Vil du kunne trække en weekend ud af kalenderen og tør du lade en anden bestemme over den tid? Jeg tog chancen, og tog en tur til København for at hente en bil i Vestjylland
TEKST & FOTO Dianna Korshøj
“Vil du med til København og hente en bil?” sådan lød opkaldet fra min kammerat, som fik mig til at trække en weekend ud af min ellers hårdt pressede kalender. Med lovning om et betalt ophold og en weekend som ville være værd at mindes, var det næsten et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til. Med næsen dybt begravet i litteratursøgning og empiriindsamling, blev jeg for en weekend en del af en andens kalender – langt væk fra studietilværelsen.
Allerede ugen før, begyndte beskederne at tikke ind. En tur på MASH. En hel Tomahawk. Han skulle svede kød-sved. En aften, hvor han ikke ville tænke fornuftigt, fordi Mash havde en hel Tomahawk steak med hans navn på, og han ville færdiggøre den. Fordi han kunne. Og billeder af en bil, som for mig bare var rød, men som for ham, var en drengedrøm. En Opel Corsa fra 1983 i god stand. Og så skulle vi forbi Fyn for at hente en dør, fordi bilen vi skulle køre selve turen i, var utæt og havde problemer med elruden. En pointe jeg trods en bildør på bagsædet hele weekenden (!), lykkeligt glemte indtil jeg sad bag rettet i selvsamme Open Tigra de 160 km hjem til Aalborg om søndagen.
Vi har kendt hinanden 16 år og er meget forskellige: jeg er en introvert, akademisk nørd, han er ekstrovert, med store fortællinger – og armbevægelser, som følger med. Weekenden var en fælles accept om tolerance. Jeg trådte ind på hans måde at leve på, og han nedjusterede så jeg kunne følge med. Selvom han få dage før afrejse fandt ud af, at hans geografi havde svigtet en smule, så den bil, vi skulle købe på Sjælland, faktisk stod i Tim i Vestjylland, fortsatte planen om eventyret. Vi skulle besøge de bedste brune værtshuse i København, for nu var han udnævnt som Kongen af Aalborg i støttegruppen ”Støt de brune værtshuse” på Facebook. Han glædede, sig som et barn, som venter på juleaften, og jeg solede mig i dén glæde. Vi skulle på eventyr, og intet kunne stoppe os.
Turen gennem Jylland gik som smurt. Trods varsler om motorveje fredag eftermiddag, var trafikken ingen modstander for det danske senvintervejr. Det var som om en mørk og blæsende stormsky fulgte os på turen, og ikke engang afveg en smule, trods vi forlod ’det mørke Jylland’. Selskabet var godt, musikken var god, og glæden om hvad der ventede forude, bar os næsten gennem landet. Jeg lærte, at akvaplaning ikke blot er et begreb, som findes på køreskolen, men et reelt fænomen, som kan opstå, når der i vejkanten på den Fynske motorvej, ikke er den rette hældning.
Fyn bragte opholdsvejr, og i en lade, i et hus midt i ingenting, var den dør, som manglede. En længere snak om reservedele, rust, malearbejde og prutten om prisen, gav mig tid til ingenting. Ingen snak. Ingen musik, og intet krav om at stige ud. Mens jeg sad og nød stilheden, faldt mine øjne på de grandvoksne mænd, som snakkede Opel. Jeg mærkede et smil vokse på mine læber, mens jeg stille rystede på hovedet. Det var så fjollet, men det var fantastisk. En tilfældig fredag i mit ellers seriøse og hårdtarbejdende liv, sad jeg der: midt ude i ingenting… og så på Fyn. Så er man gået all in. Og jeg fortrød intet. Det var vigtigt fordi det var fjollet for mig. Fordi det gav plads til nogle andre prioriteter, end jeg var vant til. Og absolut ikke mindst: fordi det betyder meget for ham.
Når vores verdener er så forskellige, ses vi ikke tit. En håndfuld gange om året til en hurtig kop kaffe eller et lift. That’s it. Det er som en barndomsven, hvor livet trækker forskelligt. Altid masser af grin, men nu kun få undskyldninger for at mødes. Måske er vi for dovne eller for ensporede til at finde fælles interesser, så vi skiftes til at hoppe ind i hinandens verden på lånt tid. Når weekenden er slut, er jeg blevet mættet af store armbevægelser, og de store fortællinger udskiftes med evidensbaserede fakta, men i dét øjeblik; midt i ingenting på Fyn, accepterede jeg heteronormativiteten, olien, og to forvoksede knejter, som måtte erkende, at den bildør faktisk var tung.
Med hjørnet af en bildør i rykken, begav vi os igen ud i verden. Bare den åbne vej. Regn, hagl og til tider sne skabte beundring for de imponerende vinduesviskere, som upåklageligt kørte på højtryk, mens tågelygter og ekstra afstand bød os velkommen på landevejen. Næsten modvilligt holdte jeg grinet tilbage, da en stor mand blev til en lille mus, fordi den defekte dør tvang ham ud i regnen, da entrébilletten til Djævleøen skulle betales. To jyder på tur, hvad kunne gå galt?
Som mørket faldt over de Københavnske gader, efterlod vi bilen og skulle møde hans søster med forsinkede fødselsdagsgaver. Jeg havde ikke set hende siden seneste af flere familietragedier, men hun så ud til at have det godt. Familier er en sjov ting, og de to deler så meget kærlighed, jeg ville ønske at de kunne formidle den beundring og forståelse, der er imellem dem. I stedet kommer alvor fra den ene side, og komik fra den anden. Og som et trylleslag blev jeg hevet tilbage ind i sociologien.
Hun er tvunget til at træde tilbage fra et job hun elsker, fordi den politiske strategi er ændret, og der er ikke længere penge til at hjælpe de borgere på den måde, hun tidligere har hjulpet. Hun føler sig utilstrækkelig i sit job. Utilstrækkelig overfor de selvsamme mennesker, hun uddannede sig her på universitetet, til at hjælpe. Jeg var tilbage på skolebænken, ved vores problembaserede læring, og de organisatoriske udfordringer vi snuser til. Tilbage til tanker om vores socialrådgiveruddannelse, som skal udflyttes med begrænset økonomi og ønske om høj kvalitet. Og tilbage ved de barrierer, organisationssociologien møder i virkeligheden. Denne gang i mødet mellem politik og borger, hvor artikler om ’mening i arbejdslivet’ pludseligt får særlig betydning. Medarbejdere ønsker at bruge deres faglighed, men er udfordrede som generalister, eller begraves i systemer. I hendes øjne så jeg for alvor, hvor ondt det gjorde, at hun ikke længere kunne tage den vurdering om en passende hjælpeindsats. Og ikke mindst hvorfor vores nørdede lange og akademiske uddannelser har relevans for virkeligheden. En virkelighed, hvor en stolt lillebror giver sin søster en gave, mens kaffe os øl stille rinder ud. En virkelighed, som jeg igen efterlader for en stund.
Næsten modvilligt siger vi farvel, for reservationen og den store Tomahavk lyder klokkens slag. Med våde sko, storbyens larm, og en helt særlig jyde, som forventer at alle i København ved, hvor alt er på navnet, satte vi os i en taxa. Nye indtryk fyldte de jyske sanser, og næsten som en buddhistisk meditation, lød ordet tomahavk i ekko.
