Projekt baby // Dos and don’ts
Jeg havde kun været mor en måned, men den tid havde allerede gjort mig en del klogere på, hvad det er smart at gøre og hvad det er dumt at gøre med baby. Bevares, jeg falder da stadig selv i fælderne, når musikken spiller, men hverken Rom eller moderskab blev bygget på én dag.
TEKST Heidi Gram Wallin
Slap af 1.0
Slap af, når baby sover. Hvis du har brug for at sove, så sov. Har du brug for at glo tv, så glo tv. Har du brug for at spille et hjernedødt spil på mobilen, så spil et hjernedødt spil på mobilen. Læs en bog. Skriv en artikel…
Spis
Spis når baby sover. Det er altså bare en hel del nemmere…
(Siger hende der endnu ikke har spist selvom klokken pt er 13.26.)
Du ved bedst
Det er uundgåeligt, at andre kommer med gode råd til, hvordan man skal gøre. Sig tak for tippet, men lad være med at følg det ukritisk! Kig på din baby og lyt til dig selv. Du ved bedst, hvad der fungerer for dit barn, dig og Jeres familie.
Slap af 2.0
Slap af i dit moderskab. Du kan og skal IKKE gøre det hele perfekt! Et godt moderskab sidder hverken i mærketøj, rene vinduer, hjemmebag, samsovning eller alt det nyeste udstyr. Følg din egen moral og dine egne værdier og stol på dig selv og din egen intuition.
Prøv dig frem
Prøv dig frem, men vær opmærksom på, at bare fordi a virkede i går eller for en time siden, betyder det ikke, at a virker nu. Måske er det metode b, l eller q, der virker nu.
Vær tålmodig
!!!
Bed om hjælp
!!!
Tilgiv dig selv
Tilgiv dig selv, hvis du i kampens hede, når baby er helt umulig, kommer til at gå ud over din moral og værdier. Man bliver presset til det yderste – ja faktisk ud over det yderste og som nævnt blev moderskabet ikke bygget på én dag. Tilgiv dig selv og se om du kan tage noget lærdom med videre.
Lad være med at brug din energi forkert
Lad være med at regne med, at din nyfødte baby har rutiner og lad for Guds skyld være med at bruge energi på at prøve at gennemskue din babys (manglende!) rutiner.
Lad være med at ødelæg babyen
Babyer kan ikke lide, hvis man ikke lige har styr på, at alle fingrene vender den rigtige vej, når de skal have trøje på… Dette gælder i øvrigt alle lemmer.
Lad være med at tage livet af babyen
Vær opmærksom, når du giver din baby mad. Hvis det lyder som om den er ved at drukne i mælk, skal man lige tjekke om den rent faktisk er ved at drukne i mælk.
– Vilbert har to gange gylpet ud igennem næsen (!) fordi jeg lige var optaget af noget andet, mens han fik mad – sikkert at se Matador…
Lad være med IKKE at tænke
Selvom du synes blefri-tid lyder som en ENORMT god ide, er min klare anbefaling IKKE at have blefri tid når 1) babyen får mad eller 2) babyen sover. Det viser sig, at det ofte er lige nøjagtig på disse tidspunkter, hvor babyer kommer af med deres ‘sager’
– (Ja hvornår ellers, Heidi Wallin? Det er jo det eneste de laver… *indsæt emoji, der tager sig opgivende til hovedet*)