord, bød Michael Baggesen Klitgaard, institutleder på politik og samfund velkommen til debatten. En debat, hvor Statsministeren ikke bare snakkede om hvordan vi som land forholder os til krigen i Ukraine, og de konsekvenser, det har i vores dagligdag, men også et indledende startskud for det forestående folketingsvalg. Selvom barren blev lagt højt til den indgående viden om udenrigs- og sikkerhedspolitik, blev svarene også båret af ideologiske principper og værdipolitik. Det var umuligt at skelne stedfaste processer fra interessebaserede fordelingspolitik – og hvis der er noget pandemien har lært os, så er det, at der er mange måder at forvalte regeringsmagt, og endnu flere holdninger til hvordan det bør gøres. Derfor fordrer jeg hermed læseren, til at væbne sig kritisk, åbent og overbærende, når vi dykker ned i det aktuelle emne om udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Studerende og undervisere fyldte den store kantine på Fibigerstræde 15, da Statsministeren lagde vejen forbi. Hun viste taknemmelighed over at besøge ’sit gamle universitet’, og bød deltagerne til at spørge om alt mellem himmel og jord, når debatten senere blev slået an. Herefter vendte tonen dog mere alvorlig, for som Statsministeren gjorde det klart, vil Europa være en anden, på den anden side af den krise, vi står overfor:
”Der var ét Europa før 24. februar, og et andet Europa bagefter.”
Hjerteskærende historier blev portrætteret; om unge mænd, kvinder og relationer, som aldrig bliver det samme igen. Om splittede familier og en brutal fremtid. Hun fortalte om brud på krigens love, og en forventning om at det bliver endnu værre. Og der var ingen tvivl: Putin er den skyldige. De civile omkostninger er enorme, og vi står i den største krise siden 2. verdenskrig. For Putin har ingen stopklods. Statsministeren hævdede, at han har ødelagt vores sikkerhedskultur, og det, vi andre har bygget op; hvor ingen magt bestemmer mere end andre:
”Han angriber hele idéen om at vi bygger et globalt verdenssamfund på gennemsigtighed og værdier og demokrati, og anerkendelse af hinandens suverænitet. Derfor er vi i en endnu mere alvorlig situation, end det øjet kan se.”
Alligevel mente hun, at han har undervurderet Vesten. For vi står sammen. Ikke kun med hinanden, men langt ud over de vestlige landegrænser. Hun påpegede, at det kommer til at kræve rigtigt meget, af os alle. Med grin fra salen, trækker hun på sine erfaringer som Statsminister:
”Nu har jeg prøvet lidt, hvad det vil sige at krisehåndtere igennem de senere år. Og min erfaring siger mig, at det går også lidt op og ned i kriser. Som regel starter vi alle sammen med at være meget energiske. […] Og så kommer der et tidspunkt, hvor det begynder at være lidt svære. Og i dén her situation kan vi komme til en situation, hvor det bliver rigtigt svært. […] Men Vesten er ikke kun geografi, den er også værdi. Mit primære budskab er derfor til jer, at der hvor vi startede for fire uger siden, der skal vi blive, vi skal fortsætte, og vi skal gøre endnu mere.”
Statsministeren fortalte hvordan vi har stået sammen om tre ting: økonomiske sanktioner, stærk humanitær indsats, samt at levere våben til Ukraine. Og det skal fortsætte. Sanktionerne begynder at virke, og NATO og EU står til Putins store overraskelse, langt stærkere end før. Med retorisk håndelag opfordrede hun derfor til, at vi går til stemmeurnerne, når vi skal stemme om at afskaffe forsvarsforbeholdet. Hun fortalte, at vi skal tage afstand fra Putin, og væk fra Russisk gas hurtigst muligt, selvom det kommer med bekostninger i hverdagen:
”Vi vil allerhelst over på vedvarende energi hurtigst muligt. Det bliver dyrt, og det kommer til at kræve meget af os alle sammen, vi kan forvente, og vi ved, at det kan være rigtigt svært, når man er på SU, at de stigende energipriser, vi oplever lige nu, de vil fortsætte noget tid. Krigen har sin pris, og det er os alle sammen, som kommer til at betale den.”
Konsekvenserne af de prioriteringer, som bliver lavet indenfor det udenrigs- og sikkerhedspolitiske myndighedsarbejde, gik hun ikke i dybden med foran salen, men forklarede følgende, da vi efter debatten spurgte, hvordan hun anbefaler de studerende skal forvalte en endnu strammere økonomi:
”For det første vil jeg sige, at studiejob er altid en god idé. Og selvom det ikke altid føles sådan, så et af de tidspunkter, hvor man rent faktisk har en god tid i livet, det er ofte mens man er studerende. Så et studiejob er godt; det er svært at leve af en SU alene under alle omstændigheder. Så studiejob er godt, og selvfølgelig måske især hvis det er studierelateret, men i det hele taget er det godt, så det synes jeg aldrig man skal tale ned, og de fleste kan også godt nå det hele på en ordentlig måde. Og det er jo klart, de stigende priser rammer jo også de studerende, og der har man ikke nogen særligt stor økonomi. Vi er ikke der endnu, hvor vi har et fuldstændigt overblik over hvad konsekvenserne bliver, så man kan sige, at for nærværende skal vi jo alle sammen prøve at tilpasse vores økonomi, men jeg ved godt at det bliver svært på en SU, så man må prøve at finde sin vej i det.”
