Må man ghoste? // Et begreb til en konfliktsky ungdom

Må man ghoste?

Et begreb til en konfliktsky ungdom

Det bliver mere og mere normalt, bare at droppe kontakten, når man finder noget nyt og spændende. Er det et bevidst konfliktsky valg, eller bare en del af ungdommens kommunikation?

TEKST Sofie Rosenkrantz Hansen

Ghosting
substantiv [goh-sting]
———-
Dét at afslutte et (romantisk) forhold uden
forklaring ved at afbryde al kommunikation.

Vi kender nok alle sammen akten at ghoste i et klassisk dating-scenareo, hvad end vi selv har været ofre for det, taget del i det, eller måske bare har set det på film. Det er et klassisk scenarie, hvor en person sidder alene ved et bord på en restaurant, de drikker vin, lytter til stille musik, kigger håbefuldt ud på menneskemængden og nipper lidt til noget brød, alt imens de håber på, at deres ghoster måske dukker op, men det gør de aldrig – en mislykket date. Det er en enorm populær filmtrope, som er brugt langt før vi fik et begreb for det, og ghosting bliver dog stadig mere og mere udbredt, jo mere digitaliserede vi bliver. Jeg forstår det egentlig godt, det er altid nemmere at lade ting glide ud i sandet end at tage tyren ved hornene, især når man ikke kan se modpartens reaktion og følelser, hvis de sidder på den anden side af Tinder-beskedtråden – men er det ensbetydende med, at det er okay?

Generationskløften
Jeg har aldrig selv brugt dating-apps, udover et enkelt download eller to af Tinder af ren nysgerrighed. Jeg tror aldrig, jeg har været en ghoster eller heller ikke blevet ghostet, men mine venner og familie gjorde mig klogere. Meget klogere. Der viser sig at være lidt af en generationskløft, når der gælder ghosting. Mange af mine jævnaldrende, som har brugt Tinder, ved udmærket godt, hvad ghosting er, og de har intet problem med at indrømme, at de både er blevet ghostet og ghoster andre. Så er det vel ikke noget problem, når alle gør det? Men jeg fik samme svar: alle blev kede af det, hvis de blev ghostet. Det overraskende er, at de faktisk var forholdsvis ligeglade med, om personen bag skærmen blev ked af det, når de selv ghostede. Det overraskede mig. Selvom de havde mærket på egen krop, hvordan det føles, var det ikke en tanke som strejfede dem, når de selv blev ghosteren.

Anderledes var det, da jeg talte med den lidt ældre generation. Mere voksne mennesker tænker meget mere over, hvordan de håndterer situationer som ghosting. Det virker til, at dem, der er lidt ældre, er bedre til at sige tingene, som de er, i stedet for at ghoste. Man skal være ærlig omkring, hvad man føler, også på dating apps. Personen i den anden ende fortjener bedre og mere respekt end at blive ghostet, lyder det fra den lidt ældre generation. Men burde vi ikke alle have det sådan?

Den eneste ene er afgørende
Denne generationsforskel, som jeg ved et tilfælde fandt frem til, gav mig mere blod på tanden i forhold til fænomenet ghosting! Hvordan kan det være, at vi, den yngre generation, synes, at det er okay at ghoste andre? Jeg satte mig for at finde frem til et endegyldigt svar på spørgsmålet i forskningens verden.

I et studie fra 2018, lavet af diverse universiteter i USA, viste en svag sammenhæng mellem at dem, der har tendens til at ghoste, gør det, fordi de har en overbevisning om, at der eksisterer en sjæleven for dem derude. Hvis de finder ud af, at det ikke er deres match, vælger de at ghoste. Dem der ikke ghoster, tror derimod på, at man kan bygge et forhold op med andre, så længe man er villig til at vokse sammen. Så hvis det her er det enegyldige svar, må vi unge som ghostere, vel ikke tro på, at man kan bygge et forhold op og vokse sammen? Det tror jeg ikke rigtigt på, og det forklarer ikke generationskløften, medmindre vores generation i højere grad tror på sjælevenner, men jeg tror virkelig ikke, at det er tilfældet.

Vi undgår konflikten
Jeg læste til gengæld også, at det måske kan falde sammen med, at vores generation er mere konfliktsky end generationerne før os. Se, det er en idé, jeg abonnerer lidt mere på. Men måske det er en blanding af noget andet også. Vi er måske mere konfliktsky end tidligere generationer, men også det faktum, at meget dating foregår over internettet. Det kan skabe en form for distance og ligegyldighed overfor andre mennesker. Man kan ikke direkte kan se deres reaktion, og måske fordi mange ting er iscenesat med et swipe. Jeg tror altså, at der er meget, der spiller sammen i forhold til fænomenet ghosting, måske endda også studiet om soulmates og vækst i forholdet – hvem ved? Ghosting sker jo også mellem venner og bekendte, så det kan ikke være den eneste forklaring. Men jeg synes, at vi måske bør gøre som de ældre generationer, når det kommer til ghosting. På den måde kunne vi skåne modparten for potentiel hjertesorg – vi synes jo heller ikke, at det er særlig rart at blive ghostet selv, vel?