En jysk naivitet sætter fødderne i storbyens gader, hvor den moderne maskulin kvinde bliver konfronteret med kønsroller, gennemstegt kød og større fodspor, end den jyske muld har opdraget til.
TEKST & FOTO Dianna Korshøj
Missede du DEL 1: På detour til København?
Læs den her
For tidligt møder vi op til vores reservation på MASH. Vi bliver henvist til baren, og trods mit paradigmeskift fra den traditionelle familiebuffet til jakkesæt og whiskyglas, følte jeg mig hjemme. Her blev holdt på former og en klar stil, men i en prisklasse som afviger væsentligt fra SU-budgettet. Jeg blev fyldt af stemningen, og mens snakken over bardisken lød på kvalitetsmærker af alkohol, nød jeg den Gin and Tonic, som jeg ikke selv havde betalt. Jeg har aldrig flirtet mig til drinks i byen, og overser ofte hvis buddet lyder, men på denne tur, blev jeg bedt om at lade pungen ligge derhjemme. Den traditionelle feminine rolle. I stor kontrast med de ben i næsen, jeg er opdraget til. Selvstændighed og evnen til at være tilstrækkelig med og i sig selv, er en værdi, som pulserer i mine årer, men som jeg for en weekend skulle efterlade. Alligevel følte jeg mig ikke som en kvinde fra 30’erne; gammeldags og svag.
Normalt har jeg svært ved de traditionelle feminine værdier, for vi er opdraget til at det betyder svaghed. Vi skal have medbestemmelse for at have værdi; noget jeg havde valgt ikke at have i en weekend i en andens liv. Hvorfor skal man tvinges til at bestemme noget, hvis man er tilfreds med den plan som er lagt? Forskningen viser, at (for mange) valg og uigennemsigtighed er noget, som kan bidrage til stres, for hvad er det rigtige valg? Hvad nu hvis man vælger forkert? Hvordan træffer man det rigtige valg, hvis valgmulighederne alle har ønskværdige udfald? Hvad skal man gå på kompromis med?
Jeg tror, at værdien om at træffe valg (udover ønsket om frihed), stammer fra idéen om det maskuline; manden som ved hvad han vil, går efter det, og ikke går på kompromis. Og ja, det lyder også stærkt og selvsikkert, men reducerer ’valget’ til én rigtig mulighed. I mit nu 34årige liv, har jeg truffet mange forkerte valg; uddannelse, mænd, bolig, påklædning, og de ord som ofte bruser ukontrollerbart ud af min mund. Alligevel ser jeg det ikke som fejl. Det er alle ting, som har bragt mig til hvor jeg er i dag. Og alle er valg, som har givet mig både oplevelser, indsigt og uanede mængder af både livsglæde og udfordringer; noget, jeg ikke ville have været foruden. De valg, jeg har truffet, har været de rigtige i situationen, og på denne tur, lagde jeg trygt de mange valg, i hænderne på min kammerat. Havde jeg sat krav og standarder i løbet af weekenden, som en moderne maskulin kvinde, blev den tilpasset, men efter 16 års venskab, var det ikke nødvendigt. Den store Tomahavk lå på hans side af bordet, mens pigebøffen og hvidvinen var på min.
En ekstraordinær venlig og serviceorienteret tjener sørgede for, at den gode oplevelse på MASH ikke kun lå i smagsoplevelsen – den lå også i smalltalk, jokes og ikke mindst nærvær. Oplevelsen var ikke perfekt; de havde byttet om på vores stegningsønsker, så den røde pulserende bøf blev karaktertræk for den store Tomahavk, og min pigebøf var uskyldig og gennemstegt. Alligevel var smagsoplevelsen af første klasse. Men er det særligt fint, når en restaurant har service nok til at kød, pommes frites og sovs alle kan have hver sin tallerken? Viser det overflod? Jeg kan godt se, at kødet får en særlig status, når den har sin egen tallerken, men for denne lille jyde, blev bordet bare rodet, og måltidet mere usammenhængende. Men hvad ved jeg? Det store flotte udskæringsbord, som blev rullet ind til tomahavken, viste enorm pondus – igen, til trods for, at min kammerat havde fortalt, at han selv ønskede at skære den ud. Imponerende var det i hvert fald, selvom det ikke blev brugt. Oplevelsen på MASH levede op til alle forventninger og mere til. For trods de mange forvekslinger, gjorde både smagsoplevelse, stemning og serviceniveau, besøget til et, som havde været værd at vente på.
Mens støvregn gav aftenen karakter, i lyset fra gadelamperne, valgte vi at gå de små to kilometer tilbage til hotellet. Jeg elsker at gå, så det var mit valg, som helt uden at italesætte det, fik lov at pryde turen mod hotellet. Vi var trætte efter en lang dag, men humøret var højt. Jeg fik fortællinger om hvilke veje man bør gå og hvilke, man (særligt om aftenen) bør undgå. Måske burde jeg være utryg i de Københavnske gader om aftenen, men med godt selskab og en jysk naivitet, følte jeg mig tryg.
Klokken nærmede sig 22 på en fredag aften, og tilbage på hotellet mødte jeg ungdommens udfordring. Vi er jævnaldrende, og selvom jeg uproblematisk kunne lukke øjnene en ’tidlig’ fredag aften, følte han sig gammel. Livet i den pulserende by var fravalgt – Og ikke bare fravalgt, men fravalgt til fordel for søvn. Jeg ville sove, og han var fri til at gøre hvad der faldt ham for, og som et skridt ud af ungdomskonflikten, connectede jeg min Netflix konto til fjernsynet. Næsten modvilligt tog han imod min telefon med streamings tjenestens mange muligheder, mens jeg lyksaligt lukkede øjnene, og så frem mod en lørdag, uden krav om at stå op. Troede jeg.
