Den (måske) bedste dag på året
KLUMME: Jeg hader at elske nytår
Den sidste dag på året, er hvert år selvsagt til at være ÅRETS fest. Vi fejrer det forgangne år, men skåler også for det nye, der skal komme. Forventningerne er altid høje, måske er de nogle gange lidt for høje?
TEKST Kirstine Marie Nielsen
Nytår er både årets første og sidste fest. Det kan altså siges at være en overgangstradition, med alt hvad dette indebærer. Ønsker om hvad skal forbedres i det kommende år, og ønsker om hvad der skal forblive i det gamle. Tiden, der er gået, skal hyldes, og tiden vi går ind i, skal fejres. Når jeg tænker på nytår, bliver jeg fyldt af minderne fra dengang, jeg var barn, hvor nytår var den fedeste aften på hele året. Der var flotte kjoler, lækker mad, sodavand ad libitum og fyrværkeri, der malede himlen i alverdens farver. Det var følelsen af eufori, når klokken slog 12, så der blev sprunget fra sofaerne og poppet børnechampagne. Børnechampagnen, der egentligt bare smagte af surt æble, blev forvandlet til en læskende drik, der altid blev komplimenteret af kransekage.
Som årene er gået, forbinder jeg ikke længere nytår med den bedste aften på året. Jeg forbinder den tværtimod med stress, pres og skuffelse. Hvor trist det end lyder, er nytår for mig blevet til den aften, hvor man forventer mest, og hvert år bliver lige skuffet. Jeg starter allerede med at tænke over nytår i oktober, begynder at overveje hvem jeg skal være sammen med, hvad der skal spises og hvor det skal holdes. Jeg er en af de få, jeg føler i hvert fald at vi er få, der ikke har en fast gruppe at holde nytårsaften med. Mange har nogle faste vennegrupper, som har faste traditioner, der føres ud i livet hvert år. Jeg har derimod holdt nytårsaften med en ny sammensætning af mennesker de sidste mange år. For mig er der en følelse af pres hvert år, fordi jeg skal finde ud af, hvem jeg skal fejre årets fedeste aften med. Jeg har de sidste mange år været jaloux på de mennesker. der ikke sidder i den samme situation, men hvert eneste år ved, hvem de skal være sammen med.
Jeg siger til mig selv hvert år, at jeg bare skal tage det, som det kommer, og håbe at det hele løser sig op til nytårsaften. Jeg tager dog stadig mig selv i at sætte mine forventninger helt i vejret til en aften, der skal overgå alle andre. Jeg ender altid med at sætte forventningerne så højt, at de bliver umuligt at opnå. Jeg synes, det er ærgerligt, at der skal sættes så mange forventninger til én aften. Det er bare svært at ændre, når man er vokset op med at skulle tælle dagene og timerne til nytårsaftensdag. Så i år vil jeg forsøge at skrue forventningerne ned og sætte nogle realistiske forventninger i stedet. Forhåbentligt bliver det en skøn aften, men det er ikke sikkert, at den bliver årets fedeste. Hvem har egentligt også bestemt, at den skal være det?
