Når politiknørderne snakker, læner vi andre os tilbage med Netflix eller onsdagsøl, og synker måske uden at vide det, ned i andres dagsorden. Kom med, når vi hopper ud af studenterpolitikken og ind i din hverdag.
TEKST Dianna Korshøj
Man siger, at netværk gør underværker. At det har stor betydning for jobmuligheder og succes i livet. Det har min tid som studerende efterhånden fået understreget et par gange. Jeg kender nu til mange forskellige mennesker, enten gennem venner, job, eller nogle af mine frivillige interesser. Somme tider overlapper netværket, mens cirklerne andre gange er helt adskilt; også selvom det meste foregår på universitetet. Nogle gange bliver man valgt fra, fordi netværk, kendskab eller interesse ikke er stor nok, men andre gange bliver man også spurgt om ting ved tilfælde, eller fordi man har en bestemt ‘hat’ på. Denne netværks-tilgang til udvalg og grupper, er udbredt – også her på uni. Oftest i form af studiejob eller studenterpolitik. Jeg er langt fra med i alt, som er relevant for hverken mit job, interesser eller kompetencer, men nogle gange sker det, at netværkscirklernes grænser krydser hinanden, og man får lov til at lege med, selvom en hat måske skal skiftes undervejs.
I slutningen af sidste år blev jeg som studenterrepræsentant (studienævnsnæstformand på Sociologi og Socialt arbejde) sammen med de andre næstformænd på fakultetet og medlemmerne af Akademisk Råd inviteret til at være studenterrepræsentanter i arrangørgruppen på SamfundsTalk, et årligt arrangement afholdt i samarbejde mellem Det Humanistiske & Samfundsvidenskabelige Fakultet her på universitetet og Djøf. Som studenterrepræsentant kan vi bidrage med de interesser, vi selv har, og dem vi hører om blandt vores medstuderende og derved hjælpe med, at vi som studerende også vil finde arrangementet interessant. Men her kommer mine adskillige hatte i spil. Selvom jeg bryster mig ved at holde mine ’hatte’ adskilt, er målgruppe-orientering bedre repræsenteret i kantbåndet på min Agenda-hat. De sociologistuderende blev hørt, og det samfundskritiske perspektiv med modstridende logikker er i høj grad inddraget i programmet, og det er spækket med både nørdede, personlige og politisk interessante perspektiver, som vil kunne fange mange af de studerendes faglige interesser. Men når jeg skal bruges til sparring i arrangementet generelt, har jeg kun en lille interesse i at være ene-taler for sociologistuderende. Det er et arrangement med relevans for unge; alle vores studerende og ikke kun den lille gruppe, jeg studerer med. Derfor lagde jeg min billedlige ’hat’ på bordet. Heldigvis blev det ikke bare godt modtaget af både Kasper Strandvig, Strategisk rådgiver på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet og Carsten Nielsen, Chefkonsulent hos Djøf, men de kunne ligesom mig, se værdi i, at arrangementet blev skabt med den viden og interesse, vi på Agenda stræber mod. Derfor kan jeg med stolthed fortælle, at dette arrangement har relevans for ALLE studerende på universitetet. Det er gratis og handler om den måde, vi som unge både har frihed og medbestemmelse, men også i nogle henseender er magtesløse, eller i hvert fald lever et liv eller kæmper nogle kampe, som er op ad bakke. Som med alle arrangementer, er lysten til at deltage afgørende, og i konkurrencen med Netflix eller onsdagsøl, udgør debatter og samfundsviden måske ikke en noteværdig modstander – heller ikke selvom det har betydning for den forskel og mening, vi kan skabe i vores eget liv. Derfor vil vi på Agenda gøre vores ypperste for, at det også bliver ’spiseligt’ udenfor den samfundsfaglige interesse. De, der har interessen i forvejen trækkes jo nok allerede ved navne som Clement Kjærsgård, Noemi Katznelson, Jørn Sønderholm, og sociologistudiets egen Anders Petersen, for ikke at tale om de unge debattører, som slår arrangementet an. For os andre tilbydes godt fællesskab, indblik i hvad vi selv og samfunds-nørderne er oppe imod, og alt i alt en god aften – og om der endnu engang er stemning med lazyboys og mundgodt, må tiden vise. Uanset faglig baggrund, bliver vi i hvert fald klogere. Jeg går i hvert fald selv og tænker, at algoritmer og særinteresser trækker os mere fra hinanden, hvorfor politik nok i højere grad bliver for dem, som har interesse for det, mens vi andre ’bare’ må følge med i de beslutninger, andre laver for os. Men hvem ved? Det håber jeg i hvert fald at blive klogere på, når vi mødes i Musikkens Hus på tværs af både studier og interesser.