Lykkeligt havde jeg glemt, at morgener i selvskabt med min kammerat mest af alt minder om en scene fra Toy Story, hvor selveste Buzz Lightyear, drevet af Duracell batterier sætter dagsordenen ’mod det uendelige univers’. Selv, foretrækker jeg en stille morgen med alt for meget kaffe, hvor opholdet på hotel indbød til ro og nærvær, og stemningen at forkælelse inviterede til væsentligt andet aktivitetsniveau end det høje niveau, jeg er vant til. For ham, bød opholdet på eventyr. Han skulle ud og opleve hovedstaden, og alle de ting, som han ikke har mulighed for i Jylland. Fortællinger over morgenbrødet, om hvordan hans far næsten diktatorisk, havde sat dagsordenen på familieferier; oplevelser og seværdigheder lå på stribe i nye uudforskede lande. Fortællinger, som var langt væk fra min egen opvækst. Jeg er ikke drevet af den store udlængsel eller oplevelser, men glæde i det nærværende. Noget, han valgte at acceptere, indtil jeg igen blev klar til, at retningen igen blev sat til landevejen.
Vi skulle opleve Kronborg. Store fortællinger om store mænd og store kampe. Et nationalt mindesmærke og seværdighed, som har fortællinger større end de fleste. Hans pulserende historiske interesse og jyske fornuft åbnede dog muligheder, som stillede os overfor et valg. Kronborg, M/S Museet for Søfart og Værftets Madmarked, var alle indenfor rækkevidde med rabat til indgangsbilletten. Morgenmadsbuffeten havde stillet sulten for en stund, og min meget nærværende hovedpine gjorde det indendørs søfartsmuseum til det oplagte førstevalg.
Omringet af anden verdenskrig, brillierede hans viden, og jeg lod mig drage af fortællingerne om hvad der var engang. Tragedier, overlevelse og nænsomt bevarede kærestebreve vakte et nærvær til de liv, som gjorde en forskel for Danmarks fremtid. Fortællinger om følelser, som ikke fik plads, men stadig var i tanken. Fortællinger, som den dag på søfartsmuseet igen blev vakt til live. Som jeg troede, at nærværet i den danske historiefortælling havde nået sine umiddelbare højder for mig, mellem seværdigheder fra anden verdenskrig, blev troen dog til skamme, da vi satte fødderne på Kronborg. Her var fortællingerne mere distanceret og indskrevet i mursten, men nationalismen fik plads som aldrig før i de store fodspor.
Drengedrømmens beundring af våben og historiske kampe blev nu udskiftet af national storhed. Han blev stille, og lige som jeg, tog han indtrykkene ind i fulde drag. Men for ham var det mere. Meget mere. Det var rødderne for vores nationalitet, og vi havde sat fødderne i større fodspor, end jeg nogensinde havde oplevet i historieundervisningen. Historierne genkendte jeg svagt, men med hans ord, ærbare stemme, og små armbevægelser, tog jeg fortællingerne ind, som aldrig før. Han fortalte hvordan det i den tid, var et tegn på status, når kongen og dronningen havde hvert deres værelse. Sådan et slot havde mange kvadratmeter, så at have det privilegie, at kunne opvarme flere værelser til beboelse, var noget helt særligt. Så måtte ægteskabeligt samkvem ordnes før de gik hvert til sit. Det var tider.
Langsomt blev jeg draget af tiden og kulturen omkring det royale. Utallige fortællinger om store fester i balsalen, hvor konsekvenser og skandaler spredtes som ringe, efter mad og vin i lange baner. Vi så Jim Lyngvilds flotte udstilling af kongerækken, hvor store kjoler og fortællinger gjorde balsalen til meget mere, end et fragment af min fantasi, som vi snart skulle møde. Selvom glasskoen udeblev, var vi som med et trylleslag til fest på kongeslottet. Fantastiske malerier, tekststykker og lysekroner gjorde fortællingen levende, og da han sagde, at vi burde danse derinde, spirede en pigedrøm, jeg ikke vidste, jeg havde.
Jeg forestillede mig, at han tog min hånd, som i filmene, og vi dansede som store konger og dronninger før os. Musikkens magi lod dansen være en lykkelig slutning, mens filmen stille fader ud. Tilbage i virkeligheden blev det dog ikke til noget, og mens nogle glade børn fandt Kronborgs største seværdighed i en vandpyt på vejen ved kasernen, nød vi et stykke fransk citrontærte og en kop kaffe på Strandvejsristeriet, mens både smag og udsigt mindede os om den storhed, vi også, som to danske jyder, var beriget med.
Som jeg måtte give fortabt til det lille, men overraskende fyldige stykke tærte, måtte jeg også give fortabt til min hovedpine. Vi vendte næsen mod hotellet, hvor jeg ville erkende mit nederlag, og han kunne sætte kursen mod de brune værtshuse. Aldrig havde jeg dog gættet, at godt selskab og københavnske luner kunne overvinde smerten, og berige mig med en menneskelig indsigt og endda vise mig min egen alderdom spejlet i de Københavnske gader. For lige dér; som vi igen trådte ud af de store fodspor, så jeg mig overvundet.