Om vi så må acceptere, hvis yderligere timer på studiejobbet får negative konsekvenser for læring, tid og fagligt niveau på studiet, kunne hun ikke gå ind i, men én ting var sikkert: studiejob er for Statsministeren altid godt. Og lige så unuanceret, som svaret på de stigende leveomkostninger, var holdningen om Putin også klart:
”Ligegyldigt hvad han gør. Ligegyldigt hvilke forbrydelser, han måtte udsætte den ukrainske befolkning, eller andre lande for, så skal Vesten stå sammen, samlet på den anden side”
For hvis man ikke synes det allerede, var der i Statsministerens oplæg ingen tvivl om, at ”[…] Putin er sådan lidt halv-træls […]”, som en studerende så fint opsummerede det, som indledning til sit spørgsmål. Selvom den retoriske indgang til debatten havde trukket kompleksiteten i udenrigs- og sikkerhedspolitikken ned i et følelsesmæssigt spor, tvang deltagerne i debatten kompleksiteten tilbage på sporet; en kompleksitet, som her er svær at opretholde. Debatten gjorde os klogere på Statsministerens holdning til komplekse systemer og beslutninger, på et vidensgrundlag, som vi ofte kun ser ved belæste professorer. I meget reduceret form, blev vi derfor klogere på følgende:
- Statsministeren mener ikke, at det store sammenhold og territorielle fællesskab vil have betydning, for Danmarks evne til at gå uafhængigt ind i stridigheder globalt, vi vurderer værdigt.
- Særloven for ukrainerne bør ikke generaliseres i vores udlændingepolitik, da den prioriterer de stærkeste flygtninge. I stedet bør vi sætte ind med hjælp i nærområdet, så vi i højere grad kan hjælpe de flygtninge, der har behov for det.
- Teorien om gensidig afhængighed er ikke blevet modbevist af krigen i Ukraine, når det gælder to lande med stærkt demokrati. Vi har en tendens, til at tænke, at alle er som os, og tro at vi er ens, når vi handler sammen og holder OL sammen. Men krigen har vist, at den gensidige afhængighed ikke holder, når man har to så vidt forskellige værdisæt.
- Vi bruger ikke ekstra penge på forsvaret grundet pres udefra, men fordi Statsministeren ønsker at gå ind i det ”af hele [sit] hjerte”, at Danmark skal opruste og øge forsvaret.
- Statsministeren ønsker at respektere Grønland og Færøerne som selvstændige lande i Rigsfællesskabet, hvorfor oprustningen ved Arktis ønskes i tæt samarbejde.
- Statsministeren ønsker ikke aktivt at gå ind i krigen med Rusland. Sanktionerne anskues som et stærkt våben mod Putins magtposition, og der ses allerede nu, at de økonomiske konsekvenser bliver mange. Når der ses på diplomatiske, kulturelle og samhandelskonsekvenser, mener Statsministeren, at det kommer til at rigtig stor effekt.
- Transatlantiske samarbejde har stor betydning, hvor NATO er en forsvarsalliance og Europa forvalter eksempelvis sanktionerne, kræver sådanne udfordringer at vi ikke handler alene. Statsministeren kunne derfor ikke forestille sig eller ønske, at Europa stiller med eget forsvar.
- Statsministeren mener, at vi skal holde øje med Putin, for vi kan antage, at han også ”har øje for” andre dele af vores verdenssamfund.
- Statsministeren mener, at uagtet om det er Trump eller Biden, er der opbakning om at Europa kan mere. Med den urolige verden vi ser, skal Europa kunne mere. Vi skal ikke have en Europa-hær, og har heller ikke en NATO-hær, men vi skal blive med at lave de koalitioner, som skal til, for at støtte hvor det er nødvendigt.
- Atomkraft er umiddelbart ikke af interesse til energi. Vi er dygtige til at lave vedvarende energi, og det tager lang tid på at opbygge atomkraftværk – men vil alligevel hellere have fransk atomkraft end russisk gas.
- Statsministeren mener, at det har stor styrke, at vi i Danmark kan bakke op om at flygtninge kan færdiggøre en afbrudt uddannelse her i landet, men mener at andre er klogere på hvordan det kan lade sig gøre i praksis.
