Hvis man følger med på de sociale medier for tiden, især på det famøse TikTok, har man nok lagt mærke til, at stjernetegn er det helt store hit for tiden. Spiritualitet, og i særdeleshed astrologi, er blevet det nye sort, men det kan være enormt svært at navigere rundt i, så i denne måned af Agenda har jeg lavet en lille guide til astrologiens verden – med hjælp fra vores alles yndlings-søgemaskine, Google, samt TikTok-appen, som er fyldt med – forhåbentlig – troværdige lommeastrologer – lige som jeg selv. Derudover vil vi i dette nummer have fokus på stjernetegnet vandmand (20 januar – 18 februar), da det er månedens fødselstegn, og sådan vil det fortsætte de kommende måneder, hvor jeg vil forsøge at forudsige, hvordan hvert stjernetegns 2022 vil foregå, med min meget begrænsede ekspertise.
TEKST Sofie Rosenkrantz Hansen
En MEGET forsimplet astrologiguide
Det første skridt indenfor astrologien er nok, at man skal finde sit ’birth chart’ eller på dansk – fødselshoroskop. De fleste af os kender allerede vores soltegn, som er det vi ofte beskriver som værende vores stjernetegn (og som vi skal have fokus på senere i vores årshoroskopsafsnit), men vi har også et masse andre tegn, såsom Venustegn, som ses herunder på mit fødselshoroskop (… døm mig nu ikke), som er lavet på hjemmesiden Café Astrology.
Ens fødselshoroskop viser de præcise placeringer af planeterne i vores solsystem i forhold til Jorden på det tidspunkt og det sted vi blev født, så derfor skal man altså indtaste sin fødselsdag, tidspunkt og hvor man blev født, for at man kan se sit fødselshoroskop. Teorien er, at planeternes placering det øjeblik, man blev født, er med til at danne forskellige aspekter af ens personlighed, men de vigtigste placeringer på horoskopet siges at være ens soltegn, månetegn og ascendant, som er markeret med tre små prikker på billedet af mit fødselshoroskop.
Det siges, at ens soltegn bestemmer ens ego, identitet og rolle i livet, hvilket betyder, at ens soltegn er kernen af, hvem man er som person. Månetegnet har indflydelse på ens humør og følelser, hvilket betyder, at det ofte er det tegn, man bedst kan identificere sig med, fordi det reflekterer, hvem man er, når man er helt alene og tryg. Ens ascendant er derimod den ”maske”, man har på i sociale sammenhænge, hvordan man iscenesætter sig selv og ens personlige stil.
Det er altså disse tre placeringer, der siges at fylde mest i ens personlighed, men der er alligevel hele 12 stjernetegn. som ens personlighed kan indeholde, som alle kan kategoriseres i fire elementer: ild, vand, jord og luft. Ildtegnene er vædderen, løven og skytten. Vandtegnene er krebsen, skorpionen og fisken. Jordtegnene er tyren, jomfruen og stenbukken, og lufttegnene er tvillingen, vægten og vandmanden – hvoraf det er vandmanden, der i denne måned er fokus på. Tegnene bliver kategoriseret på denne måde, fordi de tre tegn, der er i samme kategori, har nogle fællestræk, eksempelvis siges det, at alle ildtegn er meget passionerede. Alle disse stjernetegn kan altså være en del af ens fødselshoroskop ved forskellige placeringer, så der er altså mange komponenter i horoskopet, som kan være med til at definere ens personlighed. Men denne astrologiguide er jo som nævnt meget forsimplet, men hvis det har fanget din interesse, så vil jeg anbefale dig at downloade apps som co-star og Sanctuary, som forklarer det meget bedre, end jeg nogensinde kunne drømme om at gøre.
ÅRSHOROSKOP: Vandmand, 20 januar – 18 februar
Tegnet vandmand er styret af planeten Uranus, som karakteriseres som planeten for innovation, rebelskhed og opfindelse, hvilket også betyder, at vandmænd har en tendens til at være meget analytiske, selvhævdende og en anelse excentriske, men med et rigt indre liv. Vandmænd har også sans for retfærdighed, de er selvstændige, og de bekymrer sig ikke om ligegyldige ting – de har overblik over, hvad der er vigtigt, og de har de rette karakteristika i deres personlighed til at ændre verden til det bedre. De ved, hvad de vil, og hvad det kræver at opnå.
2022 kan blive et udfordrende år for tegnet vandmand, som gerne vil frem i verden og opnå mange forskellige ting, da tegnets styrende planet Uranus i år rejser med tegnet tyren, som er mere konservativt og tryghedssøgende. Dette kan betyde, at du som vandmand ikke vil føle, at du får opnået det, du vil, men heldigvis er vandmanden ikke et tegn, der siger nej til en udfordring.
Der vil dog komme to retrograd-perioder for Uranus i 2022, en halvvejs igennem januar og en i slutningen af august, som vil forløbe indtil slutningen af året, hvilket betyder, at vandmanden kan få lidt fred fra kampen mellem at være selvstændig og rebelsk, men samtidig være påvirket af Uranus’ flirteri med tegnet tyren. Her kan vandmanden med god vilje gøre refleksioner om den ubalance, der har hersket i 2022 – kan der mon findes en gylden mellemvej mellem at være fri og rebelsk, men samtidig også være mere eftertænksom?