Aalborg Universitet fik i 2021 førstepladsen på FN’s fjerde verdensmål om kvalitetsuddannelse, og vores universitet er sågar et kæmpe hotspot for topkvalitetsforskning. I denne udgave af Agenda vil vi gerne sætte fokus på AAU, og alle de spændende ting der sker rundt omkring på campus – derfor vil vi præsentere dig for et af universitetets interessante forskningsprojekter, nemlig ”The CHALLENGE Project”.
TEKST Sofie Rosenkrantz Hansen
Det omtalte forskningsprojekt består af Luis Vieira, Peter Fisher og Simon Lajboschitz fra Khora Virtual Reality, Merete Nordentoft fra Psykiatrisk Center København samt Stefania Serafin fra Multisensory Experience Lab på AAU. Som overstående nok afslører, handler dette forskningsprojekt om den virtuelle virkelighed, samt hvorvidt brugen af dette kan hjælpe med at gøre bugt med auditive hallucinationer hos individer, der lider af skizofreni.
Det er et projekt, som i høj grad kan hjælpe mange mennesker, hvis forskernes software viser sig at skabe brugbare resultater. I øjeblikket har en foreløbig test med en person givet lovende resultater. Deres software bliver klinisk testet på 133 patienter ud af 266, hvor de resterende indgår i en kontrolgruppe. Dette kommer til at tage to år.
Jeg vil være ærlig at indrømme, at deres projekt ligger lidt uden for mit fagområde, men jeg vil nu alligevel forsøge mig på at forklare det i grove træk – men jeg kan ikke love, at det er en faglig korrekt gengivelse, derfor vil jeg også anbefale at læse om projektet på AAU’s hjemmeside, hvis følgende fanger din interesse.
I Danmark bliver 15.000 mennesker behandlet mod skizofreni, men alligevel har 1/3 patienter stadig symptomer på trods af brug af antipsykotisk medicin og kognitiv adfærdsterapi. Det ses, at den kognitive adfærdsterapi ikke er tilstrækkelig effektiv og tilgængelig, og derfor har målet været at opfinde en ny behandlingsform, som er mere tilgængelig og kan nå ud til flere mennesker. Som et følge af dette blev der udarbejdet et software, der, så vidt jeg har forstået, er en kombination af forskellige komponenter som læbesynkronisering og modulation. Programmet kræver, at terapeuten og patienten arbejder sammen om at skabe virtuelle figurer, som imiterer patientens hallucinationer. Patientens samtaler med figurerne, og terapeuten skal hjælpe patienten med at få kontrol over hallucinationerne.
Jeg synes, at CHALLENGE-projektet er enormt interessant, nok både fordi jeg ikke ved så meget om virtuel virkelighed og dens mulighed, og også fordi det kan gøre en reel forskel for andre mennesker. Det sætter endvidere tingene i perspektiv, at denne slags forskning sker lige her på AAU, og at det vi egentlig studerer hver dag, kan ende ud i, at vi også har muligheden for at bidrage positivt til andre menneskers liv. Jeg synes helt klart, at projektet samt andre projekter på AAU er værd at tjekke ud, og de kan tilgås via Aalborg Universitets forskningsportal. Det kunne eventuelt erstatte de tunge studiebøger for en stund som lidt inspiration.