1. Beskriv dig selv med 3 ord.
Direkte; analytisk; relativ stor fan af Mariah Carey og Phil Collins.
2. Hvad ville du være som barn?
Fodboldspiller.
3. Hvad er du fagligt mest stolt af?
Min første videnskabelige artikel og at mine Ph.d.-studerende er kommet flot videre i deres karriere.
4. Hvis du vandt 10 millioner kroner, hvad ville du så gøre?
Købe et par nye løbesko og tage på jordomrejse med min familie.
5. Hvad er det skøreste, der er sket for dig?
Jeg tog en gang amerikansk kørekort i New Orleans. Ved køreprøven går jeg med den prøvesagkyndige ud til bilen. Hun er i højhælede sko og falder. Jeg når at gribe hende inden hun rammer asfalten, og et kort øjeblik har vi øjenkontakt. I det sekund vidste jeg, at jeg ville bestå prøven. Den tog 8 minutter, og jeg blev kun bedt om at dreje til højre. Det hører med til historien, at jeg ugen forinden havde dumpet den teoretiske prøve med 3 rigtige svar ud af 20. Jeg havde overhovedet ikke forberedt mig. Det var en dårlig idé!
6. Hvilken person, død eller levende, ville du helst møde?
Marie Curie
7. Hvad er det værste ved dit arbejde?
At opleve at mange af mine dygtige unge kolleger ikke bliver belønnet nok for deres ekstremt flotte undervisnings-, formidlings- og forskningsindsats. Pengene og magten i universitetsverden bliver for ofte liggende hos en ældre generation af ansatte. Vi skal blive bedre til at belønne forskere og undervisere på baggrund af deres meritter og ikke så meget på baggrund af deres titel og anciennitet.
8. Hvad er din livret?
T-bone steak
9. Hvilket dyr ville du være?
Løve
10. Hvad er dit nuværende projekt?
I øjeblikket arbejder jeg bl.a. på et projekt om VM i Qatar. Jeg forsvarer det synspunkt at Danmark, og andre rige lande, ikke bør boykotte VM. Det bør de ikke gøre fordi de igennem deres handels- og immigrations politik aktivt skader fattige mennesker i de lande, hvorfra gæstearbejderne typisk kommer. Qatar gør mange ting forkert i forhold til de forhold de tilbyder gæstearbejdere! Qatar giver dog millioner af lavt uddannede arbejdere lov til at komme til Qatar og tjene penge sådan, at de kan gøre livet bedre for dem selv og deres familie. Danmark, og andre rige lande, lukker disse mennesker ude og vil ikke tillade at de sælger deres varer på vores marked. I det perspektiv, er det moralsk malplaceret at kritisere og boykotte Qatar for ikke at gøre nok for udenlandske gæstearbejdere.